Øjenvidne i Sierra Leone: Folk har mistet alt

En uge efter det voldsomme mudderskred i Sierra Leone arbejdes der stadig på højtryk for at yde nødhjælp til befolkningen. Men det er vanskeligt at hjælpe, fortæller Eskil Meinhardt Hansen, der arbejder for Røde Kors i Freetown

Øjenvidne i Sierra Leone: Folk har mistet alt
Foto: Manika Kamara AP/ritzau.

”Når man kigger op på bjergene, kan man midt i alt det grønne tydeligt se et stort område, der er helt brunt, og hvor alle træer og huse er forsvundet. Alt er skyllet væk. Der er kun mudder tilbage.”

Sådan siger Eskil Meinhardt Hansen. Han er journalist hos Røde Kors og en del af den gruppe af hjælpearbejdere fra Danmark, der lige nu befinder sig i Sierra Leones hovedstad, Freetown.

Det er lidt over en uge siden, at et voldsomt mudderskred ramte det østafrikanske land. Indtil videre har 500 mennesker mistet livet, og 600 meldes fortsat savnet.

Der bor 800.000 mennesker i Freetown, der ligger ud til Atlanterhavets kyst. På landsiden er byen omgivet af høje bjerge, og det var her, i bjergbyen Regent, at muddermassen efter et voldsomt regnvejr begyndte sit skred tidligt mandag morgen i sidste uge. Eskil Meinhardt Hansen fortæller, at mange af husene på bjergsiderne var bygget af blik og pinde, og fordi de var så dårligt konstruerede, skyllede de store mængder jord husene og deres indbyggere ned ad bjerget til Freetowns forstæder.
 
I selve hovedstaden var det de huse, der lå ud til floden i området Kaningo, der blev hårdest ramt. Her har Røde Kors oprettet et distributionscenter, hvor de uddeler mad, hygiejnepakker og andre fornødenheder. De arbejder også med at indkvartere de mange, der står uden tag over hovedet og med at tilbyde psykosocial støtte. Siden Eskil Meinhardt Hansen ankom til Kaningo fredag morgen, har han brugt meget af tiden på at gå langs den mudder-oversvømmede flod og tale med de overlevende.

”Det er forfærdelige historier, de kan fortælle. Mange siger, at de kunne høre skredet komme tidligt om morgenen, da de var ved at stå op. På de dårligste huse væltede murene simpelthen, så folk pludselig stod i mudder til livet. Nogle hakkede huller i loftet for at prøve at få deres børn i sikkerhed på taget, og andre måtte slå dørene i stykker for at komme ud, fordi trykket var så voldsomt,” siger han.

Foto: Manika Kamara AP/ritzau

I den uge, der er gået, efter mudderet drev gennem forstæderne, har situationen fortsat været kaotisk for flodens naboer.

”De har mistet alt, hvad de ejer, og de har set lig af både mennesker og dyr drive forbi, mens de har forsøgt at redde dem op, der stadig var i live, ” siger Eskil Meinhardt Hansen.

Han fortæller, at det primært er naboerne til floden, der har oplevet de værste tab og ødelæggelser. Alligevel er hele byen på den anden ende, fordi drikkevandet er ødelagt.

”I Røde Kors knokler vi lige nu for at uddele mad og rent drikkevand. Også i forhold til hygiejne og sanitet gøres der en stor indsats, for hvis hygiejnen ikke er i orden, risikerer vi, at der udbryder sygdom. Det ser ud til, at den indsats er lykkedes godt indtil videre,” siger Eskil Meinhardt Hansen.

Selvom Eskil Meinhardt Hansen er optimistisk og fortæller, at det går fremad med at hjælpe lokalbefolkning, er det som altid svært at udføre nødhjælp i et land, der er et af verdens fattigste.

”Der ligger stadig et kæmpe arbejde i at få registreret alle dem, der har brug for hjælp. I Sierra Leone er der ikke noget, der hedder personnumre, og mange har ikke en registreret adresse. Det gør det meget svært at vide, hvem de er, og hvilken hjælp de har brug for,” siger Eskil Meinhardt Hansen.

Foto: Manika Kamara AP/ritzau

Han har spurgt de lokale Røde Kors-frivillige, hvad perspektivet er for, hvornår landet er på fode igen. De kan dog ikke give noget klart svar, fordi det er så uklart, hvor mange mennesker, der er påvirket af katastrofen.

Indtil videre fortsætter arbejdet dog med at hjælpe lokalbefolkningen. Et arbejde, der en uge efter hændelsen har fået mere karakter af at hjælpe befolkningen end at lede efter lig og overlevende. Der bor stadig folk i ruinerne ved floden, og ifølge Eskil Meinhardt Hansen er det lige nu af afgørende betydning, at de kommer i sikkerhed.

”Lige nu regner det så meget, at mange af dem, jeg taler med, frygter, at der kan komme endnu et mudderskred. Derfor er det vigtigt, at vi får folk væk fra de udsatte områder, og at de bliver midlertidigt indkvarteret et andet sted, hvor de er i sikkerhed,” siger Eskil Meinhardt Hansen. 

Foto: Manika Kamara AP/ritzau