Da Peter Bastian 27. juni 2015 blev døbt i Løgumkloster Kirke var der, foruden ham selv og præsten Sten Haarløv, kun hans kone, søster og et par få nære venner til stede. Det skulle være enkelt, intimt og uden offentlighedens bevågenhed.
Da han lørdag blev bisat samme sted, var den store, smukke kirke stuvende fuld og et tæppe af farvestrålende, duftende buketter snoede sig rundt i hele rummet. Det var hans ønske, at alle der ville, skulle have lov til at være til stede, når han sagde verden ret farvel.
Derfor var familie, venner og bekendte kommet fra nær og fjern, blandt andet de musikalske venner fra Bazaar og Den Danske Blæserkvintet. Peter Bastian var et menneske, der var elsket af mange og gavmildt elskede tilbage i samme omfang.
I sin begravelsestale tog Sten Haarløv da også udgangspunkt i kærligheden, som han kaldte helt essentiel for den lille, store multikunstner. Bibelteksten var Paulus’ 1. korintherbrev, der som bekendt slutter med ordene: Størst af alt er kærligheden.
”Han vidste sig omfattet af Guds betingelsesløse kærlighed. Og han fremhævede ofte dette med det betingelsesløse, derfor var han i de senere år betaget af Jesus-skikkelsen, der i sit møde med mennesker gav dem del i sin betingelsesløse kærlighed – uden at kræve noget til gengæld, uden en eller anden modydelse, ”sagde Sten Haarløv om Peter Bastian og nævnte dåben som det tydeligste eksempel på, at Gud skænker os sin ubetingede kærlighed kvit og frit.
”Der blev ro et sted, hvor jeg ikke havde vidst, at der havde været uro”, citerede han Peter Bastian for at have sagt i et interview og i et andet:
”En længsel dybt inde i mig var blevet stillet, og det underlige er, at det føltes, som om længslen var gensidig”.
Sten Haarløv fastslog, at den jordiske kærlighed i sit inderste ikke er væsensforskellig fra den himmelske, og at Peter Bastian i sit ægteskab med Helle Skaarup i 2014 mødte den uforbeholdne kærlighed og et skabende fællesskab af de sjældne. Helle Skaarup er forstander på Løgumkloster Refugium, som ligger i et gammelt munkekloster, der er bygget sammen med kirken.
Hun er den direkte årsag til, at Peter Bastian kom til at leve sine sidste år i den sønderjyske by. Her er kirken lige så stor, som byen er lille, og efter en gennemgribende restaurering i 2015 er orglet blevet udvidet, så lyden af det nu fylder alle hjørner i det imponerende kirkerum.
Det blev udnyttet fuldt ud i forbindelse med Peter Bastians bisættelse, hvor der blev spillet to værker af en af hans yndlings komponister, franske Olivier Messiaen. Som præludium var det storladne ”Apparation de l’Eglise éternelle”, og efter jordpåkastelsen lød det mere indadvendte og dystre værk ”Priére du Christ montant vers son Pére”.
Peter Bastian kom ofte i Klosterkirken, som han kaldte ”katedralen”. Han nød, ifølge Sten Haarløv gudstjenesterne, hvor ikke vi selv, men Guds ord til os er midtpunktet, og hvor lyset udefra gennem de høje vinduer minder os om det lys fra Guds skaberværk, som vi alle lever og ånder af.
”Peter Bastians ubændige nysgerrighed og betagelse af livet selv, hans længsel efter at udforske og erfare tilværelsens inderste væsen med alle sanser og hele sit intellekt var noget af det, som kendetegnede ham,” sagde præsten og fortsatte:
”Vi tager afsked med en umættelig forbruger og elsker af livet i dag.” Sten Haarløv kaldte Peter Bastian ubegribelig generøs, givende og et menneske, der kunne begejstre andre og selv begejstres, betage og betages.
”Han var fuld af indsigt, en spillemand og livskunstner af de sjældne, han gav sig hen helt og fuldt – til musikken, når han spillede til koncerter, og det uanset hvad han spillede på: fagotten, klarinetten eller sugerøret: en anmelder skrev: det spiller ingen rolle, hvilket instrument han spiller på: ”kontrollen og friheden er total” – en spilleglæde men også med en undertone af smerte og længsel.
Eller når han holdt sine utallige foredrag rundt om i landet, sprudlende, og formidlede om spiritualitet og gav interviews, indspillede
CD´er og plader, udsendte bøger og artikler eller afholdt sine kurser – men også blot når han sad i en lille kreds, lyttede opmærksomt og bidrog med nærvær, klogskab og humor. Alt det efterlader han sig. En frodig buket som han nu overgiver til os at plukke af,” sagde Sten Haarløv i sin begravelsestale og sluttede med et citat af den svenske digter Harry Martinsson, som også forfatteren Henrik Wivel fremhævede her i avisen i forbindelse med et interview i fredagsavisen:
”Enhver dyb sorg har en mistet glæde som årsag, glem det aldrig, tab aldrig det sigte af syne, lad aldrig sorgen glemme sit anliggende. Sorgen er den dybeste ære, glæden kan få”. Der var valgt fire meget forskellige salmer til den kirkelige handling.
Først Paul Gerhardts ”Befal du dine veje”, så Jacob Knudsens ”Se, nu stiger solen”. Efter præstens tale sang følget Kingos”Sorrig og glæde de vandre til hobe” og til sidst: ”Du som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen.
Kisten blev båret ud til den ventende rustvogn af blandt andre Helle Skaarup, Peter Bastians datter Olga Bastian og hans nære ven Hans Grishauge, der er tidligere sekretariatsleder ved Kirkeligt Samfund i Vartov i København.
Peter Bastian blev 73 år. Han døde af den kræftsygdom, som han fik diagnosticeret i 2014.
29. april vil Peter Bastians urne blive nedsat på Assistents Kirkegård i København, hvor der vil blive afholdt en åben musikalsk ceremoni.