På DR K kan man i disse uger følge en serie om kristendommens indflydelse i Danmark, hvilket er aktuelt, al den stund politikere diskuterer, hvorvidt Danmark er et kristent land. Cecilie Nielsen, som er vært på samtlige programmer, har udtalt, at ”det har været en øjenåbner at se, hvor fremtrædende kristendommen faktisk har været, og hvordan den virkelig har sat sit præg på samfundet, på love, symboler, traditioner og på vores måde at tro på. Det kan godt være, at mange ikke selv rigtig tror på noget, men vores lands historie er fuldstændig gennemsyret af kristendommen”.
Når man har set de to første programmer – dels om overgangen fra hedenskab til kristendom omkring år 1000, dels om det store kirkebyggeri i den tidlige middelalder – undres man over, hvor ringe henvisning, der er til den interesserede seer, der ønsker at vide mere om disse afgørende epoker i landets historie. Især savnede jeg, at der i disse to første udsendelser blev refereret til at af de historiske og litterære værker, der for alvor har behandlet kristendommens første århundreder i Danmark, nemlig Martin A. Hansens banebrydende værk fra 1952 ”Orm og Tyr”.
Ærgerligt er det, at ”Orm og Tyr” i den grad stadig er underkendt, da bogen om nogen markerer, at trosskiftet omkring år 1000 ikke nødvendigvis betyder brud, men at meget fra det, vi kalder vikingetiden, føres med over i den kultur, som den spirende kristendom herhjemme præger. Jeg tænker her især på det gamle nordiske retssyn, som i lange epoker efter kristningen i Danmark prægede samfundet. Altså får vi i Danmark ikke blot indført kristendommen, men det bliver en særlig dansk kristendom, præget som den er af tiden, der gik forud.
Da ”Orm og Tyr” udkom, var videnskabeligheden på samme måde underlig tavs. Man vidste ikke rigtig, hvordan man skulle betragte værket. Var det en videnskabelig bog? Var det en stor fortælling? Begge dele faktisk, og det er i dette krydsfelt mellem historisk videnskabelighed og historisk fortælling, at værket udfolder sig. I de første udkast til bogen forsøger Martin A. Hansen ganske vist at fastholde en videnskabelig linje, hvilket dog synes noget forkrampet, og efter gentagne opfordringer fra vennen og udgiveren Ole Wivel bryder Martin A. Hansen da værket op og giver endnu mere plads til det fortællende stof, og det er netop i fortællingen, at værket står stærkest.
En af de litterater og kritikere, der var samtidig med Martin A. Hansen, Sven Møller Kristensen, fattede – om end han på andre punkter var dybt uenig med forfatteren – dybden i værket. Således skriver han i ”Dansk Litteratur 1918-52” følgende:
”I ’Orm og Tyr’ søger Martin A. Hansen med digterens fantasi og med stor arkæologisk og kulturhistorisk viden at drage en linje fra oldtidens dødekult over hedenskabets undergang til befrielsen ved den kristne opstandelseslære, den tidlige middelalders harmoniske folkekristendom, som har sit monument i de romanske kirkes kunst, og som efter hans mening har været roden i dansk almuesyn. Fagmænd må dømme om sandsynligheden af hans hypoteser, men kun få digtere har som han formået at gøre fortiden levende, at fremmane mennesker bag de døde genstande, bag en sten, et rids, et par runer.”
Det er rigtigt set og læst af Sven Møller Kristensen, og vigtigt er det, at han her fremhæver ”den kristne opstandelseslære” og sammenholder den med den ”harmoniske folkekristendom”. For det er netop, hvad der er på spil for Martin A. Hansen, og derfor bliver værket tillige et personligt vidnesbyrd implementeret i det stort anlagte fortællerstof.
Når man læser første del af ”Orm og Tyr”, hvor Martin A. Hansen gør nærmere rede for dødekulten omkring bygningen af jættestuer og dysser, og samtidig ved, hvad der i de første år efter befrielsen herhjemme, hvor værket tog sin endelige begyndelse, er på spil for forfatteren, slår det en, i hvor høj grad beskæftigelsen med døden tillige er et alvorligt personligt anliggende for Martin A. Hansen. Han når i sin analyse frem til, at dér, hvor dødekulten viger og bliver slap, slipper genfærdet løs. Den døde går så at sige igen, og genfærdstanken er et ganske uhyggeligt element i ”Orm og Tyr”, som det personligt er for forfatteren.
Derom kan vi læse i et brev til Bente og Axel Heltoft skrevet den 1. og 2. november 1950. Anledningen er tidsskriftet Folk og Frihed, der udkom illegalt under Besættelsen, og hvor Martin A. Hansen i artiklen ”Dialog om Drab og Ansvar” har forsvaret stikkerlikvideringer. Om dette skriver Martin A. Hansen i brevet, at ”det er lige stærkt og nærværende og frygteligt for mig at man har Ansvar for nogle af dem der er stumme i Gravene, at de vil banke på ens Dør den Dag man opgiver, inden man har gjort hvad man kunde”.
Genfærdstanken, som Martin A. Hansen redegør for i den historiske gennemgang af vikingetidens undergang, er tydeligt nok et personligt anliggende for Martin A. Hansen, som han kæmper med i de år, hvor ”Orm og Tyr” bliver til. Og utvivlsomt er det også et personligt anliggende, når Martin A. Hansen beskriver, hvad der bliver et trosanliggende for de første nordboere, der tager kristendommen til sig.
”Menigmand vælger den kristendom, som ingen sjæletro ejer, ikke kender nogen særlig sjæl, aand eller bevidsthed, som løsrives fra kroppen i døden, men kun kender mennesket, en kristendom, som intet dødsrige ejer, altsaa intet sjælenes efterliv og derfor heller ikke noget sjælenes forliv kender (...). Saaledes er den menneskelige aand blevet befriet for en frygtelig opgave, der også rettelig er en guddommelig og ikke en menneskelig opgave, og som da ogsaa i sin uoverkommelighed tvang folk ind i en sygelig grublen, der var som kræft for aanden, nemlig den opgave at skabe en dødeskæbne. I sin opstandelsestro lægger nu den folkelige kristendom denne opgave fra sig, medens den officielle kristenlære forvilder sig stadig dybere ind i sjæletroens dæmoni.”
Når vi læser dele af det fiktive forfatterskab, der udkom samtidig med, at Martin A. Hansen i notater formulerer disse foreløbige tanker – jeg tænker her især på novellerne i ”Agerhønen” (1947) – aner vi, i hvor høj grad Martin A. Hansen har taget denne ”folkelige kristendom” til sig som en personlig tro og overbevisning og er hermed selv blevet befriet fra den opgave at komme til rette med den dødeskæbne, som tankerne om de døde under Besættelsen har ført ham ind i.
”Orm og Tyr” er dermed ikke kun et religionshistorisk værk. I bogen er der tillige ansatser til en folkelig teologi, der i forfatterens opgør med den officielle kristendom og kirken som institution får sit helt særegne evangeliske udtryk. Med sit store kendskab til og viden om religionshistorie er Martin A. Hansen helt på det rene med, at ikke kun kristendommen i sin grundfortælling bærer myten om guden, der iklæder sig menneskeskikkelse. Men han trækker nu en dyb kristologisk og livgivende tanke ud af kristendommen, som gør den aldeles unik. ”Guder har besøgt mennesker før, levet hos dem, de er døde, de er staaet op før. Nu valgte Gud ikke blot for en stund menneskeskikkelsen, men menneskeskæbnen. For gudernes evige gentagelse valgte Gud nu selv at eje menneskæbnens ulykkelige: én eneste gang.”
Denne iagttagelse lader Martin A. Hansen i dele af fiktionen få sit eget liv. At det er i livet mellem mennesker, så forgængeligt det er, at evangeliet udfolder sig. Det er her i dette ”Nu”, at Kristus er levende til stede. Læst og forstået sådan bliver ”Orm og Tyr” en storstilet fortælling om den kristendom, der nu i et årtusind har præget og formet vores kultur. På og af den grund skal den læses og forstås.
Ole Juul er skribent, foredragsholder og formand for Landsforeningen Martin A. Hansen