Prøv avisen
Boguddrag

Stridsmunken, der var med til at bane vejen for reformationen i Danmark

Hans Tausen delte vandene, da han besluttede sig for at gifte sig. Det var uhørt i Danmark, at en munk giftede sig. Den skelsættende begivenhed kan måske bedst sammenlignes med, da det blev indført, at par af samme køn kan blive viet i folkekirken. Foto: Polfoto

Hans Tausen var i løbet af sit liv både munk, biskop, salmedigter og rebel, og han fik afgørende betydning for reformationen i Danmark. Det skriver Peter Lodberg i bogen "Danskernes tro gennem 1000 år". Læs et uddrag her

Allerede før Christian III blev konge og gennemførte det reformatoriske opgør med den katolske kirke, var der danske munke, som studerede teologi hos Luther og Melanchthon i Wittenberg. De var med til at forankre reformationen blandt danskerne, så den ikke kun blev en magtpolitisk demonstration gennemført af en dansk konge fra oven.

ANNONCE: Køb bogen her 

Blandt de vigtigste af de danske munke er Hans Tausen, som B.S. Ingemann i sin sang ”På Tave bondes ager” omtaler som en dansk Morten Luther. Hans Tausen kæmper hele sit liv for at udbrede den lutherske tro på en måde, der får alle senere præstestridigheder og præstesager til at blegne.

Han begynder som munk i Johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse og herfra går turen til universitetet i den tyske by Rostock. I 1521 går rejsen tilbage til Danmark, og Hans Tausen begynder at læse teologi på Københavns Universitet. Blandt lærerne er Poul Helgesen, der er levende optaget af de nye europæiske strømninger om fornyelse af den katolske kirke. Han følger interesseret med i Luthers arbejde og får oversat et af hans skrifter til dansk.

Tausen kan altså godt være blevet yderligere inspireret af Poul Helgesen til at trænge endnu dybere ned i den reformhumanisme, der præger samtiden. I hvert fald fortsætter Tausen sine teologiske studier i Leuven i nutidens Belgien i 1522. Men allerede året efter finder vi ham i Wittenberg. Her møder Tausen Luther, der er kommet tilbage fra slottet Wartburg. Det havde i nogle år været et nødvendigt opholdssted for Luther, mens han som bandlyst og fredløs var nødt til at skjule sig for kejserens tropper.

Det er en urolig tid i Wittenberg, og fra Luther kan Tausen sagtens have fået indtrykket af, at strid og uenighed hører med til det teologiske arbejde for at fremme den sande evangelieforkyndelse.

Tausen skal få masser af teologisk strid, da han efter et par år i Wittenberg vender tilbage til Danmark og flytter ind i Johaniterklosteret i Viborg. Her skaber han fra 1526 opmærksomhed og møder modstand, da han begynder at kritisere den katolske kirke. Han bliver smidt ud af sit kloster og må søge beskyttelse hos byens borgere. Det har stiftets biskop, Jørgen Friis, sikkert ikke været tilfreds med, men han må affinde sig med, at Hans Tausen bliver udnævnt til kong Frederik I’s egen præst med bopæl i byen.

Det er altså også urolige tider i Viborg. Byens borgere får lov af kongen til at nedrive nogle af de mange kirker i byen, og Hans Tausen samler en stadig større skare af tilhørere til sine prædikener. Han har i begyndelsen ingen kirke, og han må prædike under åben himmel. Det vil den voksende menighed ikke finde sig i. På et tidspunkt bryder den ind i Gråbrødreklosterets kirke og indtager den som stedet for sine gudstjenester.

Men det stopper ikke her. Tausen deler igen vandene, da han beslutter sig for at gifte sig. Det er uhørt i Danmark, at en munk gifter sig. Den skelsættende begivenhed kan måske bedst sammenlignes med, da det blev indført, at par af samme køn kan blive viet i folkekirken.

Tausens gamle lærer i København, Poul Helgesen, er ikke tilfreds med sin tidligere elev. Han kalder ham ”den mest halstarrige af alle kætterne”, og den teologiske professor opfatter Tausen og Luther som en gift, der sniger sig gennem hele Jylland. I Skibbykrøniken skriver Poul Helgesen om Hans Tausen, at han ”var den første gejstlige mand her i Danmark, som af kødelig lyst gik hen og giftede sig.”

Det hører med til historien, at Tausen gifter sig igen, da hans første kone dør. Dermed tager han den fulde konsekvens af den lutherske opfattelse, som går ud på, at klosterløftet ikke er bindende, og at cølibatet ikke er en kristelig dyd. På det punkt træder Tausen i Luthers fodspor. Den tyske reformator havde til sin kampfælle Melanchthons forargelse giftet sig med Katharina von Bora allerede i 1525.

Også på salmefronten skal Hans Tausen komme til at bryde nyt land. Han skriver selv salmer og oversætter andre som fx ”Krist stod op af døde” (DDS 218) og de to Martin Luther-salmer: ”Nu bede vi den Helligånd” (DDS 289) og ”Nu fryde sig hver kristen mand” (DDS 487). Gudstjenesten bliver menighedens egen ved at synge salmer, og reformationen bliver efterhånden sunget ind i den danske befolkning.

Men perspektivet går videre, for vi ville næppe have talt dansk i dag, hvis ikke det havde været for reformationens salmesang. Det hævder i hvert fald litteraturforskeren Marita Akhøj Nielsen. Hun har gjort opmærksom på, at der i tiden fra 1500 til 1530 bliver talt mange forskellige slags sprog og dialekter i Danmark, alt afhængigt af hvor man bor, og hvilken stand man tilhører.

ANNONCE: Køb bogen her  

Købmandssproget er plattysk og udgør det store og stærke sprog, som mange gerne vil tale. Det er tæt på at vinde 1500-tallets sprogstrid. Inden for militæret og blandt de royale er sproget højtysk, mens præster og biskopper taler latin.

At vi i dag ikke taler plattysk, skyldes ifølge Marita Akhøj Nielsen, at Hans Tausen i Viborg begynder at holde gudstjenester, hvor der bliver sunget salmer på dansk. Salmerne bliver brugt som kampvåben og sætter reformationens teologi, trosopfattelse og livssyn på vers. Salmer på modersmålet bliver taget i teologiens og troens tjeneste. Den syngende menighed lærer reformationens anliggende gennem rim, rytme og melodi, som gør det lettere at huske, end hvis formidlingen kun foregår gennem skrift eller prædiken.

Dermed er der sat en sproglig udvikling i gang, der senere bliver fulgt op af især bibeloversættelser på dansk. I 1550 udkommer Christian III’s bibel, der bliver betragtet som reformationstidens litterære hovedværk. Sammen med Hans Thomissøns salmebog fra 1569 er den med til at afgøre sprogstriden. Plattysk begynder fra omkring 1530’erne at miste terræn til et dansk sprog, der bliver holdt levende i kirken gennem den gentagne brug af salmer og oplæsning af Bibelen på dansk.

Den sproglige ajourføring og fornyelse hører med til det at udgive nye salmebøger og nye bibeloversættelser. Det er ikke kun et behov for menigheden, der skal kunne forstå, hvad der bliver sagt. Kirkens bøger er også med til at sætte en standard for det sprog, som er almindeligt i Danmark og bliver talt af den største del af befolkningen.

Det er ikke nødvendigvis en let opgave at ajourføre et fælles sprog i nutidens danske samfund. Den sproglige udvikling går meget hurtigt, så det kan være svært at følge med. Ikke desto mindre må det være et mål at udgive nye salmebøger og bibeloversættelser, hvis reformationens idealer skal holdes i hævd. Det kalder på dygtige teologer, litterater og forfattere, som er i stand til at skrive nye salmer og bidrage til nye bibeloversættelser.

Tausen bidrager både til bibeloversættelser og salmebog. Han oversætter de fem Mosebøger til dansk og udgiver en salmebog. Den kommer på gaden i 1535 med titlen En Ny Psalmebog. Den er senere blevet kaldt for Hans Tausens Salmebog. I de følgende år udgiver han tillæg til salmebogen med oversættelse af flere af Luthers salmer.

Samtidig med sit arbejde som prædikant, oversætter og salmedigter blander Tausen sig også i de kirkepolitiske stridigheder. Han deltager på Herredagen i sommeren 1530. Her mødes kongen og rigsrådet i København for at bilægge stridighederne inden for kirken mellem fornyere (reformatorerne) og katolikker, der for enhver pris vil holde sammen på kirken.

På Herredagen står Tausen sammen med 20 andre prædikanter på reformatorernes side over for sin gamle lærer Poul Helgesen og de katolske biskopper. De fremlægger hver især deres opfattelse af troens indhold. Reformatorerne formulerer deres synspunkter i 43 artikler, der går under navnet Den Københavnske Bekendelse. Den får dog ingen betydning og spiller heller ikke nogen rolle i nutidens folkekirke.

Forsøget på at forlige de uenige parter bliver fortsat efter Herredagen. Det lykkes at opnå enighed om, at både reformatorerne og katolikkerne kan benytte Vor Frue Kirke i København på skift. Samtidig bliver der i juli 1533 indledt en retssag mod Hans Tausen. Ifølge anklagerne skal han have vist manglende respekt for biskopperne ved at kalde dem for tyranner og bedragere. Han har også forbrudt sig mod kirkens nadveropfattelse ved at uddele vin til menigheden sammen med brød.

Retssagen bliver et nederlag for Tausen. Han bliver idømt dødsstraf. Det skaber uro blandt københavnerne. Dommerne må give efter for de folkelige protester og mildner dommen. Tausen bliver idømt censur. Samtidig får han forbud mod at prædike og bliver forvist fra Sjælland og Skåne på livstid. Det dæmper ikke gemytterne, og stridighederne udløser stor uro i København. Situationen er uholdbar i en tid, hvor der er opstået et magttomrum efter Frederik I’s død og uenighed om hans efterfølger.

Hans Tausen kan på baggrund af sin dom kun være tilfreds med udfaldet af Grevens Fejde og reformationens indførelse i 1536. Han får hurtigt en ledende rolle i opbygningen af den lutherske kirke i Danmark. Inden han bliver biskop i Ribe i 1542, fungerer Tausen i Roskilde som underviser for tidligere katolske præster. De skal omskoles til den reformatoriske teologi. Samtidig har han et tæt samarbejde med Peder Palladius, der er vendt hjem fra Wittenberg sammen med Luthers problemknuser Johannes Bugenhagen. Palladius er superintendent (biskop) med base i København og får stor betydning for, hvordan reformationen bliver gennemført på Sjælland.

Tausen dør i 1561 og står i dag som repræsentant for, hvordan reformationen blev indført i Danmark. Han var i stand til at forbinde sig med de folkelige kræfter, der ønskede forandringer i landet. Han havde stor forståelse for, at mange borgere følte sig økonomisk overbebyrdede ved at skulle holde den katolske kirke i gang. De protesterede mod store udgifter til de mange unødvendige klostre og kirker. Hans Tausen oplevede i Danmark, at de reformatoriske tanker inspirerede almindelige borgere til at udtrykke deres utilfredshed med tingenes tilstand. Det samme havde han oplevet i Tyskland.

I bakspejlet kan vi spørge, om Tausen og hans trosfæller fik det samfund, de ønskede? De slap i hvert fald ikke for at betale skat, for Christian III havde store økonomiske problemer efter sin sejr. Det var dyrt at føre krig, og kongen skulle hurtigt have betalt sine lejesoldater for indsatsen, hvis han skulle undgå, at de vendte sig imod ham selv.
 
ANNONCE: Køb bogen her 

Foto: Nationalmuseet