Kristne over hele verden i fælles bøn mod coronavirussen

Paven opfordrer kristne over hele verden til at bede sammen, og tværkirkelig forening stemmer i. Usædvanligt, at protestanter, ortodokse og katolikker går ud med fælles budskab, siger lektor

”Jeg opfordrer alle kristne til sammen at rette deres stemmer mod himlen og i fællesskab recitere Fadervor. #BedSammen,” skrev Pave Frans på det sociale medie Twitter. På billedet ses han med udsigt til tomme Peterspladsen.
”Jeg opfordrer alle kristne til sammen at rette deres stemmer mod himlen og i fællesskab recitere Fadervor. #BedSammen,” skrev Pave Frans på det sociale medie Twitter. På billedet ses han med udsigt til tomme Peterspladsen. . Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix.

Onsdag klokken 12 forenes kristne over hele verden i fælles bøn mod coronavirussen.

Det er i hvert fald forhåbningen, efter at den katolske kirke tirsdag opfordrede til en forenet reaktion på coronapandemien.

”Jeg opfordrer alle kristne til sammen at rette deres stemmer mod himlen og i fællesskab recitere Fadervor. #BedSammen,” skrev Pave Frans på det sociale medie Twitter.

Og den fremstrakte hånd blev hurtigt grebet af Olav Fykse Tveit, generalsekretær i det økumeniske fællesskab Kirkernes Verdensråd, som er en tværkirkelig organisation for 400 millioner kristne, herunder den ortodokse og mange protestantiske kirker:

”Mens klodens indbyggere sidder spredt rundt omkring i deres hjem, har vi nu muligheden for at forene vores stemmer i bønnen til Gud. I denne svære tid er bønnen en påmindelse om, at vi er én menneskehed,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Men at den katolske kirke hånd i hånd med protestanter og ortodokse går ud med et fælles budskab og forhåbningen om en fælles bøn, er mildest talt ikke hverdagskost, vurderer lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen:

”Det kan ikke være udtryk for andet end situationens alvor, for det er simpelthen usædvanligt. Men der findes jo en verdensomspændende krise, som vi har til fælles, og i det perspektiv er det ikke underligt at gode kræfter går sammen og – for en sjælden gangs skyld - ser stort på konfessionelle forskelle,” siger han og understreger, at han ikke på stående fod kan komme i tanke om lignende fortilfælde.

”Omvendt kan man sige, at det er vært at indvende noget imod en bøn og en forbøn – det kan de konfessionelle uoverensstemmelser næsten ikke ødelægge. Men realiseringen af det økumeniske samarbejde, der her er opstået, det ville man fra katolsk side normalt være noget skeptisk over for. At Rom rækker hånden ud og på den her måde opfordrer til at stå sammen, er noget af et nybrud," uddyber Carsten Bach-Nielsen.

Blandt de prominente navne, som agter at deltage i onsdagens fællesbøn, er blandt andre ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, som på Twitter opfordrede alle, hvorend de måtte befinde sig, til at være med:

”Bønnen forener os i udfordrende tider,” skrev den anglikanske kirkes leder blandt andet.

Også herhjemme er der opbakning til onsdagens fællesbøn, blandt andet fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd, der på det sociale medie Facebook tirsdag understregede, at ”verden har brug for enhed og håb midt i en alvorlig krisetid”:

”Selv om vi føler os isoleret fra hinanden, vil vi være forenet i bøn på tværs af nationer, kirker og tungemål.”