Prøv avisen

20 år med menneskerettigheder

De 140 kvindelige stejkende Plattemalere fra den Kgl. Porcelainsfabrik i demonstrationstog fra fabrikken til LOs bygning i Rosenørns Alle. Arkivfoto fra Foto: Karl Høver/Ritzau Scanpix

Også i Danmark brød menneskerettighederne igennem lydmuren. I 1992 besluttede Folketinget, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skulle have status af dansk ret. Samtidig fik Det Danske Center for Menneskerettigheder en stadig stærkere stemme.

På Institut for Menneskerettigheder findes et konferencelokale kaldet Hartling-rummet. Det er opkaldt efter Venstre-manden Poul Hartling, der var den første formand for Rådet for Det Danske Center for Menneskerettigheder. Centret blev oprettet ved en folketingsbeslutning for 20 år siden i dag - den 5. maj 1987.

At en tidligere statsminister stillede sig i spidsen for centret, gav den spæde institution tyngde, og at personen netop var Hartling, cementerede opfattelsen af, at menneskerettighederne går fortrinligt i spænd med både dansk demokratisk og kristen kultur. For Poul Hartling, der i sine yngre år var præst i folkekirken og efter sin politiske karriere i en årrække FN's flygtningehøjkommissær, var der en organisk sammenhæng mellem menneskerettighederne og kristendommen.

Han så praktisk talt menneskerettighederne som en frugt af kristendommen og gik så vidt som til at fortolke apostlen Paulus' ord i den mest pro-menneskeretlige stil. Som kommentar til Paulus' erklæring om, at det ikke kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde (Paulus' brev til Galaterne 3,28-29), skriver han således i en artikel fra 1993: "Hvis vi i dag betragter det som helt naturligt at forkaste racisme, at gå imod slaveri og forlange lighed mellem mænd og kvinder, med andre ord som i FN's Verdenserklæring at erklære, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, og at de er berettiget til menneskerettigheder uden nogen form for diskrimination, så kan dette siges at være et resultat af Paulus' ord og tanker."

Selvom Det Danske Center for Menneskerettigheder også på grund af Folketingets blåstempling fra begyndelsen var ganske højt profileret, fyldte hverken det nye center eller menneskerettighederne særlig meget i den almindelige danskers bevidsthed. Dette passede godt ind i en tradition, der gik tilbage til 1948, hvor Danmark tilsluttede sig vedtagelsen af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Dengang og i de første årtier herefter havde menneskerettighederne ikke den store gennemslagskraft, hverken nationalt eller globalt, for Danmarks vedkommende ikke mindst fordi de blev opfattet som en selvfølgelighed.

Først omkring 1990 oplevede menneskerettighederne et gennembrud, både i og uden for Europa. En af grundene hertil var den demokratiseringsproces, der med menneskerettighederne som våben blev igangsat op til og i kølvandet på Sovjetunionens fald.

Også i Danmark brød menneskerettighederne igennem lydmuren. I 1992 besluttede Folketinget, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skulle have status af dansk ret. Samtidig fik Det Danske Center for Menneskerettigheder en stadig stærkere stemme.

På samme tid gik menneskerettighederne fra at blive betragtet som en selvfølgelighed af danskerne og deres politikere til at blive en udfordring. Som noget nyt begyndte Danmark med mellemrum at blive kritiseret for sin måde at håndtere de menneskelige rettigheder på, for eksempel for at føre en for stram flygtninge- og indvandrerpolitik. Kritikken kom nogle gange fra Center for Menneskerettigheder (fra 2002 Institut for Menneskerettigheder), andre gange fra andre nationale eller internationale organisationer.

Den danske regering, Folketinget og domstole spiller en afgørende rolle i arbejdet med at gennemføre menneskerettighederne i Danmark. Denne rolle er så meget desto større, fordi menneskerettighederne er bredt formuleret og ikke statiske, men under stadig udvikling og fortolkning. De internationalt og europæisk gældende menneskerettigheder giver landene en vis fortolkningsfrihed, betinget af den enkelte stats historie og kultur, men i nogle tilfælde har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolket menneskerettighederne anderledes end den danske stat. Derfor har Danmark i et vist antal tilfælde måttet se sig dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Politikerne er ofte indbyrdes uenige om fortolkningen af menneskerettighederne i konkrete tilfælde. Et eksempel er krisen omkring Muhammed-tegningerne, hvor der var uenighed om, hvorledes religionsfriheden og ytringsfriheden skulle fortolkes. Som hovedregel stiller politikerne dog ikke spørgsmål ved menneskerettighedernes fundamentale berettigelse og vigtighed.

Selv i arbejdsprogrammet for Dansk Folkeparti -- der ellers blandt sine folketingsmedlemmer har Søren Krarup, der er overbevist om menneskerettighedernes ødelæggende virkning -- kan man læse: "Dansk Folkeparti understreger betydningen af, at regeringen til enhver tid tager overholdelsen af Grundlovens frihedsrettigheder og de øvrige menneskerettigheder meget alvorligt."

Der eksisterer altså blandt Folketingets partier en principiel enighed om, at Danmark skal overholde menneskerettighederne. For den nuværende regering er det tilsyneladende tillige en grundindstilling, at Danmark også i praksis som en selvfølgelighed overholder menneskerettighederne.

Dette er som udgangspunkt positivt, men i konkrete situationer kan det synes at give sig udtryk i manglende åbenhed over for kritik, fra eksempelvis FN, Europarådet eller Det Danske Institut for Menneskerettigheder, og måske derfor også i en manglende frugtbar debat.

Uden for Folketingets rækker er et af de varmeste diskussionsemner menneskerettighedernes og religionernes indbyrdes forhold. De religiøse traditioner er alt for facetterede til at kunne deltage i et ukompliceret parløb med menneskerettighederne. Desuden vil der på religionsområdet ofte opstå sammenstød mellem forskellige menneskerettigheder. For eksempel kan religionsfriheden komme i karambolage med princippet om ligeberettigelse mellem kønnene. Det er ofte i forbindelse med sådanne sammenstød, at menneskerettighederne som værdibærende begreb sættes under lup.

I Danmark er det selvfølgelig af særlig betydning at forstå, hvorledes menneskerettighederne går i spænd med den danske kristne kultur -- det vil i første række sige den evangelisk-

lutherske kristendom. Det afføder en lang række spørgsmål om, hvorledes man som kristen bør forholde sig til menneskerettighederne som idé såvel som til deres konkrete udtryk: Hvorledes går menneskerettighederne for eksempel i spænd med den kristne tanke om pligten? Skal kristendommen ses som menneskerettighedernes moder, eller er de to fænomener basalt set end ikke i familie med hinanden? Hvorledes bør man som kristen forholde sig til flygtninge, der banker på Danmarks dør?

I takt med at menneskerettighederne mere og mere ses som en udfordring, bliver tilhængere af Poul Hartlings enkle syn færre. Men også på dette område kommer folkekirkens rummelighed til udtryk: Spektret rummer alt fra en uforbeholden støtte til menneskerettighederne til opfattelsen af menneskerettighederne som stort set uforenelige med den kristne tro.

De sidste 20 års udvikling har bekræftet, at menneskerettighederne er kommet for at blive. Kunsten er at kombinere deres selvfølgelighed med de fortsatte udfordringer, som fortolkningerne af dem stiller os over for. For at udøve denne kunst på tilfredsstillende vis er det vigtigt, at befolkningen og politikerne fortsætter med at debattere, hvor grænserne for menneskerettighederne går, og hvordan menneskerettighederne skal kædes sammen med den danske kultur og det danske demokrati.

Den danske menneskeretsinstitution har de seneste 20 år haft til opgave -- blandt andet ved hjælp af forskning, undervisning og udredning -- at skabe et solidt grundlag for denne debat og samtidig bidrage til den. Det er karakteristisk for instituttets stemme, at den ofte har haft en mere entydig klang end debattens øvrige stemmer. Det skyldes, at instituttet frem for alt eksisterer for aktivt at fremme menneskerettighederne.

Det ligger i det mandat, som Folketinget har givet Institut for Menneskerettigheder, at sådan skal det blive ved med at være.

Eva Maria Lassen, ph.d. i historie, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder