Prøv avisen
Kronik

1968’ernes frisættelse har givet en forsømt ungdom

At der er store krav til de unge, er rigtigt nok, men alligevel skurrede samtalen i vores ører – for det er vel næppe et nyt fænomen, at et samfund stiller krav til sin ungdom, spørger dagens kronikører. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Anne Ekkert og Andreas Ekkert

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere unge mistrives. Eksperter forklarer det med udefrakommende pres. Men det er ikke nyt, at samfundet stiller krav til unge. Det er mangel på tydelige, konkrete rammer og forpligtende fællesskaber, der efterlader de unge i et tomrum, mener dagens kronikører

Søndag den 1. april havde ”Deadline” på DR 2 tre eksperter i studiet til en snak om psykisk mistrivsel blandt Danmarks unge i dag. Særligt pigerne har det svært, og det er cirka hver fjerde, der rapporterer om dårlig trivsel. Det kan velsagtens klassificeres som en epidemi.

Eksperterne kom med flere gode bud på, hvad der ligger til grund for denne epidemi, og disse bud indeholdt alle idéen om et udefrakommende pres på de unge. Politikerne og skolesystemet presser de unge til at gennemføre en uddannelse og få høje karakterer. På de sociale medier presses de unge til at udstille sig selv og deres liv som fulde af sjov og overskud.

Socialt presses de unge til ikke at tale højt om deres kvaler, for man skal jo ikke vise svaghed, det er pinligt. Kort sagt stilles der ifølge ekspertpanelet for mange krav til de unge om, hvor godt de bør præstere, og hvordan de bør være. Derudover nævntes det også, at lærere og forældre er under samfundspres, så de har svært ved at være der for de pressede unge.

At der er store krav til de unge, er rigtigt nok, men alligevel skurrede samtalen i vores ører – for det er vel næppe et nyt fænomen, at et samfund stiller krav til sin ungdom? Er der virkelig for mange krav til de unge i dag? Er der et pres udefra, som gør, at vi ikke kan være der for hinanden, og som forhindrer os i at tage det ansvar på os, som vi bør som forældre, lærere, venner og så videre? Er det samfundets skyld? Er vi alle ofre?

Eller kan man i stedet sige, at det er mangel på tydelige, konkrete rammer og tilknytning til forpligtende fællesskaber, der efterlader de unge i et tomrum, hvor de skal forsøge at finde sig selv uden at have noget at læne sig op ad eller væk fra? Hvor de så at sige selv skal tegne landkortet, mens de går vejen?

1968’ernes ungdomsoprør og kvindefrigørelse handlede i udstrakt grad om at gøre op med kulturens normative krav, der ville putte mennesker i kasser, som definerede, hvordan deres liv skulle udfolde sig. Der var masser af krav til datidens mennesker om, at man giftede sig, før man fik børn, at kvinderne valgte, om de ville gøre karriere eller stifte familie, at man respekterede autoriteterne og så videre.

1968 startede en frisættelse af individet. Det var en frisættelse fra en undertrykkende og begrænsende idé om, hvordan ”man” bør leve, og i dag hylder vi tanken om at give den enkelte alle muligheder for at realisere sig selv i overensstemmelse med egne ønsker og drømme. I dette lys er det paradoksalt, at de unge i dag, som også eksperterne hos ”Deadline” var inde på, i den grad spejler sig i hinandens og mediernes iscenesættelse af, hvordan ”man” lever det gode liv. 1968 handlede også om en frisættelse fra forpligtende kulturelle fællesskaber, som for eksempel det faldende antal kirkegængere og fagforeningsmedlemmer vidner om.

I dag vægrer forældre sig ved at lade deres børn døbe, da det nærmest opleves som et overgreb på den personlige frihed at tage sådan et valg for sit barn. Det er en forvrænget individualisme, der er imod enhver form for fundament eller forventning til mennesket. I yderste instans betyder denne tankegang, at den bedste opvækst for et barn er total isolation fra omverdenen, for hvis det fuldstændigt kan undgå indflydelse udefra, må det blive sit mest autentiske selv.

Vi mener derimod, at et menneske hele livet gradvist udvikler og opdager sig selv i forhold til sin omverden, og at det derfor er bedre for barnet at blive mødt med krav og forventninger, ud fra hvilke det kan lære at sige ”Ja, det vil jeg gerne” eller ”Nej, det vil jeg ikke”.

Verden er et hårdt, konkurrerende og krævende sted, og det er derfor uhyre vigtigt at have et stærkt selv, der er vant til at håndtere pres. Vi mener der for ikke, at det er præcist nok at tale om, at der er for mange krav til de unge i dag. Der er sandt nok høje krav til og stort pres på ungdommen, men det har der altid været, og det vil der forment lig altid være – det er ikke problemets rod.

Det er snarere sådan, at de unge bliver efterladt i et uendeligt mulighedsrum, et rum, hvor de kan og må alt uden hverken kort eller kompas til at give dem en retning at gå i. Ydermere presses de fremad, men ved ikke, hvilken vej fremad er. Der er jo ingen, der har givet dem et mål (et krav) at gå efter. Det er som at stå i en skov og lugte ildebrand uden at vide, hvor man skal løbe hen for at komme i sikkerhed. Hvem ville da ikke føle sig stresset og vildfaren?

Så - til forældrene: Vær ikke bange for at fortælle jeres børn, hvad I forventer af dem. Vær ikke bange for at give udtryk for skuffelse. Ethvert menneske skal vide, at dets handlinger påvirker de mennesker, der elsker det. Det er jo sådan, man ved, at man er elsket. Samtidig må I lære jeres børn at lytte til sig selv og sige fra over for krav, der går dem inderligt imod.

Til syvende og sidst er de frie til at gøre, hvad de vil. Hvis I giver dem et sådant selv, der både kender sit ansvar og sin frihed, har I gjort dem parate til at håndtere den barske verden uden for familien, hvor chefer, lærere og politikere kræver alt af dem og lidt til. De vil kunne navigere gennem livet ved at veksle mellem ansvar og frihed, mellem ”jeg vil” og ”jeg skal”, og de vil dermed have de bedste muligheder for at finde lykke.

Til de unge: I har dårlige odds. Ver den er imod jer. Skolen er styret af politikere, der vil udvikle jer til kreative kamprobotter i deres konkurrencestat. De tænker kun på landet som helhed. De sociale medier er firmaer, som tjener deres penge på, at I bliver afhængige af online anerkendelse. De tænker kun på at tjene flere penge.

Ja, verden imod jer – og hvad vil I gøre ved det? I kan vælge at kaste håndklædet i ringen. Verden er imod mig, og den er for hård en modstander. Jeg kan intet stille op. Det er den sikre vej til fortabelse, stress og depression. Hvis man ikke synes, det lyder som en god idé, så er der kun én anden mulighed: Tag kampen op! I har et liv nu og her, og I har magten til at tage hånd om det, også selvom verden gør sit bedste for, at I skal fejle. Hvorfor skulle Instagram og den danske stat have nogen indflydelse på, hvordan I har det? De kender jer ikke, de elsker jer ikke.

Vi holder alle lidt af hinandens skæbne i hænderne. Vi skal se hinanden, og vi skal være der for hinanden. De, der elsker os eller møder os kærligt, synes, vi er gode nok, selv når vi ikke er enige. De tænker på os og vores bedste.

Så vælg disse mennesker til, lyt på dem, se op til dem, omgiv jer med dem. Vær der for dem, når de har det svært, og sig til dem, når I har det svært, så de kan være der for jer. Med hinanden i ryggen kan I klare livet i et samfund og en verden, der i bund og grund ikke bekymrer sig om jer.

Anne Ekkert er klinisk psykolog og Andreas Ekkert er student og kommende teologistuderende