Prøv avisen
Kronik

10 dages undtagelsestilstand

10 dage udgjorde undtagelsestilstanden, overgangen mellem før og efter. 10 dage, der for altid blev afgørende for min måde at forstå, hvordan livet, døden og kærligheden udgør tilværelsens ubrydelige treenighed, skriver dagens sommerkronikør

”Hvor er dine hænder ru, kan du ikke bede sygeplejersken om noget creme at smøre dem med?”.

Min far holder min hånd og drager som altid omsorg for mit ve og vel, trods det at jeg denne gang føler behov for at drage omsorg for ham. Jeg er lige landet fra et frostramt Norge, hvor de ru hænder er et resultat af arbejdet med at tørre næser og hjælpe med vanter på små tumlinge, som bliver passet ude i ”parkbørnehave” trods hårde minusgrader.

Jeg er 17 år, jeg er rejst til Norge for at arbejde og lære nyt. Jeg elsker det, livet ligger gnistrende og glimtende foran mig, men nu står jeg her. Ved siden af en sygeseng på Glostrup Hospital, hvor min far ligger, lam i halvdelen af kroppen. Med sin raske hånd mærker han, at mine hænder er ru af frosten og trænger til creme.

Min far er i sin bedste alder, en driftig mand. Menighedsrådsarbejde, kirkebyggeri, medstifter af et nyt politisk parti, med i grundlæggelsen af frie skoler, foreningsarbejde her og der, alt sammen ved siden af arbejdet med at drive ”forretningen”. Den forretning, som skulle give indkomsten til det gode liv med parcelhus, elektriske hjælpemidler og økonomisk frihed. Den forretning, som gav anledning til så mange overvejelser og bekymringer. Far var drevet af ønsket om at bruge det pund, han var givet, at virke og værne for dem, som han var givet ansvar for, og dem, som havde brug for, at nogen tog ansvar for dem. Min far var drevet af kærligheden til næsten og til livet.

Nu lå han her, ramt midt i sit virke. En bristet pulsåre havde ført til, at han havde tabt dirigent-stokken midt i en stiftende generalforsamling. Den generalforsamling, han ikke ville blive væk fra trods den insisterende hovedpine. Viljen til at blive ved var ikke længere nok, han forstod ikke selv, hvad der var på spil. Hjernen spillede ham et puds. Han vidste ikke selv, at han var lammet, men forstod på situationen og på omgivelsernes reaktion, at situationen var alvorlig.

Hvorfor var jeg dog kommet hjem fra Norge? Jeg havde jo lige været hjemme på besøg, da han fejrede jubilæum i forretningen, det var da alt for dyrt sådan igen at komme og så med fly.

Erkendelsen kom langsomt i dagene efter.

10 dage udgjorde undtagelsestilstanden, overgangen mellem før og efter. Overgangen fra et aktivt virksomt liv til et liv i afhængighed – eller et liv, der nærmede sig sin afslutning. Overgangen fra et liv med en barndomsbase med far i forretningen og mor i hjemmet. Et familiemønster med forældre og børn, velkendte roller, til en ny og forandret virkelighed, hvor alle roller blev vendt op og ned.

10 dage, der for altid blev afgørende for min måde at forstå, hvordan livet, døden og kærligheden udgør tilværelsens ubrydelige treenighed.

10 dage, der blev mit livs vanskeligste og – måske – mit livs vigtigste.

En søndag morgen sluttede undtagelsestilstanden. Far opgav kampen for livet. Vi, mine brødre, min mor og jeg selv skulle leve livet videre uden ham.

Livet var forandret – for altid.

Min far blev til mindet og erindringen om min far. Mindet og erindringen om en uendeligt kærlig far, der havde formet og farvet det liv, jeg havde levet indtil da. En far, der havde lært mig mange vigtige pejlemærker og navigeringsparametre på livets sejlads. Han lærte mig, at den enkelte har ansvar for helheden. At alle må bidrage med det, de kan, at der altid skal være en ledig stol, et måltid mad og en opredt seng til den, der har brug for det, og ingen skal sidde alene juleaften.

Han lærte mig, at livet kan være hårdt arbejde, men også at livet kan være latter, livsglæde og jordbær med fløde. Han lærte mig, at vores opvækst former os. Min far var fra en anden tid. Jeg skulle kæmpe for retten til at gå i lange bukser, og han forventede, at min mor, trods sin uddannelse som sygeplejerske, var taknemmelig for at kunne gå hjemme og passe hus, hjem, mand og børn.

Min far var 49 år, da han døde, og vores samtale stoppede der. Jeg ved ikke, hvilke samtaler vi kunne have ført derefter. Jeg må selv føre samtalerne, som jeg tror, de kunne have udviklet sig.

Jeg ved, at jeg har savnet ham i mit livs mærkedage, højdepunkter og smertepunkter, på en måde så glæde, sorg og savn ofte har været faste følgesvende.

Sorg går ikke over, men den kan få en anden farve og blive en del af måden, man går livet i møde på. Tabet vil altid være der og dukke op ved livets vendepunkter.

Det kom bag på mig, at lykken og glæden ved at ligge med min førstefødte ved brystet også indebar et sug af savn efter at kunne vise dette verdens vidunder til min far. Et savn, som både var sorgfyldt og glædesfyldt på sin egen særlige måde. En dyb glæde ved tanken om, hvor stor en glæde det ville have været at kunne dele kærligheden til det lille nye liv. Et savn, som også var en kærlighedserindring.

Jeg har savnet ham, når jeg har afsluttet uddannelse eller opnået tilfredsstillende resultater i arbejdslivet, og så har jeg selv ført samtalerne, som jeg tænker mig, de ville have været. ”Mon ikke du ville have flyttet dig, far, og været stolt af, at din datter fik en uddannelse og brugte den?”.

Det har været og er et stadigt savn, at mit livs nærmeste, min mand og mine børn, svigerbørn og børnebørn kun kender min far som fortællingen om ham, samtidig med at netop denne virkelighed også har givet plads til, at mine børn har haft en fantastisk morfar og min mor en ny og elsket ægtefælle. Den ene kærlighed kan give plads til den anden.

Når det værste sker, mens man er ung og håbefuld og fyldt med tillidsfuld forventning til livet, forandrer det livsbanen. De erkendelser og erfaringer, jeg tilegnede mig ved min fars sygeleje og dødsleje, har, tror jeg, haft større betydning for min vej gennem livet, end nogen uddannelse har kunnet give mig. Det giver en grundlæggende livserfaring.

Bevidstheden om, at livet kan ændre sig, som man vender et blad i en bog, vil altid være der. Det sidder dybt i kroppen, at intet er en selvfølge. Livets uforudsigelighed er ikke en teoretisk erkendelse, men en praktisk erfaring, som farver tilgangen til livets valg, og også den erfaring, at selv når det værste er sket, kan livet igen komme til at opleves smukt og glædesfyldt, er en del af livserfaringen, som kan give håb, mod og tro i vanskelige livsovergange. Erfaringen af, at kærligheden og nærværet kan være at finde selv på dødens kant, kan på sin egen forunderlige vis bringe mod, når livet er vanskeligst.

Blandt min barndoms bedste stunder var det at gå med min hånd indesluttet af min fars varme hånd, traskende af sted på gåture i skoven eller på aftentur med hunden. Det kunne være stunder med samtale om stort og småt, eller det kunne være stille stunder, hvor stilheden indeholdt nærvær, fortrolighed – og kærlighed.

Det blev også min hånd i min fars hånd, som skulle lære mig, at også når den ene ligger i hospitalssengen, og den anden står ved siden af, kan omsorg og kærlighed være noget, der går begge veje, noget vi giver til hinanden.