Ægteskab uden tvang

Tvangsægteskabet har sin egen historie - hvor ægteskabet har været en handelsvare for at fremme politiske, økonomiske, sociale og religiøse interesser og positioner. Men det er lige præcis historie - en fortidig tradition, som er helt utidssvarende i forhold til især den europæiske humanisme, som nu præger lovgivning og kultur i en stor del af Europa - ikke mindst i de skandinaviske lande. Demokrati og frihed præger forfatningerne i de fleste europæiske samfund - og selvom disse fine principper i begyndelsen måske var mere ideelle end reelle, så er de efterhånden blevet til virkelighed efter en lang politisk og kulturel kamp. Det er ikke mange generationer siden, at tvangsægteskaber også blev praktiseret i Danmark - ud fra et ideelt ønske om at sikre familien og dens position mod det omgivende samfund. Prisen var et delvis tab af den personlige frihed for de unge, der ikke selv fik lov at vælge deres partner. I dag har vi ikke et lige så polariseret samfund, og de formelle rettigheder for de enkelte borgere er vidtstrakte - herunder de sociale. Personlig frihed er blevet hver mands eje - friheden til personlig udfoldelse og til at foretage valg i livet. Tvangsægteskaber blandt visse indvandrermiljøer hviler på en kulturel tradition, der har stærke rødder. Men at tvinge børn/unge ind i et uønsket ægteskab er imidlertid en tradition, som der må tages afstand fra - isoleret set er og bliver det et overgreb på nogle fundamentale friheds- og demokratirettigheder, som det enkelte individ har i det danske samfund. Formelt set er tvangsægteskaber derfor også i strid med dansk lovgivning med de muligheder, der er for sanktioner. Men lovgivning alene kan ikke ændre denne tradition - og det er heller ikke hensigtsmæssigt at fokusere på straf for at ændre disse traditioner. Der kan ikke advares nok mod, at den danske stat kommer til at fremstå som ægteskabspoliti over for etniske grupper. Desværre har regeringen alligevel valgt at gå på kompromis med almindelige retsprincipper og gøre indgåelse af ægteskab, hvori en udlænding indgår, afhængig af en administrativ bedømmelse af, hvorvidt ægteskabet er indgået frivilligt eller ej. Danmark er, så vidt vides, således det eneste sted i Europa, hvor en sådan regel praktiseres. Det tjener Kristeligt Folkeparti til ære, at det har været det parti, der mest konsekvent har påpeget det forkerte i, at den nye lovgivning afskaffer den frie ret for unge under 25 år til at indgå ægteskab med, hvem man vil, uden at staten skal godkende ægteskabet. Efter min mening handler det hele om, at forskellige kulturer skal brydes - en slags kulturkamp, hvor de etniske unge i kraft af deres individuelle rettigheder og støttet af det danske samfund selv skal bane vejen for ændrede traditioner. For de unge står med et ben i hver kultur. I skolen, blandt danske kammerater, på arbejdspladsen og i fritiden oplever en del af de etniske unge et samfund med nogle værdier, der kolliderer med de værdier, de oplever i hjemmet. Bl.a. omkring parforhold, ægteskab og familie. Når jeg af indvandrere får fortalt baggrunden for tvangsægteskaber, kan jeg godt fatte motivet, der driver forældrene. Ægteskabet er en særlig, hellig institution - et brudt ægteskab er helligbrøde og kaster skam over både ægtefæller og familie. Sådan er det ikke alene blandt muslimer, men også blandt en meget stor del af de øvrige europæiske borgere - især i katolske lande og blandt de mere ortodokse trosretninger. Jeg kan også forstå, at forældrene ser det som en pligt at vejlede deres unge - for forældre frygter nu engang brudte forhold og skilsmisser for deres børn. Sådan føler de fleste forældre - også almindelige, danske forældre. Arrangerede ægteskaber er udtryk for, at forældrevejledningen bliver meget aktiv - og det er den ofte nødt til at være. For pigerne skal helst giftes som jomfruer - det vil sige, at ægteskabet skal indgås i en så tidlig alder som muligt. Og jo ældre de er, jo sværere er de at få bortgift. Og jo yngre de unge er, jo mindre parate er de til ægteskab, og jo færre forudsætninger har de for at foretage et partnervalg - især når pigerne beskyttes i en sådan grad, at det grænser til isolation. Der kan givetvis være tale om et kulturelt pres, når der skal foretages partnervalg gennem arrangerede ægteskaber - men det afgørende er, hvorvidt der er tale om frivillighed. Indgår den unge ikke frivilligt i ægteskabet, er der tale om tvang. Hermed fratages den unge retten til at foretage sit måske største valg i tilværelsen - og det er ikke acceptabelt. Men i det danske samfund har vi været meget tilbageholdende med at sige fra over for tvangsægteskaber blandt indvandrere - af frygt for at blive beskyldt for at påtvinge etniske mindretal flertallets normer. Men vi bliver nødt til at sige fra - det er ikke rimeligt, at måske hundredevis af unge må leve under fysiske og psykiske trusler, fordi de ikke vil følge en utidssvarende tradition. Tvangsægteskab gennemføres givetvis, fordi forældrene er overbevist om, at det er til børnenes (og familiens) bedste. I virkeligheden en formynderisk holdning, der oven i købet virker irrationel. For et ulykkeligt tvangsægteskab bringer ikke ære over familien - det viser tværtimod, at forældrene ikke har været i stand til at skabe lykke for deres børn. For hvad kan egentlig gøre forældre mere stolte og tilfredse end at give deres børn de bedste forudsætninger for at træffe de rigtige valg i alle livets forhold - og så se dem træffe nogle valg, som bringer lykke - herunder valg af partner. De berørte indvandrersamfund må overbevises om, at respekten for deres børn og deres fremtid også må indebære respekten for deres børns ret til selv at foretage valg - herunder retten til selv at vælge deres partner. I en sådan kulturkamp må de unge have samfundets støtte - vi skal give dem forudsætningerne for at bryde ud af traditionen. Udgangspunktet må være, at det rent faktisk er muligt at løse konflikterne i familierne - før konflikten ender i konfrontation og brud. Konsekvensen heraf bliver nemlig, at den unge mister en del af sit sociale netværk og tilknytningen til familien, hvilket psykisk og socialt kan indebære en ustabil situation for den unge. Derfor skal der sættes ind med rådgivning på så tidligt et tidspunkt som muligt. De unge skal således lære at sige fra så tidligt som muligt - det bedste ville være, hvis disse holdninger kom til udtryk, inden forældrene begyndte at planlægge et tvangsægteskab. For jo længere den unge venter med at tage afstand til forældrenes ønsker - jo sværere bliver det. I denne proces er der behov for rådgivning - både til den unge, til forældrene - og til begge parter. Det kan ikke understreges nok, at denne rådgivning i vidt omfang må komme fra indvandrermiljøet selv, idet mange af forældrene på forhånd indtager en ikke-konstruktiv indstilling over for offentlige myndigheder, repræsenteret af etniske danskere. Derfor kan det anbefales, at den rådgivning, der skal finde sted i den sociale sektor, i vid udstrækning kommer til at foregå ved hjælp af kompetente personer med en anden etnisk baggrund end den danske - og helst med samme etniske baggrund som de berørte familier. Mæglerfunktionen må ikke undervurderes - med det familiemønster, der præger mange af de indvandrerfamilier, der praktiserer tvangsægteskaber, lægges der stor vægt på holdninger og synspunkter i den øvrige familie. En del af familien kan på denne måde inddrages som mæglere. Desuden må man ikke undervurdere den rolle, som indvandrersamfundenes religiøse talsmænd spiller - adskillige tillidsfolk fra de etniske foreninger har over for mig afvist, at tvangsægteskaber overhovedet kan være religiøst berettiget. Nærmest tværtimod. Og her er der måske en mulighed for at indgå en dialog med det muslimske trossamfund. Vi må forudse, at holdningspåvirkning og rådgivning ikke virker i første omgang og derfor fører til konfrontation mellem de unge og forældre omkring tvangsægteskab. Forudsætningen for, at den unge kan bryde med det overgreb, som et tvangsægteskab er udtryk for, er, at de nødvendige forudsætninger er til stede for, at forældrenes trussel om udstødelse mister kraft. Det vil sige, at det omgivende samfund skal etablere en stødpude - men samtidig skal det forsøge at bevare dialogen til forældrene med henblik på retablering af familieforholdet. Det vil sige, at der skal ske en udbygning inden for krisehjælp, støttegrupper, klubværelser/ungdomsboliger osv. I denne kulturkamp har vi alle et ansvar - også kristelige kredse. Som Flemming Kofod-Svendsen for nylig sagde ved et møde: at integration ikke klares ved paragraffer alene, og det er vigtigt, at vi er personligt engagerede. Og i den forbindelse beklagede han bl.a., at kirken har været påfaldende sløv. En aktiv dialog er nødvendig for at ændre traditionen med tvangsægteskaber - frem for gold, restriktiv lovgivning. n folketingskandidat (R)