Prøv avisen

Vi nærmer os afslutningen på den formålsløse lærings epoke

Efter i et kvart århundrede at have fokuseret mere på resultater end på formål, er den pædagogiske verden på vej til at genopdage gammeldags begreber som opdragelse, dyder og karakterdannelse. Foto: FINN FRANDSEN/Ritzau foto

Gennem århundrer har al pædagogisk tænkning handlet om at finde den rette balance mellem kundskaber og karakterdannelse. Efter et kort mellemspil med ensidigt fokus på læring og kompetencer vender den klassiske balancegang nu tilbage, siger to af forfatterne til nyt værk om pædagogikkens idéhistorie

De seneste 25 år har danske undervisere og deres elever og studerende gennemlevet en usædvanlig epoke. En epoke, hvor rammen blev sat af globaliseringen og forestillingen om konkurrencestaten.

En epoke, hvor internationale ranglister fik lov at præge uddannelsespolitikken, kulminerende med at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2009 opstillede det mål for den danske skole, at vi skulle være blandt de fem øverste på PISA-ranglisten. En epoke, hvor det traditionelle samspil og modspil mellem på den ene side uddannelse og undervisning, på den anden dannelse og opdragelse, blev til et enstrenget system bestående af kompetencer og læring.

Men nu er epoken ved at være slut. Efter i et kvart århundrede at have fokuseret mere på resultater end på formål, er den pædagogiske verden på vej til at genopdage gammeldags begreber som opdragelse, dyder og karakterdannelse.

Sådan lyder vurderingen fra professor emeritus Ove Korsgaard og lektor Jens Erik Kristensen, begge fra DPU Aarhus Universitet, som sammen med professor Hans Siggaard Jensen netop har udgivet værket ”Pædagogikkens idéhistorie”.

Bogen gennemgår, hvordan dansk pædagogik fra reformationen til i dag har været præget af forskellige tankesæt og inddeler 500 års pædagogik i syv epoker, hvoraf den syvende – som begyndte omkring 1989 og er karakteriseret ved globaliseringen og mantraet om livslang læring – er ved at lakke mod enden.

”Vi kan lige nu se en offentlig debat, som går i retning af, at PISA-undersøgelser ikke er det, vi skal orientere os efter. Det har aldrig været sådan, at PISA-undersøgelser direkte dikterede skolepolitikken, men den nye tendens er, at ranglister ikke længere anses for at være så vigtige. Nu svinger pendulet mod, at der er brug for at give eleverne samarbejdsevner og den rette kritisk-analytiske tilgang til stoffet, hvorimod det fokus, som kun retter sig mod kundskabsdimension og kompetencemål ebber lidt ud,” siger Jens Erik Kristensen og tilføjer:

”Vi står nu i en art vadested eller ved et vendepunkt. Det betyder ikke, at globaliseringen slutter, det ville være meget dumt at tro. Men det betyder at den måde, den i 25 år – gennem instanser som OECD og EU – har dikteret et ensidigt fokus på kompetencer, ændrer sig, så opmærksomheden på de kulturelle og værdimæssige dimensioner nu kommer til sin ret igen.”

De to forskere hæfter sig ved flere tegn i tiden, som tyder på, at vi er på vej væk fra det rene fokus på målbare kompetencer. For eksempel at forskningen i øjeblikket er meget optaget af børn og unges motivation og robusthed. Hvor 1990’ernes børneopdragelses-bestseller var Jesper Juuls ”Det kompetente barn”, er der i dag et stort publikum til professor Per Schultz Jørgensens ”Styrk dit barns karakter” og ”Robuste børn”.

”Fordi vi har haft et enstrenget sprog, som kun bruger begreber som læring og kompetencer, har vi mistet sansen for den dobbelthed, der ellers altid har karakteriseret det pædagogiske område. Den gennemslagskraft, Per Schultz Jørgensens bog om robusthed har haft, fortæller, at der er noget, vi har overset, fordi det hverken kan måles eller rummes i læringssproget,” forklarer Ove Korsgaard.

De to forskere gør opmærksom på, at når man nærstuderer pædagogikkens lange idéhistorie, der som så meget andet kan føres 2500 år tilbage til de gamle grækere, er det kun de seneste 500 år, der har været en decideret uddannelses- og kundskabsdimension.

I begyndelsen handlede pædagogikken ikke om at uddanne konkurrencedygtige statsborgere, men om karakterdannelse og grundmenneskelige egenskaber. Fra reformationen og frem til 1989 har vi så haft forskellige variationer af en balancegang mellem de to dimensioner – ikke som konkurrenter, men som noget, der skulle understøtte hinanden, indtil de målbare kundskaber for en stund helt erobrede dagsordenen.

Et paradoks er imidlertid, at selv om beslutningstagernes reelle fokus har været på kompetencer, så har der i de 25 år været en stærkt stigende italesættelse af dannelse som noget positivt. Ikke mindst fordi ordet er blevet udvandet til at kunne dække over næsten alt.

”Det er lige før, vi er ved at få nok af, at alle taler om og giver bud på, hvad dannelse er,” siger Jens Erik Kristensen.

Han påpeger, at hvis man går tilbage i idéhistorien, ser man én dannelsesdiskussion, som fra slutningen af 1700-tallet og frem knyttede sig til gymnasieskolen og universiteternes humanistiske fag og handlede om at danne sig til almen menneskelighed. Derudover talte man om en ”opfør dig pænt”-dannelse, som rettede sig mod borgerskabet og i dag associeres med Emma Gad.

”I 1960’erne og 1970’erne bliver både dannelse og almendannelse lagt i det ideologikritiske syrebad, hvor de afsløres som borgerlige, snobbede, finkulturelle og autoritære. Så er der relativt tavst omkring dannelse, indtil det får en revival i 1980’erne med Bertel Haarders ønske om at styrke dansk og historie som gymnasiets almene dannelsesfag. Inden for de seneste 10 år er det så blevet almindeligt, at Gud og hvermand kan mene noget om dannelse, og det afgørende er, at det nu ikke længere er forbeholdt specifikke institutioner. Man taler om dannelse i både børnehaver, i folkeskolen, på erhvervsskoler, gymnasier og universiteter, og alle taler godt om det, for der er stort set frit slag til at putte de værdier ind i ordet, man har lyst til,” siger Jens Erik Kristensen.

Ove Korsgaard minder om, at dannelse oprindeligt betød karakterdannelse, altså formning af det enkelte menneskes karakter.

”Hvis man skærer karakter og dannelse fra hinanden, så er markedet helt frit. Men oprindeligt er tanken, at man kun kan forme sin egen karakter ved at stå i forhold til en anden. Hos Immanuel Kant er der fire trin frem mod dannelse, som han kalder tugt, kultivering, civilisering og moralisering. Det er en proces, hvor det sidste trin er, at man selv tager ansvaret på sig efter at være blevet ledt på vej af andre. Når man i dag taler om dannelse i børnehaven, bruger man virkelig sproget på en helt anden måde. Man springer direkte til slutproduktet,” siger han.

Forfatterne til ”Pædagogikkens idéhistorie” har valgt at benævne pædagogikkens fire grundbegreber omsorg, opdragelse, undervisning og dannelse. De ønsker at pointere, at de fire begreber altid har fandtes, og at de aldrig har stået i modsætningsforhold til hinanden. Men i den senere tid er der gået, hvad Jens Erik Kristensen kalder ”værdiforbistring” i især et ord som dannelse.

”I den klassiske betydning er dannelse altid selvdannelse og derfor forbeholdt gymnasiet og universitetet, hvor man skønnes moden til det. I dag kan man sige, at Lille Peter allerede er i gang med sin selvdannelse i børnehaven. Dermed bliver dannelse en dårlig udgave af selvudvikling og selvrealisering. Alle taler godt om det, men det er op til den enkelte at definere det,” siger han og tilføjer:

”Det aktuelle fokus på robusthed antyder, at der har været en periode, hvor der på det opdragelsesmæssige plan blev taget med fløjshandsker på vores børn, selvom det i virkeligheden var at gøre dem en bjørnetjeneste. Opdragelse og dannelse har hele tiden været der, men der er begreber, der er blevet marginaliseret af det, jeg kalder den pædagogiske nihilisme. Nemlig begreberne læring og kompetencer, som er indholdstomme i udgangspunktet og som slører, hvad der er meningen og formålet med det hele.”

Idéhistorikeren sammenfatter de seneste års uddannelsestænkning i følgende lille dialog;

”Du skal lære at lære.”
”Hvorfor?”
”For at klare dig.”
”Hvad skal jeg lære?”
”Det er lidt ligegyldigt.”

Men nu mener forskerne altså at kunne se, at tiden er ved at være forbi, hvor vi jagter ranglisteplaceringer, målbare kompetencer uden nærmere præciseret formål og en dannelse, som den enkelte frit kan definere efter behag.

”På universiteterne har vi set det enkelte fags pensum flytte sig mere og mere fra forestillingen om, at der er en faglig kerne, og dermed bliver det ligegyldigt. Og i folkeskolen er tingene kørt helt ud med indførelsen af lærings- og kompetencemål. Så kommer reaktionen. Vi begynder at indse, at der mangler noget stof, noget indhold, som begreberne læring og kompetence ikke kan formidle. Derfor ser vi nu en renæssance både for opdragelses- og dannelsesbegrebet,” siger Jens Erik Kristensen.