1. Reformation og kristen oplysning 1536-1750

Inden reformationen i 1536 var undervisning i Danmark et kirkeligt anliggende med katedralskolerne og Københavns Universitet som flagskibe. Med reformationen blev uddannelse underlagt statsligt opsyn.

 ”Det betød ikke, at kirkens rolle faldt bort, tværtimod, men det var et afgørende skifte, fordi det markede starten på de almindelige statslige uddannelser. Og kirken fik større kulturel opdragelses- og undervisningsmæssig betydning, fordi den nu indgik som en slags statsligt departement, der skulle sørge for, at hele befolkningen fik de kundskaber, som kræves for at begå sig i samfundet,” forklarer Ove Korsgaard.

Han peger på, at denne epoke kulminerede med indførelsen af konfirmation i 1736 og den efterfølgende almene skolelov i 1739, der var en direkte følge heraf. Konfirmationen var en afgørende eksamen, og skolesystemet skulle nu sikre, at befolkningen fik de kundskaber, som krævedes ved denne eksamen.

Periodens store pædagogiske fyrtårn var Martin Luther, hvis lille katekismus var skolens vigtigste pensum. I denne periode blev læsefærdigheder udbredt i Danmark, oprindeligt som en hjælpedisciplin til at lære katekismen. Men dermed var vejen banet for, at borgerne også kunne læse alt muligt andet.

2. Oplysning og nyttige kundskaber 1750-1820 

Hvor barnesynet i reformationen var præget af forestillingen om arvesynd, skiftede dette i 1700-tallet til en forestilling om barnet som en tabula rasa, en ren tavle, som opdragelse og oplysning kan fylde med dyd, karakter og andre gode egenskaber. i begyndelsen ses barnet som en lille voksen, men den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) skaber det store brud ved at mene, at barndommen skal vurderes på dens egne præmisser.

”Fra Rousseau kommer forestillingen om, at barnet har en natur, som vi skal lade komme til at udfolde sig. Igennem opdragelsen skal man ikke knægte barnet, men lade det udfolde sig, samtidig med at det vejledes. Rousseau står i et vadested og åbner hele det bal, som er den moderne pædagogiske og politiske tænkning,” forklarer Jens Erik Kristensen.

Han tilføjer, at Rousseau er kompliceret at læse, fordi han på én og samme tid argumenterer for menenskets egen fri dannelse og for at skabe lydighed hos barnet. Fra Rousseau går der linjer til både filantropismen og nyhumanismen. I første omgang er det filantropismen, der præger den danske skole.

Tanken om at skolen skal danne og uddanne nyttige borgere til det oplyste enevælde, baseret på fornuft og natur. Centrale danske skikkelser i denne strømning var J.B. Basedow, som stod i spidsen for Sorø Akademi, og brødrene Reventlow, der var med til at bane vejen for skolelovene af 1814.

3. Nyhumanisme og dannelse 1776-1850

Filantropismen var præget af en utrolig optimisme på det nye menneskes vegne, som dog led et alvorligt knæk, da den franske borgerlige revolution udartede til et terrorregime.

Nyhumanisternes bud på en forklaring var, at borgerne ikke var blevet modnet gennem dannelse og oplysning til at få indflydelse. Nyhumanismen er en tysk tænkning, der udgik fra universiteterne i Göttingen og Halle, og som Wilhelm von Humboldt, som grundlagde universitetet i Berlin i 1810, blandt andet repræsenterer. Mens filantropismens ideal var den nyttige borger, også i praktisk økonomisk forstand, dyrkede nyhumanisterne det dannede menneske med de klassiske fag latin, græsk og oldtidskundskab som omdrejningspunkt.

Denne retning har i Danmark præget gymnasier og universiteter, men ikke grundskolen.
 
 ”Nyhumanisterne mente ikke, at man kunne sammenblande det at danne et menneske til individuel fuldkommenhed og at oplære det til borgerdyd og nytte. Derfor måtte man have det adskilt. Rousseau havde opstillet dette som et dilemma, og det dilemma kan man se for fuldt flor i nutidens gymnasie- og universitetsdebat,” fortæller Jens Erik Kristensen.

Hvis man undrer sig over, hvorfor den danske grundskole og det danske gymnasium har så forskellig en tradition, hænger det altså idéhistorisk sammen med, at skolen skulle skabe nyttige borgere for nationalstaten, hvorefter gymnasium og universitet skulle danne dem individuelt til den bedst mulige udgave af sig selv. Med gymnasiereformen i 1903 bliver de nationale dannelsesfag dansk og historie dog placeret i første række i den nyhumanistiske dannelse i stedet for de klassiske fag, som dog forbliver på skemaet.

4. Folket og national dannelse 1830-1940 

Med oplysningstiden i 1700-tallet blev den kristne kirkes position som det kit, der skulle binde hele samfundet sammen, anfægtet. Med folkestyret fulgte også trosfrihed, og i stedet var det nu nationalstaten og forestillingen om folket, der blev omdrejningspunktet, selvom kirken fortsatte med at have stor betydning.
 
”Ordet folk skifter markant betydning. Under enevælden betød folk undersåt og var den laveste gruppe i samfundet. Nu talte man i stedet om folkesuverænitet. Den tanke slår igennem, at alle dem, der taler samme sprog, udgør folket, og at det er dem, der bestemmer. Det får enorme konsekvenser, for eksempel er det ikke længere Luthers katekismus, men dansk litteraturhistorie, der er helt uomgængelig lærdom. Når folket findes i sproget, så er det via litteraturen man sætter sig ind i folkets tankegang og sjæl,” forklarer Ove Korsgaard, som tilføjer, at dansk skønlitteratur forblev indbegrebet af dansk dannelse, indtil opgøret omkring 1970 med det, man med henvisning til adskillige årtiers grundbog til undervisningen i dansk litteraturhistorie kaldte ”Falkenstjernetyranniet”.

I denne periode får vi alle de instanser, som begynder med folk. Folketing, folkekirke, folkehøjskole, og i 1899 omdøbes almueskolen til folkeskolen. Inden da havde betegnelsen været anvendt om nogle af de grundtvig-koldske friskoler, som opstod i tiden, og som med Ove Korsgaards ord fungerede som ”spydspidser i skoleudviklingen”. og præsten og tænkeren N.F.S. Grundtvig og skolemanden Christen Kold hørte til epokens pædagogiske fyrtårne. Jens Erik Kristensen føjer til, at fra omkring år 1900 fik vi også folkebørnehaver:

”Det eneste, vi ikke får, er et folkegymnasium, fordi det fortsat er ret få, der kommer i gymnasiet. Man glemmer tit i dag, at kun en til to procent af befolkningen fik en videregående uddannelse i år 1900. Det ændrede sig først markant med uddannelseseksplosionen i 1960’erne.”

5. Naturalisme og reformpædagogik 1870-1945 

Den svenske lærer Ellen Key blev berømt, da hun i 1900 skrev bogen ”Barnets århundrede”. Bogen solgte i 24 oplag i Tyskland og spillede en stor rolle for også dansk pædagogik frem til Anden Verdenskrig. Perioden forbindes med de reformpædagogiske strømninger, som dyrkede mennesket som et naturligt, biologisk væsen og havde en eksperimenterende tilgang til undervisning.

Men ifølge Jens Erik Kristensen overser man i dag, hvor mange reformpædagogiske tanker der faktisk går en generation længere tilbage til det moderne gennembrud. Og det er tvivlsomt, om Ellen Key prægede den danske lærerstand lige så meget, som den britiske filosof og sociolog Herbert Spencer, der var optaget af evolutionstanken.

”Jeg synes selv, at det har været en øjenåbner, at der har været en glemt forhistorie til det, vi i dag forbinder med dansk reformpædagogik. For Spencer er det vigtigste at lære i skolen naturvidenskabelig, praktisk viden, som den enkelte kan bruge i kampen om tilværelsen,” forklarer han.
 
Hvis nogen tror, det er en ny tanke at tænke konkurrence og målbare resultater ind i den danske skole, tager de altså fejl. Selvom begrebet reformpædagogik har fået en lidt langhåret klang i nutidens sprog, betragtede pædagoger i det 20. århundredes første halvdel det som et grundvilkår, at livet er en kamp, som nogle klarer bedre end andre.

6. Demokratisk dannelse 1940-1989 

Faktisk var der mange reformpædagoger, som flirtede med 1930’erne nazistiske og fascistiske strømninger, så da Anden Verdenskrig var ovre, var der brug for et brud med pædagogikken fra krigens tabernationer Tyskland og Italien. Som Ove Korsgaard påpeger, var mellemkrigstidens pædagogiske tænkere ikke specielt optaget af at oplære til demokrati, men det kom nu stærkt på dagsordenen som et bud på, hvad der skulle til for at hindre en gentagelse af de frygtelige krige. Og i den proces fik man øje på amerikaneren John Dewey, som allerede i 1916 havde udgivet sit hovedværk ”Democracy and education”.

”Før Anden Verdenskrig var det ikke demokratiet, men naturen, der var omdrejningspunktet. Nu bliver demokrati pludselig et pædagogisk begreb, og USA bliver verdens nye pædagogiske laboratorium,” forklarer Ove Korsgaard.

I Danmark bliver bestræbelserne i retning af demokrati og lighed stærkere end nogensinde, og disse bestræbelser kulminerer i 1960 med den såkaldte blå betænkning, som opstillede det mål for skolen at skabe lykkelige mennesker, og som lagde op til at eleverne langt hellere skulle lære at samarbejde end at begå sig i konkurrence med andre.

 7. Globalisering og livslang læring 1989-?

I tiden omkring østblokkens sammenbrud sker nogle afgørende forandringer, som ikke afblæser idealerne om demokrati og lighed, men som indebærer, at den globale konkurrence trænger sig på.

Da USA’s præsident Bill Clinton i en tale 1993 udtaler: ”Lande konkurrerer”, står det klart, at vi lever i konkurrencestaten, hvor alle borgere må oppe sig for ikke at blive sejlet agterud af de andre stater, og da Storbritanniens premierminister Tony Blair i 1997 udtaler, at hans regerings tre højeste prioriteringer er uddannelse, uddannelse og uddannelse, står det klart, at netop skoler, gymnasier og universiteter er afgørende arenaer at vinde kampen mellem lande på.

Dette baner vejen for en pædagogik, som ud over alle reformpædagogikkens erfaringer og velfærdsstatens idealer også skal hvile på målbare resultater, ikke mindst fra OECD’s PISA-undersøgelser, der får status som en slags verdensmesterskab i læsning, regning og naturfag.

Betegnende for perioden er også, at den aktuelle pædagogiske debats to varmeste navne i tiden arbejder meget kvantitativt.

Australieren John Hatties tanker om evidens og synlig læring bygger på studier af tusindvis af forskningsresultater med henblik på at undersøge, hvad der rent lavpraktisk virker i undervisningen. Og den amerikanske professor og nobelpristager i økonomi James Heckman er slet ikke pædagogisk tænker, men arbejder ud fra beregninger af, på hvilket alderstrin det giver mest valuta for pengene at sætte ind.
Konklusionen er, at jo tidligere man sætter ind med pædagogisk støtte til dem, som har det svært, jo mere får man ud af det.

”Heckman er i dag reference over hele verden. Han er nævnt i næsten alle EU- og OECD-papirer om uddannelse, og i Kommunernes Landsforening hænger han helt bogstaveligt på væggen. Langt hen ad vejen er hans lære en økonomisk demonstration af, at det er bedre at forebygge end at helbrede, det er bedre at gøre en forebyggende indsats i børnehaven end 10 år senere at skulle håndtere ungdomskriminalitet og frafald fra uddannelser. Han repræsenterer bekæmpelsen af negativ socvial arv, som de seneste 20 år har været en af pædagogikkens hovedbestræbelser,” siger Jens Erik Kristensen.