Prøv avisen
Kronik

1000 år gammelt kvad er et klogt korrektiv til vor tid

Foto: Søren Staal

Erik Skyum-Nielsen, Lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

”Beowulfkvadet” fra omkring år 1000 tilhører på én gang trosskiftets overgangsepoke og den glorværdigt heroiske fortid. Ved læsning af ny dansk oversættelse kan kvadet sige noget om vor tid, hvor vi stort set har mistet sansen for ædelmod og ære

Hvor var det dog en fryd her for nylig (i Studenterkredsen i København) at kunne stå og læse op af et ædelt oldengelsk kvad, lydefrit omsat til velklingende, rungende dansk. Læserne opfordres til at gøre det samme, dersom den følgende indføring frister dem. Anledning til mit foredrag var to interessante bøger, som er kommet til verden ved en heltemodig indsats af litteraten Keld Zeruneith. Det var ham, der i sin tid skrev hele tre suveræne digtermonografier: først om Emil Aarestrup, så Johannes Ewald og Sophus Claussen. Desuden er han manden bag bogen ”Træhesten”, det store værk om oldgræsk litteratur fra Homer til Sokrates og Platon.

Zeruneith har også interesseret sig for de islandske slægtssagaer, og det var herfra, han blev ført videre til den oldengelske litteratur, som han har beskrevet i afhandlingen ”De sidste tider”, som har hele to undertitler: ”Hedenskab heroisme kristendom” og ”En angelsaksisk overgangshistorie”. Da han havde udgivet den, følte han sig tilstrækkelig meget inde i tingene til at give sig i kast med at fordanske ”Bjovulfkvadet”. ”Beowulf” er nedskrevet i årene lige efter år 1000 e.Kr. og stammer således fra vikingetiden, men menes at gå tilbage til en langt ældre mundtlig tradition. Sangene tilhører på én gang trosskiftets overgangsepoke og den glorværdigt heroiske fortid. De er, som Zeruneith har udtrykt det, ”spændt ud” mellem krigerhal og kirke, mellem heltedyrkelse og frelseshåb.

Kompositorisk har vi at gøre med en toleddet struktur, tilrettelagt, så vi hører om titelfigurens liv både som ung helt og som gammel konge. Den konkrete handling spænder sammenlagt kun over cirka 14 dage, de 10 dage i hans tidlige ungdom, hvor han opholder sig hos kong Roar i Lejre og nedkæmper et uhyre, Grendel, og dettes mindst lige så monsteragtige mor, og senere de få dage mod slutningen af hans liv, hvor han som hersker synger på allersidste vers hjemme i gøternes land, Sverige. Han er da tynget af alder og svaghed, men drager ud til kamp mod en drage. Og dør.

Til gengæld vil hans ry leve til evig tid, i hvert fald hvis det står til sangeren: ”Således græd gøterfolket, hans hjertefæller, over deres høvdings død. De sagde, at han blandt alle verdens konger var den mildeste mand, den elskværdigste og venligste mod sit folk, den ivrigste efter ry.” Den afsluttende lovprisning kan, karakteristisk nok, forstås på to vidt forskellige måder. Enten som ”besat af stræben efter ydre ære” eller mere ydmygt som ”ærgerrig efter at værne til gavn for sit folk og herigennem måske gøre dem til ejegode mennesker”. Førstnævnte tolkning tilhører tekstens overflade og lægger ved overdrivelse op til sit eget dementi. Anden læsning antyder det underliggende kristne perspektiv.

Skønt digtet skildrer en ægte hedensk hero, er det såvel i udtryksform som i menneskeforståelse kraftigt præget af kristne elementer. Med andre ord et vidnesbyrd blandt mange om, hvordan den gamle tro så at sige ”overvintrede” i den nye religion. Erindringen om de hedenske guder blev trods trosskiftet bevaret, og troen på Odin & co. blev på utallige måder søgt tilpasset og integreret i den rundtom tiltagende dyrkelse af Frelseren og Jomfru Maria. Tænk i den forbindelse bare på kristendommens tale om Vorherre som ”konge” og ”hærfører”, på englenes sværme omtalt som vingede ”hærskarer” og på snakken om Satan som ærkefjende. Eller tænk på nordiske krucifikser med Frelseren som en stovt, sejrende helt. Helt på samme facon læser international forskning Beowulf i dag som en Kristusfigur med selvhævdende heroiske karaktertræk.

Datidens sangeres længsel rettede sig både fremad mod et himmelsk efterliv og bagud mod fortidens heroiske glans med de ædelmodige høvdinge. For periodens mennesker var ekstremt optaget af ”de sidste tider” og fælles om en oplevelse af at befinde sig ved selveste tidens ende. Blot kunne den følelse fortolkes forskelligt. Enten som en higen mod det himmelske hjem eller som en nostalgisk søgen efter en tabt jordisk storhedstid.

I denne mellemposition blev kristendommen hedenskabet overlegen, fordi den kunne tilbyde gennemlyste billeder af det evige liv med en fortælling om død, dom og frelse, hvorimod den hedenske tro kun kunne stå fast på den lidt fade forestilling om, at livet efter døden omtrent lignede, hvad man som kriger var vant til: noget med at sove, spise, drikke, slås en lille smule og derefter spise og drikke og snorke rusen ud.

Men lad os forsøge at nærme os selve kvadet via dets verdensbillede og dets æstetiske form. ”Beowulf” deler verden i to: en realverden og en eventyrverden. Menneskenes rum grænser umiddelbart op til uhyrernes. Der er kun kort fra dagligdagen til myten, og den menneskelige eksistens forstås som fundamentalt udsat, truet, og eksponeret for det andet.

På dette sted i præsentationen må det vist være passende med et barmhjertigt eksempel. Det vælger jeg fra kong Roars formaningstale til Beowulf, hvori denne opfordres til fremfor alt at være et ædelt menneske og tage sig i agt for hovmod. Lejrekongen siger: ”Det er et under at fortælle, hvordan Gud i sin uendelige visdom har givet menneskene tankekraft, hjemland og et ophøjet sindelag. Han råder over alle ting. Sommetider tillader Han i sin kærlighed en mand af højbåren slægt at følge sine tankers lyst. Han giver ham jordisk glæde i sit hjemland, en borg fuld af krigere at herske over, verdensdele underlægges hans virke, et vidtstrakt kongedømme, så han tankeløs ikke kan tro, at dette får ende. Han lever i overflod, hverken sygdom eller alderdom vækker overhovedet hans bekymring, ligesom hans sind ikke formørkes af noget ondt, intet fjendskab kalder noget steds på voldshad. Hele verden ligger for hans fod. Han kan ikke forestille sig det værst tænkelige, indtil et stort hovmod vokser og blomstrer i ham; vogteren, sjælens hyrde, sover; bundet af bekymring bliver denne søvn for dyb, og dræberen træder nær og skyder ondsindet pilen fra sin bue. (…) Vogt dig, Beowulf, du bedste af mænd, for et så ødelæggende onde, vælg en bedre parts evige belønning og bliv ikke besat af hovmod, du strålende kriger. Nu vil der i et stykke tid gå ry af din kraft, eller det vil ske i flammers favn eller i bølgers sug eller ved et flyvende spyd eller frygtelig ælde, eller øjnenes glans mindskes og tåger til, ja, snart vil døden, ædle kriger, overmande dig.”

Digterisk er dette formidabelt. Men mentalitetshistorisk set bliver det også interessant i kraft af sin sammenfletning af heroismens diskurs og selvdisciplinens mere ydmyge ordvalg. Som generel kerneforestilling står værdien af heltemod og styrke. Men kvadet betoner desuden betydningen af troskab, tillid, venskab, gavmildhed og storsind.

Man mærker overalt vikingetidens indre spænding, at de hedenske helte, stormændene fra 500-tallet, omkring år 1000 skal beskrives og tolkes af fromme kristne og hyppigt får lov at tale som kristne, når de hylder alle tings hersker, ”alle gerningers dommer”. Et menneske kan ikke ændre Guds bestemmelse, for Herrens afgørelser råder over alles handlinger, men hvad vi selv trods alt kan gøre, er at opføre os værdigt.

Har kongens belæring også noget at sige vor egen tid, hvor vi stort set har mistet sansen for ædelmod og ære? ”Sjælen forlod hans bryst i søgen efter de retfærdiges stråleglans,” hedder det om helten. Sådan taler og skriver vi ikke længere. Men i dette værk forekommer ordene helt på deres plads. For derved får vi lov at møde mennesker fra en svunden tid i øjenhøjde, og så tæt på, at deres anderledes tilværelsesforståelse kommer til at danne muligt modbillede til den tankegang, vi selv kender og praktiserer.