Prøv avisen
Kronik

Professor: 1968 ville det så godt, men nu er det bare skidt

Engagementet, viljen til ændring, troen på det bedre er blevet en by i det yderste Sibirien. Vel er der et par punkter, hvor der er grund til at glæde sig over ungdomsoprørernes indsats, men i den mest væsentlige henseende gik det galt, skriver professor Jørn Henrik Petersen. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Jørn Henrik Petersen, professor, dr.phil. og lic.oecon.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag, 50 år efter 1968, er det en ren bedrøvelighed at gøre sin entre i et auditorium. Her sidder de ligeglade og sløve og glor på deres iPhone. Dialog skal sparkes i gang, og det væsentligste spørgsmål er, om dette eller hint er eksamensrelevant, skriver professor

1960’erne var engagementets tiår. De store fødselsårgange vendte sig mod de normer, der prægede forældregenerationerne, som var vokset op i en krisetid med depression, mangel, usikkerhed, afsavn og verdenskrig. Det var tiåret, da kvinderne begyndte deres indtogsmarch på arbejdsmarkedet. Væksten buldrede i en højkonjunktur. Arbejdsløsheden var i bund. Velfærdsstaten havde i den grad sin storhedstid, men det var samtidig en koldkrigsperiode. Atomtruslen lå over verden, Berlinmuren blev bygget i 1961, Cubakrisen prægede 1962, Vietnamkrigen var varm, og i 1968 smadrede Sovjetmagten ”socialismen med et menneskeligt ansigt” i Prag.

Mangelgenerationen havde skabt et mere trygt Danmark, hvor ingen for alvor led nød. Det var den stolt af – og forventede vel også en vis taknemlighed fra dem, der fulgte efter. Det var de bare ikke indstillet på. For dem var mangelsamfundet historie. De havde redet på en velstandsbølge, og mange af dem havde – som de første i deres familier – kastet sig ud i en videregående uddannelse. Velstand var en selvfølge. Derfor blev opmærksomheden rettet mod andre ting.

I 1960 fandt den første protestmarch mod atomvåben sted i Danmark. Den lagde kimen til folkelige protestbevægelser, der blev rødder under ungdomsoprøret. Hertil kom andre – internationale – kilder, der virkede på unge i hele den vestlige verden.

Det var protestånden fra USA. Borgerretsforkæmperne rettede blikket mod de sorte amerikaneres undertrykkelse og blev som protestbevægelse en inspiration for mange. Vietnamkrigen udløste vrede over store dele af kloden. Gennem tv trådte krigens meningsløse brutalitet de privilegerede nær. Nu så de skrigende børn forbrændt af napalm og forladt af menneskelig og politisk fornuft. Ængstelsen for den atomare trussel og frygten for atomenergien drejede opmærksomheden mod miljøet. Miljø, økologi og bæredygtighed blev omdrejningspunkt for en del af tidens engagement. Det var en del af en mere generel skepsis over for vækst som overordnet samfundsmål. Vækst blev set som ensbetydende med forurening, ressource- rovdrift og fødevareforringelse.

Så var der kvindekampen. Kvinderne drog – af mange årsager – ud på arbejdsmarkedet. Husmoderrollen fik en mere tilbagetrukket rolle. Ligestilling, frigørelse, fri abort, medbestemmelse, en ny rolle i familien var centrale krav.

Ofte fokuseres der, når talen er om 1968, på studenteroprøret, og ofte rettes opmærksomheden mod Paris, men faktisk var udgangspunktet på Berkeley, USA i 1964 – en udløber af den generelle amerikanske protestånd og Vietnamkrigen. Der skulle gå fire år, før det gav genlyd først på Sorbonne og siden ud over Europa. Velstandsudviklingen havde skabt den begyndende udvikling mod et masseuniversitet, hvor mange oplevede, at de var uden indflydelse på både administration og faglige forhold. Det kaldte på et engagement, der for en dels vedkommende også ytrede sig i en vis politisk radikalisering og en skepsis over for den fremherskende videnskabsteoretiske position, den såkaldte positivisme. Fagkritikken blomstrede, og fagkritiske studerende udarbejdede i samspil med en række fagforeninger for eksempel ”maler-, murer- og slagterirapporterne”. Heri lå også en systemkritik rettet mod kapitalismen, og mange studerende var optaget af marxismen som en alternativ indfaldsvinkel til forståelse af samfundet. Der er ikke tvivl om, at dele af 1968-tænkningen har overlevet. Kvindefrigørelse og ligestilling har været i hastig udvikling. Vel er der endnu en vej at tilbagelægge, før den er fuldt realiseret, men det er en ændring, der er på march og ikke lader sig standse. 2018-kvinderne har meget at takke deres 1968-medsøstre for.

Om end skepsis over for den økonomiske vækst ikke indtager samme plads i dag som i 1968, lever den stadig. Og ikke mindst har omsorgen for miljøet vundet frem i en grad, så man næsten kan tale om miljøansvarligheden som dagens religion. Næppe helt i samme grad, men dog alligevel, spiller også bevidstheden om arbejdsmiljøets betydning aktuelt en stor rolle. Det, der derimod er gået fløjten, er engagementet og troen på, at forholdene kan ændres til det bedre. Det var det, der prægede de fleste 68’ere, og så glemmer vi dem, der brugte tiden til almindelig selvrealisering og selvpromotion, og dem, hvis engagement slog over i aggression og destruktion.

Selv blev jeg ansat og påbegyndte min undervisning på Aarhus Universitet i august 1968. Endnu husker jeg den morgen, hvor jeg på vej til mit ydmyge tagkontor så nu afdøde professor Jørgen Gelting kravle rundt i trappeskakten for at nedtage ”upassende plakater”. Vi unge undervisere havde sympati for flere af de studerendes grundlæggende krav. Når man har deltaget i et lærermøde, hvor et eller andet – jeg husker ikke hvad – var blevet vedtaget, for så på næste møde at skulle medvirke til at ændre beslutningen, fordi professor Gad ikke støttede den første vedtagelse, ja, så kan man godt se en vis pointe i begrebet medbestemmelse. Selv mødte jeg ikke megen revolte i undervisningen. Mit emne var ”centraldirigeret økonomi”, det vil sige det sovjetiske økonomiske system. Det var der mange, der ville høre om, og de magtede ikke at opponere, når det blev påvist, at det var arven fra Marx, der skabte mange af de sovjetiske problemer. Den kapitallogiske tunge- og tågetale hjalp dem ikke.

Værre blev det, da jeg kom til Odense Universitet og mødte et forsinket studenteroprør. Indimellem syntes jeg faktisk – sagt på jævnt jysk – det var træls at skulle høre på det det mere eller mindre misforståede marxistiske gods, de unge fæ kolporterede; men når det er sagt, var det også herligt. Her var et engagement, der ville noget. Her blev der sat – undertiden ubegavede, men fred være med det – spørgsmålstegn ved den konventionelle visdom. Man ville noget, og man troede på, at tingene kunne ændres – til det bedre. Det var inspirerende og skærpede både de studerendes og deres underviseres indsigt.

50 år senere er det ren bedrøvelighed at gøre sin entre i et auditorium. Her sidder de ligeglade og sløve og glor på deres iPhone. Dialog skal sparkes i gang, og det væsentligste spørgsmål er, om dette eller hint er eksamensrelevant. Væk er engagementet, væk er utopien, væk er tanken om at lave noget som helst om. Og det sker på en institution, hvor de glade 1960’er-studenters oprør er afløst af det ene statsindgreb efter det andet, så der efterhånden ikke er meget andet end betegnelsen tilfælles med det klassiske universitet.

Lad så være, at Solen er blevet formørket på universiteterne. Værre er det, at det samme gælder samfundet i bredere forstand. Ingen engagerer sig. Alle gemmer sig bag hæk og havelåge. Man ser bomberne falde i Mellemøsten, men det kalder ikke på handling. Når fremmede banker på Danmarks dør, spørger vi ikke om grundene og funderer ikke over, hvordan de kan fjernes. Vi bygger regler og mure, der skal holde dem ude. Når samfundet ændrer sit syn på mennesket, så den enkelte ikke længere har værdi i sig selv, men alene den værdi, der tilskrives af arbejdsmarkedet, bøjer vi hovedet under påberåbelse af nødvendighedens politik.

Engagementet, viljen til ændring, troen på det bedre er blevet en by i det yderste Sibirien. Vel er der et par punkter, hvor der er grund til at glæde sig over ungdomsoprørernes indsats, men i den mest væsentlige henseende gik det galt. Der er i dag samme grund til kritik af ”systemet”, men der er ingen, der gider. Held den, der oplevede engagementet, mens det var der. Det er altid skønt at kunne gå på sporet af en svunden tid.