Den 7. november (25. oktober efter datidens russiske kalender) er 100-året for det bolsjevistiske statskup. Rusland blev kommunismens første offer. Kommunismen knuste kroppe og sjæle, bredte sig ud på alle verdens kontinenter og syntes uovervindelig. 100 år senere er kommunismen næsten sporløst forsvundet.
Som den franske historiker François Furet skrev: Kommunismen har efterladt sig intet, ”hverken principper, love eller institutioner. Ikke engang en historie”. ”Intet har overlevet af de regimer, som blev affødt af Oktoberrevolutionen, på nær det, de havde fornægtet.”
Det er sandt. På den tomme plads, som blev tilbage, efter at Frelseren Kristus-katedralen i Moskva i begyndelsen af 1930’erne blev sprængt i luften (senere byggede man et svømmebassin på stedet), rejser den hvide domkirke sig i dag på ny. I det store land, hvor i 1939 under 2,5 procent af kirkerne (højst 1000) var forblevet åbne, står atter de gamle kirker og klostre på deres plads, genopstået af deres ruiner, imens nye kirker dagligt åbner deres porte. Det samme gælder de øvrige østlande. Efter den tvungne afkristning og de forfølgelser, som har været uden sidestykke i historien, er troen brudt frem – efter den åndens lov, som siger, at ”de kristnes blod er kirkens sæd”. Antallet af ortodokse kristne, gejstlige og lægfolk, som blev dræbt i Rusland under den kommunistiske forfølgelse i løbet af 70 år, vurderes at ligge mellem en halv million og en million.
Der er alligevel noget, kommunismen har efterladt sig. Det er den indsigt, denne historiens prøvelse har bragt. Derfor værnes der om minderne: mindet om lidelsen, mindet om de millioner af døde. Siden august har man nemlig været i gang med at rejse en ”Sorgens mur” i Moskvas centrum, på pladsen i krydset mellem Sakharov Boulevard og Haveringen.
Det drejer sig om billedhuggeren Georgij Franguljans monumentale bronzeværk – et seks meter højt, 30 meter langt basrelief, som viser martrede menneskelegemer og menneskeansigter. Beslutningen om, at 1917 skulle markeres ved en grædemur, blev taget allerede den 30. september 2015 ved præsidentielt dekret nummer 487.
I dag kan man ikke undgå at vide, hvad kommunismen har betydet. Man kunne dog have vidst det fra begyndelsen, endda før den blev til virkelighed.
Kierkegaard vidste det. Han kaldte kommunismen for ”menneskefrygtens tyranni” og beskrev den med ordene: ”der må (slet) ingen forskel være mellem menneske og menneske (…), alle mennesker skulle være lige som arbejdere i en fabrik, som lemmerne på en ladegård, énsklædte, spise éns mad (…), på samme klokkeslæt, i lige mål”.
Dostojevskij vidste det også: ”En tiendedel af menneskeheden skal have individuel frihed og ubegrænsede rettigheder over de resterende ni tiendedele. Disse skal miste deres individualitet og forvandles til (…) en flok kvæg.”
Både Kierkegaard og Dostojevskij havde set rigtigt – modsat kommunismens vestlige koryfæer, som selv efter de store afsløringer (Istrati, Kravtjenko, Solsjenitsyn, Ionesco, Sjalamov) blev ved med at hylde ”den lyse fremtid”.
Lenin var heller ikke i tvivl om, hvad kommunismen handlede om, og ”hvordan bolsjevikkerne vil kunne beholde magten”:
”Eneret til salg af korn, rationeringskort for brød, for enhver og alle gældende pligt til at arbejde er (…) det stærkeste kontrolmiddel,” skrev Lenin, før det bolsjevistiske kup fandt sted. ”Dette middel til at kontrollere og tvinge (befolkningen) til at arbejde er stærkere end det (franske) Nationalkonvent og dets guillotine. Guillotinen var kun i stand til at indgyde frygt og bryde den aktive modstand. Dette er for lidt for os. (…). Vi skal også bryde den passive modstand, som utvivlsomt er endnu mere farlig og skadelig.” Der er intet idealistisk deri. Det er blot den perfekte formel på den totale magt – dog må man dertil føje den hele vifte af konkrete midler til at lave mennesket om: Det hemmelige politi, arbejdslejrsystemet, statens sandheds- og sprogmonopol, genopdragelsen, ”vi skal viske fortidens tavle ren”.
I Lenins formellå allerede kommunismens historie i en nøddeskal. Den massive kontrol – derfor overvågning, angiveri, processer, Gulag. Kontrol gennem tvangsarbejdet. Kontrol gennem ”brødet”, og det vil også sige gennem hungersnød: fem millioner ofre i hungersnøden 1920-1921; yderligere fem millioner døde i hungersnøden 1932-1933. Allerede i 1890 havde Lenin blik for sultens formidable potentiale som magtmiddel: ”Hungersnøden,” forklarede han, ”bringer os nærmere vores mål”, ”den ødelægger ikke alene troen på tsaren, men endda på Gud”.
Kommunismens mål – retfærdiggjort ved ”menneskehedens lykke” – var ikke kun den totale kontrol over menneskene i det ydre, men også over deres indre. Deres tanker, deres tro, deres samvittighed. Et ”nyt menneske” skulle skabes ud af menneskets føjelige råmateriale. Et menneske uden Gud og uden evnen til selv at skelne mellem godt og ondt – som det hed: ”Alt, hvad der tjener kommunismens interesser, er moralsk.”
Først og fremmest var kommunismen gennembruddet af ”Alt er tilladt”. Gennembruddet af den store fornægtelse: af Gud og derfor også af mennesket som Guds skabning. Fornægtelse af menneskenaturen, af godt og ondt, af loven i menneskets hjerte og af alle institutioner og realiteter, som har eksisteret siden tidernes morgen, fordi de udspringer af menneskenaturen og af samfundets natur (retsvæsen, familie, overlevering af kultur, folk) – en fornægtelse, som i snigende, forførende former fortsat hjemsøger Vesteuropa.
På paradoksal vis var det brutaliteten, der var kommunismens svaghed. Den grusomhed, som rammer én på krop og sjæl, er ikke til at tage fejl af. Den, som lider, forstår – han har taget mål af virkeligheden eller rettere sagt: Virkeligheden har målt ham med sin alen.
Den, som lider og har den chance at overleve, kan rejse sig på ny, idet han har erkendt, for nu at citere Alexander Solsjenitsyn, at ens rettesnor i
ikke må være, at ”man kun har ét liv”, men at ”man kun har én samvittighed”.
På denne paradoksale måde – helt modsat kommunismens intentioner – fremkaldte kommunismen sin modgift. Menneskene lod sig ikke lave om. Under kommunismens overflade fandtes et menneskeligt liv, med troen i hjerterne, med moralske holdepunkter, med tørsten efter frihed og med bevidstheden om betydningen af at værne om nationens kultur og overlevere den.
Det er denne skjulte virkelighed, som brød ud med kommunismens fald. Det, som er tilbage efter kommunismen, er det, kommunismen fornægtede.
Men denne kommunismens lektie er kun i begrænset omfang blevet forstået i Vesten. Kommunismen har ikke været en parentes på fremskridtets sejrrige vej. Den har tværtimod været den store standsning, som sætter spørgsmålstegn ved selve vejen.
Vaclav Havel forstod det, da han skrev: ”Dybest set er kommunismens endeligt punktummet for en af de store æraer i menneskehedens historie. Det er ikke bare et punktum for det 19. og 20. århundrede, det vil sige den moderne tid. Det er også et punktum for hele den nyere tid,” fra ”renæssancen” til ”oplysningstiden over socialismen og positivismen”.
Et punktum for menneskets indbildning om at styre verden efter en påstået objektiv model. Ja, et punktum for menneskets indbildning om at være almægtig skaber, herre over virkeligheden, som kan lade sig lave om – og hævet over godt og ondt.
Det, der står tilbage efter kommunismens storslåede, selvguddommeliggørende projekt, er ikke det nye menneske, men det gamle menneske, som stadig har en samvittighed, fordi han er bundet til hjerte-loven, og som mindes. Tilbage står en grædemur.