Prøv avisen

Biskop: Jeg bryder mig ikke om det politiske miljø

”Jeg er ikke politisk aktiv, og jeg er heller ikke kristendemokrat. Men jeg er kristen og demokrat, og derfor synes jeg sagtens, jeg kan tale ved deres landsmøde,” sagde biskop Steen Skovsgaard om sin rolle som foredragsholder ved Kristendemokraternes landsmøde.

Da Kristendemokraterne i weekenden holdt landsmøde for sine delegerede, var biskop Steen Skovsgaard en af hovedtalerne, og et af emnerne var forholdet mellem politik og religion. Men er det en biskops opgave at tale ved et politisk landsmøde?

Biskopperne er i de senere år adskillige gange blevet kritiseret for at blande sig i politiske debatter. Om temaet har været flygtningepolitik, klimaforandringer eller noget helt tredje, har politikere flere gange bedt biskopper om at stikke piben ind.

Ved Kristendemokraternes landsmøde i Middelfart i weekenden var det principielle spørgsmål om religion og politik så igen på dagsordenen, og en af talerne var en biskop.

Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift, skulle blandt andet tale om forholdet mellem islam og kristendom og religionspolitik i det hele taget.

Efter hans opfattelse skal man helt generelt holde religion og politik adskilt, ligesom han i det hele taget ikke mener, at staten bør blande sig i kirkens indre anliggender.

Det understregede han da også, da han som en af to biskopper erklærede sin modstand mod homovielser i folkekirken.

Denne lørdag var temaet var dog et andet: Forholdet mellem kristne og muslimer.

”Selvom vi naturligvis skal være tolerante over for nye medborgere og give dem mulighed for at udtrykke deres religion, skal vi ikke give afkald på vores traditioner. Derfor mener jeg for eksempel ikke, at man i børnehaverne skal servere halalkød, ligesom vi ikke bør tillade, at der bliver kaldt til bøn offentligt gennem minareter. Ubegrænset tolerance forærer sejren til intolerancen,” sagde biskoppen fra talerstolen, hvor han også argumenterede for, at demonstrationer på andre sprog end dansk bør forbydes.

For ham er det naturligt at tale om disse værdipolitiske spørgsmål.

”Det, jeg siger og mener, har jeg ment og skrevet bøger om i tyve år, og det er ikke nyt,” sagde han til Kristeligt Dagblad efterfølgende.

Når man som biskop Steen Skovsgaard er imod at blande religion og politik, kan man måske spørge sig selv, hvorfor han så deltager i et partis landsmøde. For Steens Skovsgaard selv var hans tilstedeværelse dog ikke noget at undre sig over.

”Jeg er ikke politisk aktiv, og jeg er heller ikke kristendemokrat. Men jeg er kristen og demokrat, og derfor mener jeg sagtens, at jeg kan deltage her ved landsmødet,” sagde han.

Det synspunkt fik opbakning fra Stig Grenov, Kristendemokraternes formand:

”Kristendommen har noget at gøre med politik på den måde, at det er kristendommen, der danner grundlaget for hele vores menneskesyn, og vores menneskesyn danner grundlaget for det, vi lovgiver om” sagde han.

Efter Steen Skovgaard var trådt ned fra talerstolen, kunne de delegerede stille spørgsmål, og det benyttede blandt andre Kristendemokraternes tidligere formand Marianne Karlsmose sig af. Hun ville gerne vide, om Steen Skovsgaard ville gøre politisk karriere ligesom hans teologiske forbilleder, D.G. Monrad, tidligere biskop og politiker.

Det var dog ikke lige i støbeskeen, understregede Steen Skovsgaard.

”For at være helt ærlig bryder jeg mig ikke om det politiske miljø. Jeg føler mig slet ikke hjemme, og jeg synes, det er et trist forum at være i. Der er for meget bøvl, for mange ubehagelige stridigheder og for megen mistænkeliggørelse,” sagde Steen Skovsgaard.