Sådan prægede reformationen dansk pædagogik

Frem til 1960’erne var det en almindelig antagelse i dansk skolehistorie, at størstedelen af befolkningen var analfabeter frem til almueskoleloven af 1814. Foto: MARY EVANS PICTURE LIBRARY/Ritzau foto

Udviklingen af læsefærdigheder var i begyndelsen en hjælpedisciplin, der skulle understøtte trosindholdet, men pædagogisk set blev læsefærdigheder i det lange løb vigtigere for samfundsudviklingen end trosgrundlaget.

I bogen "Pædagogikkens idéhistorie", som netop er udkommet, gennemgås de filosofiske strømninger, som har sat præg på dansk pædagogik. Dette er et uddrag af bogens kapitel om reformationens virkningshistorie

Blandt historikere og sociologer er der stor enighed om, at reformationen fik afgørende indflydelse på samfundsudviklingen i Europa. Men der er forskellige fortolkninger af, hvad forbindelsen er mellem protestantismen – inklusive calvinismen – og samfundsudviklingen.

Én fortolkning er, at det var udbredelsen af læsefærdigheder, der udgjorde forbindelsen. Luthers betoning af Skriftens betydning for gudsforholdet kombineret med Johann Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i slutningen af 1400-tallet satte skub i alfabetiseringen i Danmark og, i videre forstand, i Nordeuropa.

Det var således ikke kun kristendomskundskaber, der udgjorde det faglige grundlag for evangelisk medborgerskab, men også læsefærdigheder. At en større del af befolkningen lærte at læse i løbet af 1600-tallet, blev i samtiden bemærket af den engelske diplomat Robert Molesworth. Da han i 1692 forlod sin post som engelsk gesandt i København, skrev han en international bestseller med titlen "En beskrivelse af Danmark 1692". I bogen tegnede han et temmelig negativt billede af livet i landet: Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, der er ingen, der rager op, alle er nogenlunde ens. "Men jeg vil dog tilføje den ene rosende bemærkning, at det jævne folk gennemgående kan læse og skrive."

Frem til 1960’erne var det ellers en almindelig antagelse i dansk skolehistorie, at størstedelen af befolkningen var analfabeter frem til almueskoleloven af 1814. Men de sidste 50 års forskning i alfabetiseringsprocessen i Norden har vist, at Molesworth havde ret: Takket være kirken lærte en betragtelig del af befolkningen at læse, inden almueskolen blev etableret. Allerede i 1616 havde Sjællands biskop Hans Poulsen Resen opfordret degnene til at undervise i læsning, og i løbet af 1600-tallet blev læsning i stigende grad betragtet som en forudsætning for en effektiv indlæring af børnelærdommen. Gang på gang slog myndighederne fast, at kirkens mænd havde pligt til at understøtte, tilse og i vidt omfang selv forestå denne undervisning.

Efter indførelsen af konfirmation i 1736 blev læsefærdigheder næsten en forudsætning for at kunne bestå den eksamen, der udgjorde broen til de voksnes rækker. Det er sigende, at begrebet børnelærdom efterhånden kom til at indbefatte læsning. Det var kirken og dens mænd, der havde ansvar for – og som også i vidt omfang stod for – udbredelsen af læsefærdighederne i befolkningen. For den jævne befolkning blev Den lille katekismus foruden indgangen til troens verden også indgangen til det trykte ords verden. Den protestantiske form for kristendom bidrog til alfabetisering af befolkningen i de protestantiske lande.

 At lære sig at læse er at erhverve sig en teknologi i Foucaults forstand. Læsningen er en praksis, hvormed man kan påvirke og præge selvet og udvikle en ny form for selvbevidsthed. Læsning bringer mennesker ud over den mundtlige traditions horisont, der normalt udgør tre generationer. Med læsefærdigheder får man adgang til en verden, der før var lukket. Udviklingen af læsefærdigheder gav imidlertid ikke kun adgang til fortiden på en ny måde, den var også med til at skabe forudsætninger for en ny fremtid.

Alfabetiseringen synes at være en medvirkende årsag til, at det protestantiske Nordeuropa, såvel økonomisk som videnskabeligt, fik en førerstilling i forhold til det katolske Sydeuropa. Ligeledes bidrog alfabetiseringen sikkert til en kraftig forskydning af magtforholdet mellem islam og kristendommen i Europa. En vigtig faktor bag denne forskydning var, at sultanerne i Istanbul, der kontrollerede kalifatet, Islams øverste religiøse autoritet, i århundreder bandlyste Gutenbergs nyopfundne trykkemetode.

Læsefærdighedernes udbredelse er endnu et eksempel på det, som den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel kalder for historiens list: Udviklingen af læsefærdigheder var i begyndelsen en hjælpedisciplin, der skulle understøtte trosindholdet, men pædagogisk set blev læsefærdigheder i det lange løb vigtigere for samfundsudviklingen end trosgrundlaget.

Den mest berømte og udbredte tese om forbindelsen mellem protestantismen og samfundsudviklingen blev lanceret af Max Weber med bogen "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd" i 1905. I opposition til Karl Marx, der fremhævede, at den menneskelige subjektivitet på helt afgørende vis præges af de objektive foreliggende samfundsstrukturer, peger Weber på religion som løftestang for en ny mentalitet og subjektivitet.

Ifølge Weber bidrog protestantismens religiøse trosindhold til udvikling af en asketisk moraladfærd, der var befordrende for kapitalismens fremvækst og for udviklingen af det moderne samfund i Europa. Reformationen medførte en ny form for askese og en mere intensiv form for disciplinering. Med protestantismen flyttede askesen ud af klostrene og blev kernen i den protestantiske kaldsetik, der har øvet væsentlig indflydelse på samfundsudviklingen i Nordeuropa. Selvom reformationen ikke umiddelbart drejede samfundsudviklingen i sekulær retning, snarere tværtimod, var det ikke desto mindre, hvad der skete – efterhånden.

Ifølge sekulariseringsteorien, som er en samlebetegnelse for teorier om religionens mindre samfundsmæssige betydning, herunder dens aftagende rolle i socialiseringen af de opvoksende generationer, betragtes sekularisering som en naturlig og irreversibel udvikling. Denne teori har gennem årtier udgjort et fælles udgangspunkt for næsten al humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning.

Men gennem de senere år har vi set en opblomstring af religionens tilstedeværelse i det offentlige rum, og det har fået flere samfundstænkere til at stille spørgsmålstegn ved denne teori. Den tyske filosof Jürgen Habermas taler således om det post-sekulære samfund, idet han peger på, at den sekulære formodning om, at religionen ville forsvinde helt med det moderne samfund, ikke længere står til troende. For det første bliver et stigende antal internationale konflikter kædet sammen med religiøs uenighed. For det andet har religion fået stadig større indflydelse på nationale, offentlige rum, og for det tredje giver immigration øget religiøs bevidsthed.

Diskussionen om det sekulære samfund versus det postsekulære samfund har betydning for pædagogikkens idehistorie. Hvis man anskuer historien i et sekulariseringsperspektiv, bliver religiøs opdragelse betragtet som et tilbagelagt stadium, man ikke behøver at interessere sig synderligt for. Men anskuer man pædagogikkens idehistorie i et post-sekulært perspektiv, bliver denne form for opdragelse i langt højere grad relevant og interessant at beskæftige sig med.

Luther udøver fortsat indflydelse, 500 år efter han slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og han deler fortsat vandene. I tidsskriftet Kritik nr. 195 fra 2010 tager redaktørerne således stærkt afstand fra den forestilling, at Luther skulle være ”selve årsagen til europæisk oplysning og ytringsfrihed”. Den forestilling afvises som lutter overtro.

Betragter man Luther som moderne i den forstand, at han var fortaler for demokrati og menneskerettigheder, går man da også galt i byen. Men med ideen om et åndeligt frirum, som statsmagten ikke har ret til at blande sig i, udformede han en revolutionær tanke om åndsfrihed, der kunne transformeres og dermed bidrage til udviklingen af ideen om demokrati og menneskerettigheder. Hans teologi rummede med andre ord mulighed for en fortolkning, der gjorde det forholdsvis enkelt at integrere den i en liberal-demokratisk samfundsmodel.

Ved at fortolke det verdslige regimente som et tendentielt sekulariseret regimente blev det muligt at knytte en forbindelse mellem Luthers lære om fadersuverænitet og demokratiets ide om folkesuverænitet. Fadersuveræniteten og folkesuveræniteten fik tildelt hver sit rum, Gud Fader fik det åndelige regimente, og demokratiet det verdslige regimente. Denne fortolkning af regimentelæren fik stor virkningshistorisk betydning, idet protestantismen blev kompatibel med demokrati og dermed undgik at havne i en fundamentalistisk position.

Uddrag fra Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen: Pædagogikkens idehistorie, Aarhus Universitetsforlag 2017. Bogen udkom 30. maj 2017.