Igennem hele Bibelen er forholdet til Gud helt afgørende for menneskers liv og frelse. Derfor er er begrebet omvendelse også helt centralt: Det er alt om at gøre, at menneskene vender sig mod Gud.
Omvendelse i Det Gamle Testamente
Allerede i Det Gamle Testamente spiller begrebet omvendelse en vigtig rolle i historien om israelitterne og deres forhold til Gud.
Det Gamle Testamente fremstiller en monoteistisk religion. Det anerkender kun en sand og virkelig Gud, Jahve, og han har sluttet en pagt med Israels folk og lovet dem, at han vil være deres Gud og gøre dem mangfoldige og talrige og give dem det forjættede land.
At vende tilbage til pagten
Det israelske folk dets opståen og udbredelse er altså så tæt forbundet med Jahve, at det er katastrofalt, hvis folket vender sig væk fra ham. Folkets overlevelse afhænger simpelthen af, at det holder sig til Jahve.
I Det Gamle Testamente betyder omvendelse altså ikke en ny erkendelse eller en tro på noget nyt. Der er derimod tale om, at man skal vende tilbage til pagten og den Gud, der altid har været tæt forbundet med sit folk.
Fristelse til at dyrke andre guder
Selv om folket og Jahve er meget nært forbundne i Det Gamle Testamente, bliver israelitterne igen og igen fristet til at dyrke andre guder afguder og på den måde fjerne sig fra Gud.
Fortællingen om guldkalven i Anden Mosebog kapitel 2 er måske det mest kendte eksempel på israelitternes fristelse til at dyrke afguder. Men det er kun én af mange episoder, der illustrerer, at konflikten mellem folkets pligt til troskab mod Jahve og dets trang til at vende sig fra ham er et gennemgående tema i Det Gamle Testamente.
Gentagne gange i Det Gamle Testamente fra Mosebøgerne og Josvabogen i begyndelsen til profetlitteraturen i slutningen opfordres folket til at vende om til Jahve og adlyde ham.
LÆS OGSÅ: Kirkefolk: Det betyder omvendelse for mig
Omvendelse i Det Nye Testamente
Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!
Johannes Døbers ord i Matthæusevangeliet kapitel 3, vers 1 illustrerer tydeligt, at begrebet omvendelse i Det Nye Testamente får en ny dimension: Det handler nu i vid udstrækning om, at menneskene skal nå at omvende sig, inden Guds endegyldige dom og det kommende gudsrige.
For Johannes Døber er omvendelse den sidste frelsesmulighed før Dommedag. Omvendelsen ledsages af syndsbekendelse og omvendelsesdåb. Sammen er de en forudsætning for, at mennesket kan bestå ved dommen og få del i den kommende frelse.
Jesu forkyndelse
Jesu opfattelse af omvendelse ligner i nogen grad Johannes Døbers. Også for ham er omvendelse en forudsætning for frelsen.
Men mens Johannes udelukkende kobler omvendelsen sammen med en fremtidig verdensdom og det kommende gudsrige, siger Jesus, at Guds rige hans tilgivelse og frelse allerede er til stede i Jesu forkyndelse og gerninger.
Derfor betyder omvendelse ifølge Jesus, at man tager imod hans budskab om Guds tilgivelse. Og det kræver altså, at man accepterer Jesu påstand om, at han kender Guds vilje, og hans udsagn om, at vejen til Gud går gennem ham.
At blive som børn
Modtagelsen af Guds tilgivelse er helt afgørende for Jesus, der igen og igen understreger over for sine tilhørere, at mennesker ved egen kraft og egne anstrengelser ikke kan gøre sig fortjent til frelsen og Guds rige:
"For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt," som han siger i Matthæusevangeliet 19, vers 26.
For Jesus handler omvendelse altså om, at man ser sin egen ufuldkommenhed i øjnene og tager imod Guds tilgivelse og frelse. Ifølge Jesus skal man blive som et lille barn, der af natur ikke kan andet end at tage imod:
"Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget," siger han i Matthæusevangeliet kapitel 18, 3.
Omvendelse til Kristustro
I den første tid efter Jesu død, mens apostlene etablerer de første kristne menigheder i deres jødiske samtid, handler omvendelse om at komme til tro på, at Jesus er Kristus. Det vil sige, at de skal tro på, at Jesus er den Messias, der ifølge de gamle jødiske profeter skulle sendes af Gud for at frelse og forny Israels folk.
Dåben bliver helt afgørende som markør for, at man er overgået til Kristustroen:
"Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse," siger apostlen Peter i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 38.
Paulus' omvendelse
Det mest kendte eksempel på en jøde, der omvendes til kristendommen, er apostlen Paulus.
Paulus, der oprindeligt bar det jødiske navn Saulus (eller Saul) og forfulgte de kristne, optræder første gang i Apostlenes Gerninger i forbindelse med retssagen mod den kristne martyr Stefanus.
I sin egenskab af kristenforfølger har Paulus haft et indgående kendskab til indholdet i den kristne forkyndelse. Det har på ene side gjort hans modstand meget intens og på den anden side utvivlsomt haft afgørende betydning for, at han fra det ene øjeblik til det andet kunne omvende sig til kristentroen.
Paulus omvendelse beskrives blandt andet i Apostlenes Gerninger kapitel 9. Her fortælles det, at Paulus en dag er på vej til Damaskus for at pågribe kristne der. Pludselig ser han et stort lys skinne fra himlen og hører en stemme, der siger: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?"
Senere hører vi, at stemmen tilhører Jesus, og at Paulus kommer til tro på ham. Og således er vejen banet for, at den tidligere kristenforfølger kan blive kristendommens mest betydningsfulde apostel.
Omvendelse af ikke-jøder
Allerede Jesus selv lagde vægt på, at hans forkyndelse ikke kun var rettet mod omskårne jøder, men at Guds Rige var for alle også hedninger.
Derfor kommer missionen blandt hedninger til at spille en vigtig rolle blandt de første kristne, og især Paulus bliver helt afgørende i omvendelsen af ikke-jøder.
For ikke-jøder betyder omvendelse, at man vender sig væk fra afguder til den ene sande Gud, og at man kommer til tro på Jesus som Messias og lader sig døbe i hans navn.
Den første ikke-jøde, der bliver døbt, er den romerske officer Cornelius. Hans omvendelse beskrives ikke som en særlig begivenhed i stil med Paulus kaldelse på vejen til Damaskus. Vi hører blot i Apostlenes Gerninger kapitel 10, vers 2, at han var from og gudfrygtig.
Dåben som tegn på omvendelse
I det hele taget er der langt imellem beskrivelser af pludselige og voldsomme omvendelser i den første menighed. Fokus ligger i stedet på dåben som tegn på, at man er gået over til den kristne tro og nu tilhører Kristus.
I Matthæusevangeliets berømte missionsbefaling, hvor Jesus opfordrer disciplene til at gøre alle folkeslag kristne, taler han da heller ikke om omvendelse, men om dåb:
"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer." (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 18-20)