Bispevalget er afgjort

Anden valgrunde faldt ud til fordel for Marianne Gaarden, der fra september kan kalde sig biskop i Lolland-Falsters Stift

Bispekandidaterne Marianne Gaarden (th.) og Christina Rygaard Kristiansen hilser på hinanden.
Bispekandidaterne Marianne Gaarden (th.) og Christina Rygaard Kristiansen hilser på hinanden. Foto: Leif Tuxen.

Efter anden valgrunde står det klart, at det er Marianne Gaarden, der fra september skal bære bispekåben på Lolland-Falster. Hun fik 206 stemmer, mens Christina Rygaard Kristiansen fik 201 stemmer. 8 stemte blankt. 

Da valgets første runde blev afviklet i maj, var det Christina Rygaard Kristiansen, der trak flest stemmer. Hun fik 146 stemmer, mens Marianne Gaarden fik 126 stemmer. Det fik dog ikke indflydelse på det endelige resultat, hvor det altså blev Marianne Gaarden, der vandt med blot fem stemmer. 

Stemmeprocenten i den afgørende valgrunde lå på 88,3 procent, hvilket er lavere end ved forrige bispevalg i 2005, hvor stemmeprocenten var 93,3 procent.

53-årige Marianne Gaarden er lige nu teologisk konsulent i Helsingør Stift. Hun ser det som en fordel, at hun kommer med et friskt blik udefra, og kan se et stort menneskeligt engagement i stiftet. Hun ønsker at være med til at lave kirke på en levende og relevant måde, hvor der bliver talt et sprog, som moderne mennesker forstår.

Læs Kristeligt Dagblads interview med vinderen her. 

Marianne Gaarden afløser den 1. september Steen Skovsgaard, der har været biskop i Lolland-Falsters Stift siden 2005.