Prøv avisen
Kronik

Højskoleforstander: 100-året for Genforeningen kan ende i ahistorisk kritik

Foto: Presse og Ritzau Scanpix

Thue Kjærhus, højskoleforstander, Rønshoved Højskole

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den sønderjyske frihedskamp var en hyldest af det nationale, men i dag ses det nationale som noget negativt. Vi der er rundet af den sønderjyske kultur er bekymrede for, at markeringen af Genforeningen bliver en ideologisk kritik, skriver højskoleforstander

100-året for genforeningen nærmer sig. Markeringen er på mange måder i modstrid med senmodernitetens hyldest til det globale, det europæiske og internationale. Det nationale ses som konfliktskabende, en usamtidig figur, som for længst er passé i det moderne. En antihumanistisk og utidssvarende tilgang til verden. Noget, som hører til verden af i går. Denne kritik har i al dens lethed grebet en stor del af den moderne europæiske offentlighed, særligt blandt EU-eliten og hos tyskerne.

Den europæiske fremmedfjendskhed forbindes med det nationale, særligt i Tyskland. Både EU og det nationale har imidlertid en positiv betydning i Sønderjylland. Derfor vil vi se forskelligt på markeringen af Genforeningen i 2020 i Danmark, Tyskland og Sønderjylland.

Det senmoderne urbane menneske betragter således det nationale med modvilje. Det kom blandt andet til udtryk i Ole Bornedals film ”1864”.

Vi, der er rundet af den sønderjyske kultur, er derfor bekymrede for, at markeringen af Genforeningen i 2020 vil blive præget af en ahistorisk ideologisk kritik af det nationale. Det paradoksale ved den nationale tradition i Sønderjylland er, at det nationale eksisterer parallelt med et stærkt europæisk udsyn. Sønderjyderne har traditionelt altid talt flere sprog og haft fokus på tysk og europæisk kulturliv. Sønderjyderne har derfor særligt i det 18. og 19. århundrede betragtet kongeriget som provinsielt.

I Sønderjylland har erfaringerne med det multinationale og det nationalistiske formet vores tilgang til historien og tilværelsen. Hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland indbefatter Nord-og Sydslesvig) var multinationalt i århundreder. For sønderjyderne betød det multinationale hertugdømme, at den stærkeste kultur undertrykte den svage. Tysk kultur og sprog blev dominerende. Overklassen adopterede tysk kultur og udgrænsede flertallets sprog, som var dansk.

Årsagerne til Første Verdenskrig så mine bedsteforældres generation (1890’er-slægtsleddet) primært som betinget af det multinationale dobbeltmonarki Østrig-Ungarn. I dobbeltmonarkiet havde tysk kultur undertrykt de andre kulturer i århundreder.

Det affødte en ekstrem radikalisering af de nationale mindretal i Østrig-Ungarn. Sønderjydernes reservation til det multinationale er dels betinget af erfaringerne med det multinationale hertugdømme Slesvig (Sønderjylland), dels af tiden op til 1914, hvor de tre multinationale statsdannelser Østrig-Ungarn, det osmanniske imperium og det zaristiske Rusland destabiliserede Europa.

Tyskerne ser en lige linje fra den wilhelminske kejserdømme (1871-1918) til nazismen. De tolker nazismen som et produkt af vildfaren nationalisme. Det wilhelminske Tyskland var konfliktskabende og aggressivt. Det indlemmede Alsace-Lorraine og Sønderjylland i Preussen og senere i kejserriget. I øst var polakkerne allerede blevet indlemmet i Preussen i det 18. århundrede. Det tyske kejserdømme undertvang sig således andre nationaliteter og kulturer.

Den sønderjyske frihedskamp fra 1830’erne handlede primært om at skabe demarkationslinjer til tysk kultur. Sønderjyderne ville hellere tilhøre en lille homogen nation end en stor multinational helstat. Vore slægter var splittet mellem dansk og tysk. Konflikten førte til borgerkrigen 1848-1850 (Treårskrigen).

Dansk-sønderjyderne ville tilsluttes kongeriget og forlade hertugdømmet. Derfor var det vigtigt for dansk-sønderjyderne at få den multinationale helstat ophævet. Tyskland blev samlet af Preussen i 1871. Herefter blev tysk nationalisme markant. De befolkede bevidst Sønderjylland med tyskere fra kejserriget. Det var i virkeligheden et tvangsregimente, som forsøgte at påtvinge sønderjyderne tysk kultur.

Den tyske nationalistiske chauvinisme var ikke forbeholdt småborgerskabet og de nederste samfundsklasser, som det ofte er tilfældet med nationale bevægelser. Nej, den var især udbredt blandt akademikere og det øvre samfundslag.

Tyskland havde haft succes på alle parametre i perioden fra kejserrigets grundlæggelse i 1871 til Første Verdenskrigs udbrud i august 1914. Industrielt overgik kejserriget den gamle industrination Storbritannien i begyndelsen af det 20. århundrede.

Uddannelsesmæssigt var de tyske uddannelsesinstitutioner som fagskoler, gymnasier og universiteter noget, andre europæiske nationer efterstræbte. Et ideal. Universiteterne i kejserriget var de bedste i verden. Der herskede en vitalitet i Tyskland op til udbruddet af Første Verdenskrig, der fyldte borgerskabet med stolthed. Tyskland var en succes.Det var i den atmosfære, at Sønderjylland skulle føre sin frihedskamp. En kamp for retten til danskheden.

Perspektivet var derfor alt andet end lyst for sønderjydernes frihedskamp. En frihedskamp, der var funderet på princippet om folkenes selvbestemmelse. Sønderjyderne ønskede en folkeafstemning i landsdelen, hvor befolkningen skulle tage stilling til, om den ville være dansk eller tysk. Sønderjyderne afstå således den historiske ret til landsdelen.

Ee andena afgørende tankefigur, vi skal have in mente, hvis vi vil forstå markeringen af Genforeningen i 2020, er forskellen mellem det nationale (folkelige) og det nationalistiske. Det nationale udspringer af borgernes personlige sindelag og myndighed. At være dansk eller tysk er noget, det enkelte menneske bestemmer suverænt.

Hverken Danmark eller Tyskland kan derfor gøre krav på Sønderjylland af historiske grunde. Det var alene befolkningen i landsdelen, der skulle afgøre landsdelens nationale skæbne.

Det nationale i en sønderjysk optik peger på, at det ikke er bedre at være dansk end tysk. Den nationalistiske tilgang insisterer på den historiske ret. Eller magtens ret. Det nationalistiske projekt er ofte spændt for statens interesser. Lidt forenklet kan den nationalistiske ideologi formuleres sådan: Det er bedre at være dansk end tysk.

Kejser Wilhelm II’s (1859-1941) bror, prins Heinrich (1862-1929), holdt i 1911 i Sønderborg en af de mest berygtede taler under fremmedherredømmet (1864-1920). Han proklamerede, ”at hvad den tyske ørn én gang havde slået sin klo i, det slap den aldrig nogensinde igen”. Alligevel blev danskheden styrket mod alle odds i Sønderjylland mellem 1870’erne og op til det sidste valg i Tyskland før verdenskrigen i 1912.

Sønderjydernes frihedskamp var først og fremmest baseret på at organisere. Danske foreninger skød op overalt. Danske vandrelærere gik fra gård til gård og underviste børnene. Alle højrøstede nationale proklamationer blev nedtonet. Man handlede pragmatisk og langsigtet.

Den sønderjyske frihedskamp minder om arbejderbevægelsens kamp i Danmark. Organisering, organisering og atter organisering. Demokratiet og håbet blev udlevet i foreningerne. Befolkningen blev trænet i at være pragmatisk. Foreningerne var den anden statsmagt. Helten i den sønderjyske frihedskamp var derfor ikke en karismatisk person, men en hårdtarbejdende organisator: H.P. Hanssen (1862-1936).

Den anden hovedperson i den sønderjyske frihedskamp 1864-1920 er Jens Jessen (1854-1906). Jens Jessen var redaktør for Flensborg Avis. En avis, som blev en af de største danske aviser, også i kongeriget. Jessen er givetvis den journalist, som i samtiden skrev det smukkeste og skarpeste dansk. Han overgår Viggo Hørup i stil og betydning. Han var samtidig politiker som Hørup. Medlem af det tyske parlament. Jessen døde i en alder af 52 år, nedslidt af de mange fængselsophold på grund af hans artikler.

Det nationale udspringer af borgernes personlige sindelag og myndighed. At være dansk eller tysk er noget, det enkelte menneske bestemmer suverænt.

Thue Kjærhus, højskoleforstander på Rønshoved Højskole