Kritik: Biologiske kvinder rammes, når transkønnede må deltage i elitesport

Newzealandske Laurel Hubbard bliver i år den første transkvinde til at deltage ved OL. Men kvinder, der blev født som mænd, har en fysiologisk fordel,og det fører til et uløseligt dilemma mellem inklusion og retfærdighed i elitesport, siger flere eksperter

Laurel Hubbard, der blev født som drengen Gavin, er netop blevet udtaget til at repræsentere New Zealand i kvindernes vægtløftning ved De Olympiske Lege i Tokyo i næste måned. En beslutning, som møder kritik fra flere sider.
Laurel Hubbard, der blev født som drengen Gavin, er netop blevet udtaget til at repræsentere New Zealand i kvindernes vægtløftning ved De Olympiske Lege i Tokyo i næste måned. En beslutning, som møder kritik fra flere sider. Foto: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix

Den internationale elitesport befinder sig i disse år i lidt af et dilemma.

På den ene side forsøger den at være så inkluderende og tolerant som muligt. På den anden side forsøger den at bevare sin integritet og opretholde sportsverdenens tvingende krav om retfærdighed.

Dilemmaet er igen højaktuelt, efter de newzealandske myndigheder i går besluttede at lade den 43-årige trans-kønnede vægtløfter Laurel Hubbard deltage ved De Olympiske Lege i Tokyo i næste måned. Laurel Hubbard, der blev født som drengen Gavin, overholder Den Internationale Olympiske Komités (IOC) grænse for testosteron-niveau, og dermed er vejen altså banet for hendes deltagelse.

Beslutningen møder imidlertid kritik fra flere sider.

For på trods af, at Laurel Hubbard kan fremvise et testosteron-niveau, der overholder IOC’s grænse, er det ikke ensbetydende med, at hun ikke har en fordel i forhold til biologiske kvinder i en sport som vægtløftning. Selvom transkønnede kvindelige atleter tager testosteron-dæmpende medicin, vil de stadig have fået en stor fysiologisk fordel af at have gennemgået puberteten som mænd, fastslår Ask Vest Christiansen, der er lektor ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i elitesport, doping og etik.

”De vil have større knogletæthed, større hjerte, mere hæmoglobin i blodet og større muskelstyrke. Medicinen fjerner ikke nok fordele til, at der bliver konkurreret på lige vilkår. Der er en grund til, at de fleste sportsgrene er opdelt i mænd og kvinder. Det ville være et farvel til biologiske kvinder på podiepladserne i 99 procent af alle discipliner, hvis man lod mænd og kvinder konkurrere mod hinanden,” siger han.

Ifølge Ask Vest Christiansen er spørgsmålet om trans-kønnede kvinder i elitesport et dilemma, der ikke kan løses. Det er simpelthen to modsatrettede rettigheder, som støder sammen.

”Det ene er spørgsmålet om inklusion, det andet er spørgsmålet om retfærdighed. Og man kan ikke få begge dele på samme tid. Vægtes inklusion højest, bliver sporten mindre retfærdig, mens den bliver mindre inkluderende, hvis retfærdighed vægtes højest. Vi vægter generelt retfærdighed højt i sport, og det mener jeg også, man burde gøre her,” siger han.

Rasmus Bysted Møller, der er studielektor ved institut for folkesundhed på Aarhus Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om forholdet mellem sport og moral, mener heller ikke, at man skulle have valgt at lade Laurel Hubbard deltage sammen med de biologiske kvinder.

”Der er ikke rigtigt en god løsning på problemet, og her har man altså, i hvad der ligner den politiske korrektheds navn, valgt at vægte inklusion og tolerance højest. Men det går ud over de biologiske kvinder, der har trænet voldsomt hårdt og længe for at nå det niveau. Det er mildest talt ikke en fordel for dem, at hun stiller op,” siger han.

Han peger på, at man har opdelt idrætten i mænd og kvinder med det formål ”at beskytte biologiske kvinder mod testosteron”.

”Der er nogle statistiske forskelle på mænd og kvinder, som vi finder så markante, at vi er nødt til at opdele kønnene. Derfor er det mærkeligt, at man så alligevel tillader atleter, som har været igennem puberteten som mænd, at deltage i kvinderækken,” siger Rasmus Bysted Møller.

Hos LGBT Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vækker nyheden om Laurel Hubbards OL-deltagelse dog begejstring.

”Jeg synes, at det er fedt og vildt dejligt, at vi er kommet dertil, hvor det her er muligt,” siger Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT Danmark.

Hun forklarer, at de stoler på, at OL-deltagelsen sker på en retfærdig måde.

”Vores holdning er, at hvis de enkelte sportsforbund har opstillet nogle regler og vurderet, at det er fair, så må det være fair. Og efter deres vurdering har hun ikke en fordel, fordi hendes testosteronniveau holder sig inden for de parametre, som sportsforbundet har sat,” siger Susanne Branner Jespersen.

I Dansk Vægtløftnings Forbund, hvor de internationale retningslinjer om testosteronniveau også følges, er man dog ikke sikker på, at de nuværende regler er tilstrækkelige, fortæller Anders Nielsen, eliteudvalgsformand i forbundet.

De er endnu ikke selv blevet stillet over for problematikken, men i kølvandet på sagen med Laurel Hubbard har de i forbundet diskuteret, hvad der er den rette løsning. Og den er ikke let at nå frem til.

”Det er en svær situation. På den ene side er der hensynet til at kunne inkludere alle i sport, og det taler selvfølgelig for, at transkønnede skal have lov til at dyrke den sport, de har lyst til. Men på den anden side er der også et hensyn at tage til konkurrenterne, og at konkurrence skal være fair,” siger Anders Nielsen og fortæller, at han har forsøgt at rådføre sig om problematikken, blandt andet ved at læse en artikel skrevet af Mark House, advokat i Det Internationale Vægtløftningsforbund, som ikke mener, at Laurel Hubbard burde konkurrere ved OL.

”I det konkrete tilfælde tror jeg ikke, at det er fair over for konkurrenterne. Hvis man ser på, hvad en biologisk kvinde præsterer, så vil selv de allerbedste kvinder, der nogensinde har konkurreret, flere i øvrigt med dopingdomme bag sig, have meget svært ved at gøre sig gældende i forhold til Laurel Hubbard, der som mand i bedste tilfælde var en middelmådig atlet,” fortæller Anders Nielsen.

En løsning kunne være at sætte den nuværende grænse for testosteron ned, siger han. Men det er ikke sikkert, at det er den rette model.

”De nuværende regler er nok ikke helt optimale, men samtidig er vi usikre på, hvad de optimale regler er. Man kunne måske sige, at trans-kønnede kvinder kan få lov til at stille op, men ikke tage medaljer, og i hvert fald ikke når det gælder konkurrencer på så højt niveau som OL. Jeg synes, at der er meget fornuft i, at vi skal inkludere alle, for det er en menneskeret at få lov til at dyrke sport, men det er ikke en menneskeret at komme til OL,” siger han.

Hos Danmarks Idrætsforbund erkender man også, at transkønnede kvinder i eliteidrætten udgør et dilemma, lyder det fra forbundets formand, Hans Natorp.

”Vi gør inden for idrætten alt, hvad vi kan, for at skabe plads til alle, så alle har mulighed for at opleve glæden ved at dyrke idræt. Det arbejde må aldrig ophøre. Men når vi taler eliteidræt, er der en årsag til, at den er opdelt i mænd og kvinder. Hvis den kønsbarriere overskrides, kan vi lige så godt nedlægge eliteidræt for kvinder. Jeg synes heller ikke helt, at man kan tale om det som en menneskeret at dyrke eliteidræt og komme til OL. Det er de fleste mennesker i forvejen udelukket fra,” siger han.