Øen er et yndet motiv i den danske litteratur

Anholt, udsigt over Totten, sælernes

Mange forfattere bruger øer i deres skriverier. Her ses Anholt som Vagn Lundbye brugte i romanen "Tilbage til Anholt" i 1978. Foto: Allan Lundgren. / Scanpix

Når en forfatter vælger øen som stedet for sin romans handling, er det, fordi øen i vor bevidsthed kommer til at danne et mikrokosmos, hvor menneskers sande væsen og menneskers forhold til hinanden på godt og ondt kan koncentreres og analyseres

I den forgangne sommer har der været stor interesse for de danske øer, og en konkurrence blandt Kristeligt Dagblads læsere viste, at et flertal af de deltagende valgte Fur som den skønneste ø, dog skarpt forfulgt af Læsø.

Der er flere end 400 øer i Danmark, hvoraf dog kun 82 er beboede. Men de mange øer er med til at sætte deres præg på vort land. Disse danske øer, store og små, er gennem tiden blevet besunget af mange digtere. Tænk blot på verslinjerne "Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt/ så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set" (L.C. Nielsen) og "I grønne øer, mit hjertes hjem hernede" (H.C. Andersen).
SE TEMA: Dansk litteratur

Salmedigterne har endvidere været tiltrukket af øens symbolske værdier og har med forkærlighed anvendt billeder som "evigheds-ø", "verdens ø" og "himmerigs ø".

Det er imidlertid ikke kun i digte, at øen har været inspirationskilde. Der er skrevet flere romaner med udgangspunkt i det særlige og afgrænsede sted, som øen udgør, og hvor menneskers sande væsen og menneskers forhold til hinanden på godt og ondt kan koncentreres og analyseres.

Når en forfatter vælger øen som stedet for sin romans handling, er det ikke, fordi de beskrevne konflikter ikke eksisterer på fastlandet, men fordi øen i vor bevidsthed kommer til at danne et mikrokosmos, hvor verden og tilværelsen kan afbildes som i et spejl.

Samtidig imødekommer øen menneskets inderlige længsel efter det lille, overskuelige, førindustrielle samfund. Den lille ø kommer for det moderne og fortravlede menneske til at fremtræde med en forunderlig symbolsk kraft af helhed og mening.

Erik Aalbæk Jensen rejste fra ø til ø og udgav imellem 1981 og 1987 et ottebindsværk om "Livet på øerne". Senere skrev han romanen "Særlige vilkår", hvis handling er henlagt til en lille ø i 1950?erne, hvor det traditionelle, religiøse fællesskab er i opløsning. Et ungt par fra Vendsyssel overtager sammen stillingen som bestyrer af to gårde på øen Lindø ved Sjællands vestkyst (måske Nekselø?).

Gårdene ejes af velhavende, københavnske forretningsfolk, der lejlighedsvis benytter den ene af gårdene som feriebolig. Med baggrund i 1950'ernes opbrudsperiode med mekanisering af landbruget og brud med det gamle landsbysamfund beskrives kultursammenstødet mellem land og by.

På øen graver arkæologer, og ligesom arkæologerne afdækker lag på lag i jorden, sker der på det menneskelige plan en afdækning af dybereliggende lag, som afslører dramatik og store følelser.

Samtidig med beskrivelsen af parrets ophold på øen og af deres ægteskabelige problemer bliver øen et billede på Danmarks forvandling bort fra det gamle bondesamfund og dets folkelige, grundtvigske fællesskab.

Erik Aalbæk Jensen var inspireret af Martin A. Hansen, og i denne sammenhæng skal Martin A. Hansens ø-roman "Løgneren" fra 1950 omtales.

Romanen fremtræder som en dagbogsroman med jeg-fortælleren Johannes Vig, der betror sig til en fingeret tilhører, Natanael. Natanael kendes fra Bibelen som et menneske, i hvem der ikke var svig. Han er således fortællerens modsætning. Johannes Vig er lærer og degn på Sandø, som ved romanens begyndelse i 40 dage har været afskåret fra fastlandet på grund af is.

Johannes Vig fremtræder umiddelbart sympatisk og tillidsvækkende, men der er noget alvorligt på spil. Han lyver for andre og for sig selv. Spiller ikke med åbne kort, manipulerer og leger med menneskeskæbner. Johannes Vig er forelsket i Annemari, "Sandøs Rose." Han nyder at øve sit erotiske spil med hende, men han viser ikke åbent sine følelser. Det ender da også med, at Annemari rejser fra øen med ingeniøren Harry, der er handlekraftig og repræsenterer den nye teknologiske udvikling.

Selve dagbogsformens autentiske præg viser sig sandelig også at være et bedrag, idet størstedelen af dagbogsoptegnelserne er – får læseren at vide til sidst – skrevet et år efter, at begivenhederne fandt sted.

Traditionen for ø-romaner i forrige århundrede kan føres tilbage til Harald Kiddes "Helten" fra 1912, som tydeligvis har inspireret Martin A. Hansen, da han skrev sin ø-roman.

"Helten" foregår på Anholt, hvor den gamle og døende degn, Clemens Bek, for øens læge og dennes hustru beretter om sit omtumlede ungdomsliv og sin flugt til øen på grund af en ulykkelig forelskelse. Ved ankomsten til øen mødte han mange forstødte eksistenser og kuldsejlede skæbner, og hans ophold blandt disse særlinge blev en lang indøvelse i den kristne kunst at tage sit liv på sig og forsone sig med sin skæbne.

Vagn Lundbye har med "Tilbage til Anholt" fra 1978 bygget videre på ø-romangenren. Det afgrænsede samfund i havet bliver også hos ham målet for hovedpersonen Jonas? flugt, ligesom naturoplevelser af mytisk art præger handlingsforløbet.

Jonas rejser til Anholt for at søge oplysninger om sin forsvundne bedstefar. Han vil tilbage i slægten, men har også en følelse af vende tilbage til sig selv. Han søger en mening i tilværelsen. Romanen er præget af Vagn Lundbyes bevidsthed om den økologiske krise og af hans interesse for naturfolkenes levevis og tankegang. Han lader grønlandske livsforhold vokse sammen med det danske ø-landskab. I Grønland og på Anholt kan man finde resterne af en oprindelig natur og kultur, som ofte skubbes til side eller glemmes i vor tids civilisation.

Kvindelige forfattere har også benyttet ø-romangenren. Hanne Marie Svendsens "Guldkuglen. Fortælling om en ø" fra 1985 er en mytisk farvet roman om et lille dansk ø-samfund, hvor formødre toner frem i fortællinger fra slægtled til slægtled. Også her er det moderniseringen, der griber ind i det isolerede samfund, hvor gamle livsformer endnu ikke er gået i opløsning. Myter og magi blandes med historien om den økologiske krise og industrialiseringens kedeligere konsekvenser.

Solvej Balle har med romanen "Lyrefugl" fra 1986 skrevet et feministisk modspil til Daniel Defoes "Robinson Crusoe". Den unge kvinde Freia styrter ned med et fly, og som den eneste overlevende skyller hun i land på en øde ø i Stillehavet.

Hun må skaffe sig mad og husly. Men samtidig begynder hun at overveje sit hidtidige liv og tænker grundigt over den civilisation, hun kom fra. Freia konfronteres hele tiden med sine drømme og utopiske forestillinger, og tilsyneladende er der tale om en roman, som foregår i Freias bevidsthedsrum.

På et tidspunkt kommer en fremmed kvinde på mystisk vis til øen, og sammen forsøger de to kvinder at bygge en tilværelse op i gensidig respekt. Her er ikke tale om et over- og underordningsforhold som mellem Robinson Crusoe og Fredag.

I nogle ø-romaner lader forfatteren hovedpersonen vælge ø-livet ikke kun som et fravalg af verden, men også som en længsel mod en tabt identitet. I andre romaner bliver hovedpersonen uønsket ført til en ø. Men i begge tilfælde synes det, som om øen bliver et overordnet symbol på isolationens betydning for hovedpersonernes bevidsthedsdannelse.

Øerne lokker og tiltrækker det moderne menneske, der i en kaotisk og forvirret tid søger efter de sidste lokaliteter, hvor livet synes at have bevaret et præg af helhed på trods af fjernsyn og internet. Derfor vil der også i fremtiden blive skrevet ø-romaner, som med udgangspunkt i det afgrænsede og isolerede sted kan fortælle os noget væsentligt om tilværelsens dimensioner og om menneskelivets muligheder og begrænsninger.

Lars Erik Andersen er cand.jur. et art. og stud.mag. i dansk/nordisk