For 100 år siden i Rusland

Efter Februarrevolutionen, som fandt sted i disse dage og uger for 100 år siden, blev Rusland en slags demokratisk republik. Efter Oktoberrevolutionen blev landet et totalitært diktatur, skriver dagens kronikør

For 100 år siden i Rusland
Foto: Charlotte Jensen.

NÅR MAN TALER OM den russiske revolution, tænker de fleste på Oktoberrevolutionen i 1917, som fandt sted i oktober. De færreste ved, at der også fandt en revolution sted i februar 1917, nemlig da tsar Nikolaj II abdicerede. Og det var begivenhederne i februar, der banede vejen for Oktoberrevolutionen. Efter Februarrevolutionen blev Rusland en slags demokratisk republik. Efter Oktoberrevolutionen blev Rusland et totalitært diktatur.

Tsarstyret var det mest tilbagestående af de sidste tilbageværende autokratiske imperier i Europa. De to andre kejserriger i Europa, Habsburgernes Østrig-Ungarn og kejser Wilhelms Tyske Rige, havde gennemført langt flere reformer, også i den måde deres lande blev styret på.

I Rusland indførte man – nødtvunget, som følge af nederlaget i krigen mod Japan – først i 1906 et slags parlament, Dumaen, men det var stadig tsar Nikolaj II, der traf alle vigtige beslutninger og udnævnte ministre. Dumaen virkede mest som et ”polsk” parlament, altså mere snak end nødvendige reformer.

Tsaren troede i fuld alvor på, at han var indsat af Vorherre og derfor ikke underlagt jordiske begrænsninger. Tsaren afviste stædigt de fleste forsøg på grundlæggende at ændre den måde, det enorme land blev styret på. Takket være nogle få fremsynede ministre gennemførtes dog visse reformer, før krigen brød ud i 1914. Det drejede sig om en række landbrugsreformer og en stribe uddannelsesreformer.

Den russiske befolkning voksede fra 135 millioner i år 1900 til 179 millioner i 1917. Landbefolkningen fordobledes fra bondefrigørelsen i 1861 til 1914. Befolkningen i byerne blev tredoblet fra 1867 til 1917, det vil sige fra syv millioner til 20 millioner. Blot at løse de dermed afledte problemer stillede regimet over for voldsomme udfordringer.

Samtidig voksede den russiske økonomi voldsomt. Nogle få tal viser den dynamiske udvikling: Kulproduktionen steg i perioden 1908 til 1912 med 80 procent og stålproduktionen med 46 procent. Landbrugsproduktionen voksede også. Den russiske hvedeeksport udgjorde i samme periode mellem 11 og 40 procent af den globale handel med hvede. Jernbanenettets udstrækning steg fra 24.000 kilometer i 1890 til 61.000 kilometer i 1915. Ruslands behov for udenlandsk kapital faldt drastisk i samme periode. Uddannelse af den brede befolknings børn blev forbedret, og analfabetismen svandt ind. Oven i alt dette blomstrede kulturlivet, hvor perioden fra 1890 til 1917 går under navnet sølvalderen.

MED ANDRE ORD er vi her vidner til en helt usædvanlig dynamisk og lovende nationaløkonomisk udvikling. Kunne ”overbygningen” følge med? Det var det store spørgsmål. Kunne Romanovernes autoritære styre håndtere de udfordringer, denne udvikling uundgåeligt stillede? Og kunne tsarstyret gradvist have udviklet sig til et mere demokratisk og moderne politisk system? Det kunne måske have ladet sig gøre, hvis krigen ikke var kommet. Krigen satte for alvor regimet under pres og var en af hovedårsagerne til dets undergang. På grund af krigen og på grund af begivenhederne i oktober 1917, nåede man ikke at se de positive effekter af de landbrugs- og uddannelsesreformer, der var sat i gang.

Men hvad var det egentlig, der skete i Rusland i februar 1917? Som følge af krigen opstod der angiveligt mangel på mad og andre forsyninger i de store byer, især Sankt Petersborg. Arbejdere og soldater var utilfredse og demonstrerede i slutningen af februar i Sankt Petersborg mod krigen og mod tsaren.

Uroen og demonstrationerne kulminerede den 27. februar, hvor repræsentanter for især de socialistiske partier, soldater og arbejderdelegerede samlede Sankt Petersborgs ”Sovjet” (råd) og nedsatte en eksekutivkomité (regering). Det kunne lade sig gøre, fordi man beherskede byen og havde fået de militære enheder over på sin side. Nu kontrollerede denne eksekutivkomité begivenhederne.

Situationen var noget kaotisk, men ikke mere end det også lykkedes Dumaen at nedsætte en regering bestående af dumamedlemmer. Men der var ikke tale om, at et flertal i Dumaen udnævnte regeringen og dermed gav den en form for demokratisk legitimitet.

Den nye regerings (den første provisoriske regering) formelle legitimitet hidrørte fra det abdikationsdokument, storfyrst Mikael underskrev den 2. marts. Februarrevolutionen var ikke specielt blodig, idet der kun omkom 169 mennesker, mens cirka 1000 blev såret i hovedstaden Sankt Petersborg. Sammenlignet med krigens tab var det forsvindende små tal. En undersøgelse fremlagt på det første møde i Sankt Petersborgs ”Sovjettens Eksekutivkomité” den 28. februar viste imidlertid, at der alligevel ikke var alvorlig mangel på fødevarer i byen. Ergo har der været andre årsager til, at demonstrationerne kunne antage regimeskiftende omfang. Disse årsager var især velorganiseret socialistisk agitation og propaganda i de store byer.

Flere socialistiske politiske partier eksisterede og havde i krigens hidtidige forløb organiseret modstand mod regimet i form af møder, opråb, flyveskrifter og plakater. Efterhånden som krigen udviklede sig katastrofalt, fik denne modstand mere vind i sejlene, og man var derfor i disse grupper og partier godt forberedt i februar 1917.

Omvæltningen har hidtil hovedsageligt været betragtet som en spontan kæde af begivenheder uden organisation og ledelse. Med andre ord: Tsardømmet nærmest faldt sammen af sig selv, fordi regimet hverken kunne forsyne bybefolkningen med mad eller soldaterne i felten med våben og nødvendige forsyninger.

DEN NYESTE FORSKNING har nu forladt spontanitetsteorien og hælder mere til en teori om et planlagt og organiseret regimeskift ledet af den politiske opposition, især Socialdemokraterne (bolsjevikker og mensjevikker) og de Socialrevolutionære. Men den nyeste forskning viser også, at lederne af oppositionspartierne udnyttede rygterne (måske spredte de selv rygterne) om fødevaremangel i hovedstaden og derpå organiserede ”spontane” strejker.

Oven i det skal lægges, at Nikolaj ikke var specielt velbegavet, og han brød sig i det hele taget slet ikke om at være tsar. Hans bedste beskæftigelse bestod i at hugge brænde eller gå på jagt. Dette var den russiske offentlighed udmærket klar over. Offentligheden blev også bekendt med en anden hændelse, der for alvor undergravede tsarens prestige, nemlig munken Rasputins optagelse i hoffet. Han reddede angiveligt den blødersyge tronfølger Alexios fra at dø. Men sladderen gik om, at han førte et usømmeligt liv sammen med tsarinaen og andre fra hoffet i Sankt Petersborg.

Resultatet var, at der kom hele to nye ”regeringer” ud af omvæltningen, der på flere områder konkurrerede om befolkningens gunst. I historiebøgerne kaldes perioden for dobbeltmagtens tid, og den varede lige til oktoberrevolutionen den 27. oktober. Især Dumaens regering famlede sig frem og havde svært ved at finde sine ben at gå på. Der var ingen tvivl om, hvem der havde den reelle magt: Det havde Sankt Petersborg ”Sovjettens Eksekutivkomité”, der havde magten i gaderne, på fabrikkerne og på kasernerne. De to ”regeringer” havde det samme program, som oprindeligt var skrevet af eksekutivkomitéen og kopieret af Duma-regeringen.

Efter februarrevolutionen i 1917 vendte Lenin tilbage til Sankt Petersborg fra sit ophold i Zürich. Under sloganet ”Al magt til sovjetterne” blev han den samlende figur frem mod Oktoberrevolutionen samme efterår, hvor Lenin bliver statschef i den nye sovjetiske stat.