De handicappede længe leve!

Kommuners spekulation i handicappedes levealder er rystende, skriver Per Ørum Jørgensen (KD)

Per Ørum Jørgensen. mf Kristendemokraterne.
Per Ørum Jørgensen. mf Kristendemokraterne. Foto: Leif Tuxen.

Jeg var rystet i en grad, så jeg for en gang skyld blev nærmest mundlam da TV2 Nyhederne rullede hen over min skærm søndag aften.
Årsagen var historien om et notat i Randers Kommune, som beskrev at man ved at lukke bo-tilbud til de handicappede kunne forkorte deres liv og dermed spare penge i kommunekassen.

LÆS OGSÅ:  Per Ørum Jørgensens blog

Det var i øvrigt samme kommune der tidligere på året også lukkede kassen for byens værested, så de udsatte stod til at blive sat på gaden, hvis ikke KD var trådt til med en bevilling, der sikrede værestedets overlevelse.

At man i Randers så kan finde overskud til at investere et stort millionbeløb til en ny siddetribune på det lokale fodboldstation, gør blot hele situationen mere grotesk.

Med det negative menneskesyn i forhold til de svageste borgere, som man praktiserer i Randers Kommune, så burde kommunen efter min bedste overbevisning sættes under administration.

Det er lidt pudsigt, hvordan man reagerer, når man møder det groteske. Reaktionen er ofte at man vender sig i retning af kontrasten.

Hvad ville det anstændige være i sådan en situation?

Det er vel et overlevelsesmønster, som præger os mennesker. Min tanker røg tilbage til 1700-tallet og den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev formet og formuleret at Thomas Jefferson. Sætningen All men are created equal Alle mennesker er skabt lige stod mejslet i mit indre.

Samtidig stod jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål. Hvordan får man et menneskesyn implementeret i den offentlige sektor, som tager udgangspunkt i at alle mennesker har lige stor værdi? At mennesker ikke er egnet til at blive betragtet som enheder i et regneark eller til at blive gjort op i nytteværdi.

Kristendemokraternes bud er at vi i højere grad skal formulere og præcisere hvad der er offentlige kernevelfærdsopgaver. At værdige rammer for handicappede, sindslidende, hjemløse, misbrugere mm. er en kernevelfærdsopgave som vejer tungere end etableringen af en ny siddetribune på et fodboldstation for nu at skære det ud i pap.

Kristendemokraterne glæder sig over at gennemsnitslevealderen for de handicappede i Danmark er steget markant gennem de seneste 20 år. Det må aldrig blive et problem, tværtimod.

Vi går til valg med sloganet Pengene eller Livet? Dette eksempel fra Randers understreger igen, at der er behov for et politisk parti, der tager udgangspunkt i at alle mennesker har uendelig værdi. De handicappede længe leve!