Youtube-fænomenet ”Lakserytteren”: 10 gode råd til årets konfirmander

Det er okay at male uden for stregerne. Jeg har prøvet at sammenfatte nogle råd, jeg ville ønske, nogle havde givet mig, da jeg løb hormonforvirret rundt som 13-årig, skriver den nu 27-årige Rasmus Kolbe, som er kendt på de sociale medier som Lakserytteren

Årets konfirmationer er i fuld gang. Det betyder, at den perfekte kjole, den fede fest, de største gaver og den nye Iphone Galaxy SpaceX+double telefon fylder i rigtig mange unge konfirmandhoveder lige for tiden – sammen med en kæmpe bunke vildfarne hormoner.

For konfirmanderne betyder det også, at de er ét skridt tættere på voksenlivet, og med det skridt følger der også ansvar. Ansvar for andre, ansvar for vores samfund, ansvar for den klode, vi bor på, og vigtigst – ansvar for sig selv.

Derfor har jeg prøvet at sammenfatte 10 gode råd, som jeg ville ønske, nogle havde fortalt Rasmus på 13 år, da han løb hormonforvirret rundt med alt for meget voks i sit fedtede strithår.

1. Svøm mod strømmen

Der er rigeligt med torsk i Danmark, der svømmer med strømmen, og der er alt for få laks, der tør gøre det modsatte.

At blive voksen handler cirka 90 procent af tiden om at være ligeglad. Ligeglad med andres forventninger og holdninger. De sidste 10 procent bruger du på at lave din selvangivelse.

2. Find det, du er god til

Det er så ualmindeligt vigtigt, at du finder frem til dét, der betyder noget for dig.

Det, du er god til, og som du godt kan lide at lave.

Uanset om det er at spille badminton, udregne komplicerede tabeller, hjælpe andre mennesker, tegne kruseduller eller inseminere grise.

Og det er bestemt ikke vigtigt, hvad det er – det vigtige er, om det føles godt indeni.

3. Mærk efter, hvad du brænder for

Min titel er selvstændig designer influencer og kreativ direktør. Ikke ligefrem en mundret titel, men faktisk har min vej dertil været ret ”normal”.

Jeg tog direkte i gymnasiet efter 9. klasse, efter gymnasiet tog jeg et sabbatår – Gud bevare sabbatåret! – så videre på højskole og så Designskolen i Kolding, hvor jeg fik en bachelor i kommunikationsdesign efter tre år. Succes.

Det var faktisk først, da jeg blev færdig med alt skoleræset, at det gik op for mig, at det, jeg allerbedst kunne lide, var noget helt andet. Så jeg kastede mig ud i at underholde med videoer på Snapchat, og sådan startede den karriere, som blev til en virksomhed, og som blev til noget, jeg ikke har fundet på endnu. Konklusionen må være, for mig i hvert fald, at det altid har handlet om at mærke efter, hvad jeg egentlig brændte for at bruge min tid på og bruge den på de ting, jeg var god til.

4. Fokusér på dem, der gør dig glad

Det handler aldrig om at passe ind, men om at have det godt. Og det gælder for alle dele af livet.

Find de venner, som gør dig gladere. Kys på de folk, der giver dig bløde knæ. Drik en bajer, hvis du har lyst – og lad være, hvis du ikke har.

Det er så meget nemmere at blive voksen, hvis du bliver lidt mere ligeglad og mærker lidt mere efter.

Det er meget bedre at fokusere på sig selv og alle dem, der synes det, du gør, er fedt.

5. Hold kreativiteten i live

Kreativitet er som muskler. Vi har alle sammen lige mange af dem, men nogle har arbejdet lidt mere og render rundt med en sixpack.

At være kreativ kræver hårdt arbejde og udfordring, og som ung har du de bedste forudsætninger for at komme i gang. Fordi jo ældre du bliver, jo mere skal du lave det der ”selvangivelse”, og det dræner energien.

Mit råd til dig er at holde din kreativitet i live og holde den udfordret. Det har vi desværre ikke et skolesystem, der prioriterer særlig højt, så derfor du må gøre det på egen hånd.

Det kan du gøre ved at tage en chance, vende det hele på hovedet, overdrive, tænke ud af boksen og bare ryste posen i ny og næ.

6. Vær ikke bange for at male uden for stregerne

Du kommer nok til at fucke up et par gange undervejs og tillykke med det – så har du nemlig lært noget.

Det har kun gjort mig klogere, hver eneste gang der var noget, som ikke gik, som det skulle.

Så vidste jeg jo netop, at dét skulle jeg ikke gøre igen.

I den virkelige verden er der ingen fortryd-knap eller Instagramfiltre til at pynte på det hele. Man får knubs.

Men hver eneste gang, man falder, kommer man endnu stærkere tilbage. Du skal altså ikke være bange for at male lidt uden for stregerne – det er en del af maleriet.

7. Du kan ikke vide, hvad fremtiden bringer

”Hvad vil du være, når du bliver stor?”, er det dummeste spørgsmål. Det er som at spørge, ”hvad har du lyst til at spise til aftensmad om 10 år?”.

Vi lever i et samfund nu, hvor udviklingen er i top-speed, og det er vanvittigt spændende – og superskræmmende nogle gange.

Havde du fortalt Rasmus for 20 år siden, at hans drømmejob var at underholde andre med videoer på en lille skærm. Så var syvårige Rasmus nok begyndt at græde, fordi han troede, han så skulle leve resten af sit liv inden i en GameBoy.

Vi er på rimelig bar bund i forhold til, hvad fremtiden bringer, og det er helt fint.

Og nu er vi tilbage ved min første pointe.

Du kan ikke vide, hvad fremtiden bringer, så den bedste måde at forberede dig på er ved at blive bedre til det, du er god til.

8. Opfør dig ordentligt!

Det var bare det.

9. Du kommer længere med et smil på læben

Hver dag er ikke en god dag, men den går over. Det værste, du kan gøre, er at blive fanget i din egen negativitet – eller andres.

Hold fanen højt, og vær den, der spreder de gode vibes og de positive budskaber. Ros folk, før de roser dig, og man kan aldrig give for mange highfives.

Lige meget, hvilken fremtid vi går i møde, så tror jeg, at du komme ekstra langt med et smil på læben.

10. Alting til sin tid

Du har slet ikke så travlt. Lige nu skal du bare koncentrere dig om at nyde din konfirmation lige om lidt og nyde, at du er teenager med alle de opture, førstegangsoplevelser, forelskelser og matematikafleveringer, der følger med.

Der venter dig en masse eventyr i fremtiden. Glæd dig, og sørg for at have dig selv med, så går det nok.