Prøv avisen
Kronik

Gensyn med Danmarks første kvindelige universitetsteolog

Det kom på forsiden af Kristeligt Dagblad, da Rigmor Larsen i 1916 som den første danske kvinde bestod sin kandidateksamen i teologi på Københavns Universitet. Foto: Kristeligt Dagblad

I 1916 fik den første kvinde en universitetsgrad i teologi i Danmark – og muligvis i verden. I anledning af kvindernes internationale kampdag kan du læse eller genlæse teologiprofessor Tine Reehs kronik om Rigmor Karen Sofie Larsen, som bestod med universitetets højeste karakter

Den 26. juni (2016, red.) er det præcis 100 år siden den første kvinde fik en universitetsgrad i teologi i Danmark – og muligvis i verden. Hvad havde indtil da forhindret kvinderne i at tage en teologisk eksamen, og hvordan blev forskelsbehandlingen af mænd og kvinder på dette område afskaffet?

Kvinders manglende adgang til akademisk uddannelse var ikke enestående for teologi, men må snarere ses som en del af en generel og i datiden dybt rodfæstet opfattelse af kvinders akademiske kapacitet og naturlige samfundsfunktioner. Kvinder fik først i 1875 tilladelse til at tage en studentereksamen, men de fik ikke lov til at gå på statens latinskoler. Her var adgang fortsat forbudt for piger, som indtil 1903 måtte forberede sig til eksamen ved at gå på private institutter eller hos en privatlærer.

Samme år, som kvinder fik tilladelse til studentereksamen, udsendte Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet (Kultusministeriet) også et forslag til en forordning om kvinders såkaldte akademiske borgerret. I første paragraf står ganske enkelt, at kvinder skal have adgang til universitetsstudier. Den fortsatte statsautoriserede ulighed er dog synlig allerede i paragraf 3, hvor det slås fast, at kvindernes akademiske grader ikke giver dem ”Adkomst” til privat lærervirksomhed ved universitetet eller ansættelse i et offentligt embede. Med andre ord – du kan godt tage en uddannelse, min pige, men det vil ikke kvalificere dig på lige fod med mændene til at få et job.

Lovforslaget blev sendt til høring, og på Det Teologiske Fakultet hæftede man sig også ved forbindelsen mellem uddannelse og jobmuligheder. Det var vel at mærke ikke teologiske argumenter, der først og fremmest begrundede fakultetets skepsis over for kvinders adgang til universitetsuddannelse, men snarere professorernes opfattelse af forslagets samfundsopløsende perspektiver. Fakultetet skrev indledningsvis i sit svar til ministeriet:

”Hvad angaar Sagen i sin Almindelighed, at aabne Qvinderne Adgang til Universitetets Forelæsninger og Examiner, da nære vi ingen Tillid til, at derved skulde opnaaes betydeligt Udbytte, enten til Videnskabens Fremme, Menneskehedens aandelige Udvikling eller nogen virkelig Forbedring i Qvindens Kaar.”

Høringssvaret er underskrevet af Henrik Scharling, der i dag bedst huskes som forfatteren til den folkekære forestilling ”Nøddebo Præstegaard”. I april 1875 var han imidlertid professor og dekan ved Det Teologiske Fakultet. Han stod i et vist modsætningsforhold til tidens sociale og politiske forandringer, men det vil være forkert at kalde ham teologisk konservativ. Snarere hører det med til historien, at han og fakultetet på dette tidspunkt med næb og klør kæmpede for at forsvare den teologiske uddannelse mod de missionskes angreb på universitetsteologiens vantro samt de grundtvigskes ønsker om at uddanne præster på folkehøjskoler – og endelig ikke mindst mod religionskritiske angreb på teologiens videnskabelige anseelse. Midt i denne vanskelige flerfrontskrig kom så ministeriets forslag om at åbne alle universitetsuddannelser for kvinder.

Fakultetet udtrykker i sit høringssvar som sagt tvivl om, hvorvidt den ”saakaldte Qvindeemancipation” vil føre til en reel forbedring af kvindernes vilkår eller bare føre til forvirring og opløsning af familielivet – eller, som man skriver, vil være til direkte ”Fare for Samfundet”. Man udviser forståelse for, at begavede, enlige kvinder, som skal brødføde sig selv, undtagelsesvist kan tillades adgang til universitetsstudier. Det understreges dog, at det må være en undtagelse og ikke reglen.

Og selvom en sådan situation i sjældne tilfælde kan komme på tale, er den for professorerne utænkelig på Det Teologiske Fakultet, da man ikke kan få øje på jobmulighederne for en kvindelig cand.theol. En teologisk embedseksamen vil ikke give en kvinde adgang til hverken ”præstelig virksomhed” eller en stilling som religionslærer ved offentlige uddannelsesinstitutioner. Fakultetet foreslår derfor, at den teologiske embedseksamen fortsat forbeholdes mænd, mens kvinder efter eventuelle teologiske studier kan indstille sig til en særlig ”Religionsprøve”, der måske kan bane vej for privat ansættelse som lærerinde.

Og sådan blev det. Ved en kongelig anordning af 25. juni 1875 fik kvinder generel adgang til Københavns Universitet, men ikke til den teologiske embedseksamen. Der var aldrig nogen kvinder, der søgte om at få den særlige religionsprøve.

Men i 1904 skete der noget nyt. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet bad Københavns Universitet om en udtalelse om, hvilke statsembeder der ”overhovedet egne sig til Besættelse med Kvinder”. På Det Teologiske Fakultet var der denne gang uenighed om besvarelsen af ministeriets spørgsmål. Ved den første drøftelse fandt man visse vanskeligheder ved at give kvinder adgang til embedet som lærer ved fakultetet, da en kvinde ikke havde adgang til de præsteembeder, hun skulle uddanne studenterne til. Den nu noget ældre Henrik Scharling mente direkte, at spørgsmålet var så absurd, at man overhovedet ikke skulle gå ind på at besvare det.

Dekanen var imidlertid den kun 29-årige Valdemar Ammundsen, og han hævdede, at 1875-forordningens forhindring af kvinders adgang til den teologiske embedseksamen, som hvilede på deres manglende muligheder for at få ansættelse i kirkelige embeder, ikke var sagligt begrundet. Det lykkedes ham at samle et flertal i fakultetet bag et høringssvar, der ikke fandt indvendinger imod, at kvindelige studerende afsluttede deres studier med den samme prøve som de mandlige. I den kladde, som er bevaret i Rigsarkivet, har Ammundsen noteret: ”Flertallet maa ansee Mindretallets Betænkeligheder for ubegrundede. Den theol. Embedsexamen er jo ikke blot en Præsteeksamen, men tillige en videnskabelig Afslutningsprøve for theol.studerende.”

Mindretallet, der kun bestod af Scharling, frarådede ikke overraskende ministeriet at ophæve den udelukkelse af kvinderne, han selv havde været en af arkitekterne bag. Det fik han dog ikke meget ud af, og den 30. december 1904 ophævede Christian IX 1875-forordningens forhindring for kvinder i at tage teologisk embedseksamen.

Den første kvinde, der benyttede sig af den nye mulighed, var Rigmor Karen Sofie Larsen. Med en studentereksamen fra et privat kursus blev hun som kun 17-årig optaget som studerende på Det Teologiske Fakultet. I de bevarede protokoller kan man se, at hendes eksamensresultater uden undtagelse var i top, og hun afsluttede som 24-årig sin teologiske embedseksamen med laudabilis, systemets højeste karakter, som hovedkarakter. Hun opgav dog at bruge sin uddannelse professionelt, forsvandt fra den akademiske verden og endte i stedet som ugift gårdejer i Ledøje.

Argumentationen imod kvinders adgang til akademisk uddannelse var påfaldende nok ikke egentlig teologisk. Men den var i fuld overensstemmelse med et bredt befolkningsflertals skepsis i forhold til kvinders kapacitet for akademisk arbejde – en opfattelse, der fandt støtte i både datidens lægevidenskab og den statslige ansættelsespolitik.

Det er derfor ikke særlig underligt, at de mandlige teologiske professorer indtil 1904 havde en begrænset tillid til kvinders akademiske potentiale og deres efterfølgende jobmuligheder. Men det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at Rigmor Larsen i netop denne historiske sammenhæng trodsede alle fordomme – og beviste, at kvinderne havde evnerne, hvis bare de fik muligheden – da hun den 26. juni 1916 med glans bestod den teologiske embedseksamen.

Tine Reeh er professor (mso) og dr.theol. Hun bor i Californien, USA

Sådan så det ud, da Rigmor Larsen sad ved eksamensbordet i 1916. Foto: Københavns Universitet