Prøv avisen
Kronik

10 teser om folkekirken – og tanker om dens fremtid

Fra præsteboligen i Nykøbing Falsters centrum kan provst i Falster Michael Fagerlund gå ned til vandet og se over mod Lolland. Efter 25 år i stiftet føler han, at landsdelen er blevet en vigtig del af hans identitet. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Kirken skal ikke deltage i samfundsdebatten, for dens fællesskab er ikke et meningsfællesskab. Kirken skal med frimodighed forkynde evangeliet, som den er sat i verden for, skriver Michael Fagerlund, som er kandidat ved bispevalget i Lolland-Falsters Stift

1) Da vor Herre Jesus Kristus sagde: ”Jeg (vil) grundlægge min kirke,” var det ikke en organisation, han havde i tankerne, men et fællesskab.

2) At kirkens fællesskab er levende betyder, at Gud sender sin Helligånd til det.

3) Fællesskabets grundlag er hverken politisk, socialt eller interessebåret. Det står og falder med troen på, at Guds søn, Jesus af Nazaret, der levede og døde som et menneske, var verdens frelser.

4) Altså har Gud bundet Ånden til ordet, som høres til tro; forkyndelsens opgave er derfor ikke ved sine virkemidler at skabe mental forandring eller en oplevelse i tilhøreren, men at skabe en indgang for troen.

5) Nutidens kirke beslutter ikke selv, hvad den vil mene om Gud. Kirken er bundet af sine bekendelsesskrifter og Den Hellige Skrifts vidnesbyrd.

6) Kirkens organisation har kun sin berettigelse i tjeneste for det kristne fællesskabs liv og vækst.

7) At stå fast på bekendelsen af Jesus Kristus som Guds søn er vigtigere end at fastholde medlemstallet.

8) Med nødvendighed dør kirken uden Guds ord, ikke uden kirkeskat.

9) Videnskabelige erkendelser stræber efter at svare på ”hvordan”, mens troen spørger efter ”hvorfor”. Tro og videnskab strider derfor ikke imod hinanden.

10) Kirken skal tale tidens sprog, men hverken bekymring for kirkens foragtere eller for dens samfundsstilling må friste dens forkyndere til at tale tidsånden efter munden.

En række teser er en teaser. Den skal skabe interesse, opfordre til at fordybe sig og tænke med i tesernes logik. Det var Martin Luthers hensigt med sine 95 teser. I jubilæumsåret for dem er det også hensigten med denne indledning til en bispekandidats overvejelser over folkekirkens fremtid.

Ovenstående 10 teser skal sætte fokus på nogle fundamentale antagelser, der ellers truer med at blive væk i lange ræsonnementer. De er formuleret ind i en opfattelse af kirken, der igennem dens lange historie har været afgørende for dens selvforståelse: at den forkyndelse, der er dens opgave, har evangeliet og ikke alt muligt andet som sin genstand, at dens budskab altid har været under angreb fra vantroen og kirkens fjender, så det altså ikke i særlig grad bør skræmme os i nutiden, og at kirken, dens fællesskab og dens forkyndelse, er til, ikke i kraft af sin egen indsats, men ved Guds nåde. Just derfor kan kirken bevare frimodigheden – og det vil sige med overblik og hovedet koldt trods alle kampagner, statistikker og mørkemænds spådomme.

De megatrends, der i de seneste årtier har præget udviklingen vedrørende medlemskab og dåb, vil sandsynligvis fortsætte, måske endda med forstærket kraft. Det indebærer, at inden for en tidshorisont på 10 år vil medlemsandelen befinde sig omkring 65 procent, og dåbsprocenten vil være faldet til under 50. Det betyder, at kirken skal til at besinde sig på, i hvilken forstand den vil forstå sig som folkekirke. Det skal den allerede i dag. Og allerede i dag tager kirkens fjender fra tid til anden tilløb til at afprøve, for eksempel hvor fast tilhørsforholdet til staten er; om det er rimeligt, at der ydes tilskud til forkyndelsen over finansloven, når ikke-medlemmer på den måde også kommer til at betale; til at sætte juletraditioner i skolen under pres og så videre.

I disse diskussioner er det vigtigt ikke at tabe hovedet. De, der på forhånd vil give tabt og opgive for eksempel statens tilskud til præstelønninger for at stille kritikerne tilfreds, har ikke indset, at det er som at fodre en krokodille i det håb, at man selv bliver ædt til sidst. Det stiller ikke kirkens fjender tilfreds, i stedet stiller det dem stærkere.

Men den fremtidige udvikling i forholdet mellem kirke og stat, og kirkens rolle i samfundet overhovedet, er langt fra givet, selv med de omtalte faldende tendenser. Der er andre måder at anskue begrebet folkekirke på end ud fra medlemstallet: de ydelser, den leverer til samfundet; dens stærke ritualer og traditioner som menneskers holdepunkt i en tid præget af forandring og rodløshed; dens rolle som bærer af en kultur, der har medvirket kraftigt til, at Danmark er et af de lande, hvor tryghed og tillid står stærkest i samfundet. Mon ikke fremsynede politikere vil tøve en kende med at stoppe denne kilde til ro, velstand og lykke? Over for kirkens fjender er det ikke indrømmelser, men fasthed, der skal til. Kirken skal imidlertid ikke misforstå sin rolle. Dens kaldelse er ikke som kirke at deltage i samfundsdebatten, for dens fællesskab er ikke et meningsfællesskab. Den skal ikke mene noget om dobbeltskrogede tankskibe, klimaet eller andre politiske temaer. Kirken skal med frimodighed forkynde evangeliet, som den er sat i verden for. At det for den, der hører ordet, kan og må give sig udslag i, hvordan verden betragtes og dermed, hvordan politiske anskuelser formes, er både nødvendigt og nyttigt. Det bliver først et problem, når der tages patent på en anskuelse som særligt kristelig.

Er kirken så tilstrækkeligt relevant, spørger nogle, heriblandt også præster. Vil den ikke blive glemt og klemt som en verdensfjern røst fra fortiden? Er vi ikke nødt til at fortynde de stærkeste sager lidt for at komme tiden i møde — Jesu fysiske opstandelse, at Han er den eneste vej til frelse og så videre? Spørger man på denne måde, kommer forståelsen af kirken som en åndelig skabning hurtigt under pres. Og denne trussel imod kirkens væsen er farligere end alle trusler udefra. At lefle for tidsånden er den sikre vej til at underminere det budskab, som den står og falder med. Evangeliet skal forkyndes uden at fortyndes. Gerne med utraditionelle midler – så længe formålet ikke glemmes eller overskygges.

Udefra er folkekirkens største trussel ikke udviklingen i medlemstallet, men den tiltagende uvidenhed om dens tro og ritualer. Som præst møder man for eksempel ikke så sjældent konfirmander, der har hørt mere om Thor og Odin end om Jesus. Det ændrer sig heldigvis undervejs i konfirmandundervisningen – og hermed er der peget på et område, som vi skal have langt mere fokus på fremover. Allerede nu findes der ud over landet glimrende og velbesøgte initiativer på undervisningsområdet, fra babysalmesang og til kirkehøjskoler. Men som det er sket med netop babysalmesang, skal vi nok til at arbejde på i højere grad at få knyttet undervisning sammen med kirkelige begivenheder. For få år siden fik hvert sogn ansvar for, at der bliver tilbudt indledende konfirmandforberedelse, eventuelt i samarbejde med andre sogne. Måske skulle vi have en lignende bestemmelse for kirkelig voksenundervisning.

Nogle steder presser befolkningstilbagegang præsteembeder og menighedsrådskredse. Resultatet bliver alt for tit én præst om mange kirker – og meget få gudstjenester i nogle. Det skal undersøges, om vi kan finde andre løsninger såsom de færøske degnegudstjenester eller emeritusordninger, som man har dem i DSUK, så kirkerne kan få liv om søndagen.

Visitatser bidrager til biskoppens synlighed som leder og understreger viljen til at lytte og til at støtte menighederne, herunder at være deres talsmand imod de stadig større administrative byrder, som væltes over på dem.

Menighedsrådene er en livsnerve i forbindelsen mellem folk og kirke og en konkret illustration af kirkens dobbelte væsen: På én gang skal og kerne. Som en del af det kristne fælleskab varetager de sognets kirkelige og administrative forhold, herunder midlernes forvaltning. Det sidste er vigtigt, det første uvurderligt. Der skal fokus på menighedsrådet i fællesskabet, for uden menighedsråd, ingen folkekirke.