Prøv avisen

"Øje for øje" er et misforstået citat

KRONIK: Det er irriterende, at man igen og igen skal høre ordene "øje for øje" citeret som udtryk for den mest primitive hævn, hentet fra gammel israelitisk retsforståelse. Dagens kronikør forklarer nedenfor hvorfor

Journalisten og forfatteren Egon Clausen har for et par år siden skrevet en udmærket bog med titlen "Øje for øje. En beretning fra det modernes bagside". Bogen har siden dannet baggrund for et tv-dokumentarprogram, som han lavede i samarbejde med journalist Frank Esmann.

Begge dele drejer sig om det makabre emne dødsstraf i USA, specielt i Texas, den stat, som er "førende" på området. I de år, hvor præsident George W. Bush var guvernør i Texas, underskrev han flere dødsdomme end nogen anden amerikansk guvernør i nyere tid. Og siden er han troligt gået ind for dødsstraffen.

Den begrundes både af ham og mange politikere, anklagere og dommere i sydstaterne med henvisning til bibelcitatet "øje for øje". Ingen skal være i tvivl om, at Egon Clausen er en svoren modstander af dødsstraf. Men hans bog forudsætter ikke desto mindre, at ordene "øje for øje" i den gammeltestamentlige sammenhæng kun handler om ligelig gengældelse eller kontant hævn. Sådan forstås de for det meste, hvilket der kunne findes stribevis af eksempler på.

Én ting er, at man i det fundamentalistiske "bibelbælte" i USA tager citatet "øje for øje" som udtryk for almindelig gældende ret i Det Gamle Testamente og glemmer, at Jesus udtrykkeligt tager afstand fra dette begreb (Matthæus, kapitel 5, vers 38-42). Fundamentalister har aldrig været de grundigste til at læse Bibelen. Måske skulle man heller ikke undre sig over, at selv nok så dygtige journalister, der altid gør et gedigent forarbejde – research, som det jo kaldes – trods alt kan afsløre et forholdsvis begrænset kendskab til de gamle skrifter.

Alligevel er det ærlig talt lidt træls, at man igen og igen – og igen! – skal høre ordene "øje for øje" citeret som udtryk for den mest primitive hævn, og at den dermed tages som kvintessensen af gammel israelitisk retsforståelse. I den sidste halve snes år, godt og vel, har jeg brugt megen tid på at studere dette emne. Så da jeg den 9. januar i "Deadline" på DR 2 hørte en dansk dommer bruge de ofte citerede ord på samme forkerte måde, da var målet fuldt!

Den pågældende var advokat og forhenværende byretsdommer Ditlev Nielsen, der sammen med professor i praktisk filosofi Jesper Ryberg blev interviewet om begrebet "retsfølelsen". Begge var de ganske enige om, at dette uhåndterlige begreb ustandselig bliver misbrugt af politikere – især som begrundelse for strengere straffe. I et af udsendelsens illustrerende klip hørte man således justitsminister Lene Espersen begrunde skærpelsen af straframmerne for vold (den såkaldte "voldspakke") med hensynet til befolkningens retsfølelse.

Det var i den forbindelse, Ditlev Nielsen kom for skade at sige, at med denne udtalelse havde justitsministeren bevæget sig "helt ud i det gammeltestamentlige øje for øje, hvor det jo kun handler om hævn". (Hans ord er her citeret efter hukommelsen). Havde han dog bare sagt, at her var ministeren helt ude i hampen. Det havde været ganske rigtigt og var vel også, hvad dommeren ville sige, men hans henvisning til Det Gamle Testamente var ikke desto mindre en misforståelse.

Ordene "øje for øje" er rigtignok oprindeligt udtryk for den gamle gengældelsesret, "talionsloven", som den kaldes (efter latin "talio", der betyder gengæld). Den har dog ikke sin oprindelse i Israel, men er overtaget fra gammelorientalsk ret. Navnlig kender vi den fra en lovsamling, der er hen ved tusind år ældre end de ældste dele af Det Gamle Testamente, nemlig Hammurapis Lov, som stammer fra Mesopotamien, altså det nuværende Irak. Hos Hammurapi fremtræder talionsloven som ren gengældelse, lige for lige.

Det interessante er nu, hvordan denne talionslov blev overtaget af Det Gamle Testamente, og hvilken betydning den fik i israelitisk ret. Udtrykket "øje for øje" forekommer tre steder, hvoraf de to, meget kortfattede, har beholdt den gammelorientalske gengældelsestanke. Men tydeligst og mest udførligt er udtrykket behandlet i den ældste retssamling, som vi kender, fra det gamle Israel, nemlig den såkaldte "Pagtsbog", som findes i 2. Mosebog (kapitlerne 21-23). Midt i denne retsbog (2. Mos. 21, 22-27) finder vi talionsloven formuleret med ordene "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme". Men forbindelsen, hvori de står, er særdeles vigtig.

Bogstaveligt forstået – og vel at mærke isoleret fra sammenhængen – betegner disse syv ordpar den ligelige gengældelse: Den, som stikker et øje ud på en anden, skal selv bøde med et øje og så videre. Sådan har de dog næppe nogensinde været praktiseret i israelitisk ret. Desuden er det væsentligt, at både i gammelorientalsk og israelitisk version betegner talionsprincippet primært en begrænsning af straffen, altså "én for én" – og ikke mere! Nok straf, men ingen vildtvoksende hævn!

I den hebraiske udgave gør talionsloven derfor helt klart op med hævntanken i den gamle mytiske fortælling i 1. Mosebog (kap. 4) om Kain og hans senere slægtning Lemek. Efter drabet på sin broder blev Kain en fredløs og var som sådan helt ubeskyttet, men blev alligevel beskyttet af retsfølgen: "Hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange" – altså syv menneskeliv for ét!

Hvor hævnloven kommer i spil, kender den ingen grænser. Det får vi i samme kapitel et endnu langt skrappere eksempel på, nemlig i ordene af stammehøvdingen Lemek: "Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, så skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange." Lemeks vrede kendte slet ingen grænser. Dersom nogen sårede ham med en flænge, skulle det koste en voksen mand livet. Og om nogen bare tilføjede ham en ubetydelig skramme, skulle det koste et barn. Ja, dersom en formastede sig til at dræbe denne storskrydende høvding, da skulle 77 af hans modstandere bøde med deres liv!

Denne ubændige hævnlov har i de sidste mange år udfoldet sig vildt og blodigt fra begge sider i forholdet mellem israelerne og palæstinenserne. Men det er præcis denne gamle Kains- og Lemek-lov, som talionsloven i Pagtsbogen vil sætte ud af kraft med maksimen: én flænge for én flænge, én skramme for én skramme, ét liv for ét liv. De fremhævede ord peger tydeligvis tilbage på de nævnte urfortællinger.

Talionsloven i Det Gamle Testamente bliver dog uvægerligt misforstået, når den isoleres fra sin sammenhæng; og det er netop, hvad der sker, når den uafladeligt citeres alene, endda i sin allerkorteste form: "øje for øje". Læser man den derimod i dens sammenhæng i Pagtsbogen, så ser man, at den så at sige er spændt ud imellem to konkrete retstilfælde, der begge anføres som præcedens og dermed som model for rettens behandling af lignende tilfælde.

Som udgangspunkt var der i datiden dødsstraf for drab på et menneske. Derom handler det første præcedens (2. Mos. 21, 22). Det er det, der umiddelbart foranlediger, at talionsloven bringes på bane. Men det mest interessante er, at denne derefter munder ud i et helt andet præcedens (2. Mos. 21, 26-27), nemlig om en husbonds uretmæssige afstraffelse af sin slave.

Og her får princippet "øje for øje og tand for tand" en overraskende anvendelse: Hvis bonden nemlig under afstraffelsen ødelægger et øje på slaven, skal han sætte denne fri, ja, hvis han "blot" kommer til at ramme slaven, så denne mister en tand, skal han ligeledes frisætte slaven.

Frihed til den undertrykte som kompensation for et ødelagt øje eller en mistet tand, det er i sandhed en ny forståelse af det gamle retsprincip "øje for øje, tand for tand". Dermed har talionsloven bevæget sig bort fra den traditionelle lov om dødsstraf hen til en lov, der tilkender et voldsoffer godtgørelse i form af frisættelse til liv!

Så når man i den løbende debat vil bruge citatet "øje for øje", vil meget være vundet, hvis man respekterer det i denne originale sammenhæng. Men naturligvis er det risikabelt. Meget står jo på spil, når man bevæger sig "helt ud i dette gammeltestamentlige", hvor det altså dybest set handler om befrielse af de undertrykte. Det var jo heller ikke lige dér, justitsministeren ville hen, da hun påkaldte sig den hellige almindelige retsfølelse for at stramme grebet om de uheldige helte.

Carl Lomholt er ph.d. og tidligere

fængselspræst