Prøv avisen
Kronik

100-året for en stor teolog og livsfilosof

Jakob Knudsen (1858-1917). Foto: Polfoto

Det er i dag præcis 100 år, siden præsten, forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen døde. Vurderingen af Jakob Knudsens forfatterskab har skiftet fra tid til anden, men filosoffen K.E. Løgstrup kaldte ham for ”en af de betydeligste teologer, vi har haft”

Jakob Knudsen har et stort skønlitterært og essayistisk forfatterskab bag sig med romaner som blandt andre ”Den gamle Præst”, ”Sind”, dobbeltromanerne ”Gjæring – Afklaring” og ”Angst Mod – Martin Luther”, af hvilke den sidste i dag, den 21. januar, genudgives på forlaget Hovedland med forord af Viggo Mortensen. Hertil kommer, og det er måske det allerfineste og vigtigste i hans samlede værk, de to artikelsamlinger ”Livsfilosofi” og ”Kristelige Foredrag” foruden en samling posthumt udgivne artikler, afhandlinger og erindringer med titlen ”Idé og Erindring”.

Vurderingen af Jakob Knudsens forfatterskab har skiftet stærkt fra tid til anden og fra kreds til kreds.

I den akademiske salon var Knudsen i mange år lagt på is, ikke mindst på grund af Villy Sørensens kritiske artikel ”Det forgudede traume” fra 1959 – året efter, at man havde fejret 100-året for Jakob Knudsens fødsel. I mange præstegårde og folkelige kredse beskæftigede man sig dog fortsat med ham.

Martin A. Hansen bemærker i sin dagbog den 21. januar 1944: ”Læser i disse dage Jakob Knudsen: Livsfilosofi. Hvor er han stærk, god, uforsonlig, stor.”

Om de tanker af livsfilosofisk art, som kommer til orde i Knudsens romaner, og som fremstilles i hans essaysamlinger, har K.E. Løgstrup sagt: ”Tankekraft, originalitet og billeddannende evne gør dem til inciterende læsning.” Og Løgstrup føjede til: ”Efter mit skøn er Jakob Knudsen en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark.”

Mest kendt i dag er Jakob Knudsen uden sammenligning for sin morgensalme ”Se, nu stiger solen af havets skød”, som hører til en af de mest sungne salmer i den danske folkekirke, ja, måske er det den mest sungne salme ved begravelser og bisættelser i dag.

Om morgensalmen udtalte den tidligere formand for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregård-Nielsen engang: ”Hvor mange af livets sværeste stunder har den salmes vælde og fortrøstning ikke hjulpet en igennem.”

Morgensalmen er jo tydeligvis præget af stor livsglæde og livslyst, samtidig med at den lige så tydeligt kender til angsten for mørket og for døden.

Salmen lader ingen i tvivl om, at både livsglæden og livslysten, der taler så stærkt ud af den, bestemt ikke er nogen selvfølge, og slet ikke nogen let sag. Salmen mere end røber, at et menneskes tilværelse er en daglig kamp – en kamp imod det, der sammenfattes i ordene ”mørkhed” og ”sjælevé”, altså imod alt det, som gør ondt, og som truer os og anfægter vores livsmod. Ja, det er faktisk Jakob Knudsens mening, og det var hans egen personlige erfaring, at det elementære livsmod må et menneske have givet andetsteds fra. Det har det ikke i sig selv, og det får det heller ikke fra den natur, vi lever i.

Lige så optaget af og indtaget i naturen, som forfatteren var livet igennem, lige så klar var han over, at mennesket ikke kun er natur. Derfor er der i naturen ingen hjælp at hente, der kan råde bod på menneskets dybeste nød. Her må der noget andet til. Og om dette andet handler morgensalmen da også, og det i en grad, så den er langt mere end et stykke dansk naturlyrik. Den er ret beset en af de mest grundkristne salmer, vi har.

Og det hænger sammen med, at det ikke er naturstemningen, der bærer salmen og digterens og dermed også den syngendes livsmod og glæde over livet. Nej, det er noget andet, der ligger bag, når digteren kan begynde den nye dag med at takke Gud, at ”morgnen mig end er sød,/ at mig dagen fryder, trods synd og død”.

Hvad det er, der muliggør en sådan trodsig livsglæde, det kommer han selv ind på i et af versene, hvor han nævner det, som besejrer mismodet og mørket i hans eget sind, så han får lyst og mod til at give sig i lag med en ny dag. Han gør den erfaring hver morgen, at ”al mørkhed svinder og sjælevé,/ blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!”. Ske din vilje!

Det er vist indlysende, hvad det er, digteren her hentyder til. Det er det enkle og enfoldige forhold, at han selv begynder den nye dag med at bede Fadervor, Jesu egen bøn, som i dåben også er blevet den døbtes bøn.

Når et menneske med den bøn – og det vil jo sige i Jesu navn og på hans ord – lægger sit liv i Guds hånd med et ”Ske din vilje!”, da bydes mørkets og angstens knugende kræfter trods, og et menneske modtager Guds fred og dermed modet til at leve i dag. For i Fadervor hører vi, at vi ikke er overladt til os selv i denne tilværelse, men at der er taget hånd om os af en, som véd, hvad vi trænger allermest til ”i dag”.

Deraf kommer modet og kræfterne til at leve og handle i dag, og roen til – trods alt – at fryde sig over livet, vi lever, og over den natur, som vi ikke er identiske med, men som skabninger er sat midt i.

”Man skal hvile i Gud for at have hænderne fri til at arbejde med verden,” sagde Jakob Knudsen engang i et foredrag. Og på sin vis er det lige det, hans morgensalme handler om. For ret at elske livet ”trods synd og død”, for ret at turde favne den nye dag og give sig hen til den som til et elsket menneske, da skal man ”hvile i Gud”.

Som det fremgår af morgensalmen, forstår Knudsen dette ”at hvile i Gud” helt konkret som det at hvile i sin dåbs tro og levende håb til Gud – hvile i den tro, at ”livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn”, og leve i det håb til ham, at hans stærke skaberhånd vil rive os ud af dødens garn og give os liv på ny, når dødens skygger engang endegyldigt jages på flugt, og lyset står stille, nu ikke på verdens, men på livets kyst.

Apropos forholdet mellem menneske og natur, som er et centralt tema hos Jakob Knudsen: I en af sine ”Jyder”-fortællinger bringer han et lille erindringsglimt, fra engang han hvilede sig i et skovbryn – et glimt, som på én gang fint understreger hans præcise og indlevede naturiagttagelse og hans usvigelige kristne realisme, der forhindrer ham i umiddelbart at identificere sig med naturens liv. Knudsen fortæller:

”Dér kommer en tavs solsort, glider flagrende, hovedkulds ned mellem grenene og står så på den visne, lysebrune bladbund under træerne. Nu tager den et par langstrakte, glidende, museagtige hop.

Hvor jeg elsker dig, solsort! Den verden, du kommer fra, den verden, der bliver omkring dig, når du viser dig. Denne tilværelsens hemmelige lykke! Du ejer den på din måde. Du er født i den. Du kommer inde fra den. Jeg skal vejen om ad nådens Gud og døden for at nå derhen virkeligt. Hils ham fra mig, solsort, hils ham, Skaberen! Jeg skal nok nå det – fuldvågent, virkeligt.”

Denne kronik tager afsæt i en ny bog, som jeg har skrevet om ”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig. Gud og menneske i Jakob Knudsens tænkning”. Bogen udkommer i foråret på Forlaget Hovedland i anledning af 100-året for Jakob Knudsens død.

Knud Nyboe Rasmussen er tidligere sognepræst