Kritik: Samskabelse mellem kommune og kirke gør folkekirken unødigt politisk

Samskabelse mellem kirke og kommune om at løse velfærdsopgaver er det helt store modefænomen i folkekirken i disse år. Kritikere frygter dog, at kirken risikerer at give afkald på sin politiske neutralitet

I folkekirken er samskabelse blevet lidt af et modefænomen.
I folkekirken er samskabelse blevet lidt af et modefænomen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Hvor tæt kan folkekirken danse med kommunen, før kirken bliver fedtet ind i et politisk spil, der binder den for hårdt? Det spørgsmål står centralt i folkekirken i disse år, hvor såkaldt samskabelse er blevet lidt af et modefænomen.

Samskabelse er, når det offentlige skaber og udvikler velfærdsløsninger sammen med civilsamfundet – blandt andet med kirken – og mange røster i folkekirken slår på tromme for begrebet. Nogle af de røster hører man i bogen ”Skabelse og samskabelse”. Og Helsingør Stift har ansat en stiftskonsulent, som skal have samskabelse som fokusområde ”for at sikre folkekirken en placering centralt i samfundet”, lyder det fra biskop Peter Birch om den nye stiftskonsulent, Birgitte Stoklund Larsen, der kommer fra Bibelselskabet.

Det er bare ikke alle, der er lige begejstrede for det nye buzzword . Nogle frygter, at det er en genvej for kommunen til at lægge udgifter over på folkekirken. Andre mener, at det er for politisk splittende, at folkekirken engagerer sig i projekter, som kommunalpolitikere har prioriteret.

Blandt kritikerne er Morten Fester Thaysen, der har oplevet samskabelse på egen krop. Han er sognepræst i Varde, og i hans kirke har de i årevis lavet fællesspisning for familier med anden etnisk baggrund end dansk. Men så rakte en konsulent fra kommunen hånden ud.

”Pludselig skulle vi være en del af kommunens integrationspolitik, og en dag var vi en del af et stort kommunalt arrangement, hvor vi gik rundt i en hal iført orange t-shirts med et kommunalt slogan på. Det virkede vildt underligt, og det førte ingen steder. Fra kommunens side virkede det, som om der var en integrationsindsats, der skulle vinges af i et excel-ark,” siger Morten Fester Thaysen.

Han understreger, at kirken selvfølgelig skal samarbejde. Men mener også, at samskabelse fører til en unødvendig politisering af folkekirken:

”Det her handler ikke om, at kirken ikke skal være en del af samfundet. Men samskabelse er for mig at se et barn født i en neoliberal tankegang, hvor ting skal udliciteres, og hvor civilsamfundet skal inddrages for at løse konkrete velfærdsopgaver. Det kan ikke undgå at blive politisk.”

Det er Birgitte Kragh Engholm, præst i Matthæuskirken på Vesterbro i København, enig i.

”Jeg er altid på vagt, når politik møder teologi, og når teologi møder politik. Man må gerne gå ud som teologisk tænkende menneske og virke politisk, men det er afgørende, at kirken som institution holder sig fri for politik og for politiske interesser. Når jeg hører ordet samskabelse, så er det for mig at se slet ikke det samme som at samarbejde. For det har kirken altid gjort – og gjort godt – i alle mulige lokale sammenhænge, hvor det gav mening,” siger hun.

Men hvordan er det, at samskabelse bliver politisk?

”Det bliver politisk, når for eksempel forfatterne til den nye bog om samskabelse giver udtryk for, at man skal arbejde med velfærdspolitik i kommunerne. Det siger sig selv, at det er en politisk arena,” siger Birgitte Kragh Engholm.

Erling Andersen er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og en af de redaktører, der har samlet bidrag til bogen. Han giver ikke meget for den kritik, der går på, at samskabelse skulle være et særligt politiserende begreb.

”Der er altid nogen, der brokker sig, når de hører ordet samskabelse. Men det er et styringsord, som er almindeligt kendt inden for offentlig administration. Det er afgørende for kommuner og stat, at man arbejder sammen med civilsamfundsorganisationer om fælles komplekse opgaver og udfordringer. Når vi har skrevet bogen, er det ud fra en idé om, at folkekirken har en forpligtelse til at medvirke til at bygge og vedligeholde de fællesskaber, som samfundet bygger på. Det gælder alle folkelige og sociale fællesskaber,” siger Erling Andersen.

Han synes ikke, det er et problem, at kirken kan komme til at løbe kommunens eller statens ærinde, når den samtidig løber sit eget. Og så giver han ikke meget for indvendingen om, at samskabelse er en let måde, hvorpå en kommune kan kaste udgifterne over på civilsamfundet.

”Jeg synes, det er at se spøgelser. Ja, der er altid en økonomisk dagsorden, men i ægte samskabelse er det ikke den, der fylder eller styrer. I stedet skal vi minde os selv om, at vi som kirke har et særligt sprog, som vi kan bringe ind på områder, hvor kristendommen måske ikke har en stor stemme i forvejen. I den forstand handler det også om at vise, at folkekirken gør gavn. En folkekirke, der ikke gør gavn, vil have vanskeligt ved at holde på eller tiltrække medlemmer. Også derfor er folkekirken nødt til at melde sig på banen og samskabe – engageret og kritisk,” siger Erling Andersen.

Kirke&Tro side 4, Leder side 6