Hvorfor døde Jesus på korset?

I den tidlige oldkirke var den dominerende kristne forståelse i god overensstemmelse med de nytestamentlige skrifter, at Jesus døde for sit budskabs skyld og ikke for at formilde Gud. Den objektive klassiske forsoningslære blev først for cirka 1000 år siden formuleret i middelalderen af teologen Anselm af Canterbury

Hvorfor døde Jesus på korset?

I DEBATTEN OM TOLKNINGEN af Jesu korsdød blev det i Kristeligt Dagblad den 16. april kaldt historieløs kristendom, hvis man ikke tilslutter sig læren om Jesu død som et offer en betaling over for Gud for vore synders skyld.

Man kan dog med større ret tale om historieløshed, hvis man kalder denne tolkning, kendt som den objektive forsoningslære, for den klassiske: Den er først formuleret i middelalderen af teologen Anselm af Canterbury (1033-1109).

I den tidlige oldkirke var den dominerende forståelse i god overensstemmelse med de nytestamentlige skrifter at Jesus døde for sit budskabs skyld, ikke for at formilde Gud.

Jesus sætter frivilligt sit liv ind mod mørkets kræfter, bøjer ikke af, og opstandelsen bliver så Guds bekræftelse af den vej og det håb, Jesus har sat ind i verden. Han baner en befrielsesvej for mennesket gennem mørke og død.

LÆS OGSÅ: Mod til at tro - på hellighed

Biskoppen Irenæus (cirka 130-200) formulerer meningen med Kristus på denne måde: Han blev menneske blandt mennesker, synlig og til at røre ved, for at tilintetgøre døden og vise livet og udvirke samfundet mellem Gud og menneske.

Jesus er ikke kommet for at betale for menneskers synd, men for at vise livet at det er stærkere end døden og forny muligheden for at føje mennesker og Gud sammen.

Mennesket er beskadiget ved syndefaldet, men den skade helbredes nu ved det, der strømmer fra Kristus, det sande menneske, så vi kan se livet og hver især med det potentiale, det giver at være skabt i Guds billede vokse frem mod selv at blive sandt menneske.

Menneskesynet er dynamisk, gudsforholdet er lægende, kirkens opgave er at være et helende, livsmodsfremmende væksthus. Påsken er den store fest for livskræfternes befriende sejr i kraft af Jesu opstandelse.

Ikke længe efter begyndte imidlertid en anderledes og mere dyster kristendomstolkning at gøre sig gældende og det blev en forudsætning for den middelalderlige forsoningslære.

Syndefaldsfortællingen i Første Mosebog blev tillagt en ny, dyster betydning det vender jeg tilbage til og en juridisk tænkemåde trak gudsforholdet i retning af et retsforhold, hvor Gud både er den krænkede part, krænket af menneskets syndighed, og den frygtede dommer.

Det Nye Testamentes billede af Gud som den givende, nære far kommer i fare, når gudsforholdet rykkes ind i retssalen.

Et særligt ansvar for denne drejning har kirkefaderen Tertullian, som omkring år 200 som den første formulerede et kristent, teologisk forfatterskab på latin. Han var jurist, hans tænkemåde bærer udtalt præg deraf, og temaet skyld og straf vokser dramatisk i bevidstheden.

Tertullian opfinder i den forbindelse ordet arvesynd, en komplet nyskabelse i teologien. Den sprogbrug, han med stor skarphed formede, blev udbygget og cementeret af Augustin i tiden omkring år 400, og dette begrebssprog blev den vestlige kirke fremover afhængig af.

Hvor den oprindelige, græsksprogede oldkirke udtrykte sig plastisk i billedpræget, fortællende sprog, satte den juridisk prægede latinisering sig igennem med en anderledes formelagtig og kategorisk udtryksmåde. Dette sproglige vrid og dets langtrækkende konsekvenser har jeg skrevet mere udførligt om i bogen Det betroede menneske.

NÅR DET KOMMER TIL tolkningen af påskebegivenhederne, er virkningen markant. Den juridiske tænkemåde bevirker, at man søger en retslig begrundelse for, at Jesus skulle lide og dø. Forklaringen bliver så, at menneskets syndighed har krænket Gud i en sådan grad, at der må gives Gud betaling, satisfaktion denne glose er en anden af Tertullians nydannelser. Herved ændres balancen i påskefejringen, korsfæstelsen bliver det overskyggende motiv, og man tænker anderledes stift og dystert om både Gud og mennesket. I kirkekunsten ser man, at den lidende Kristus skubber den sejrende til side.

Den objektive forsoningslære er en frugt deraf. Den blev af Anselm formuleret i bedste mening for at styrke trosvisheden: Kristus har betalt for, at Gud vil have med dig at gøre.

Men at Gud forholder sig modtagende og tilgivende til mennesket, kan man forvisse sig om på andre, mere nærliggende måder: Se, hvad Jesus siger og gør! Tag dét til dig, lad det påvirke dig!

Dertil kommer, at den objektive forsoningslære ikke alene er forbundet med en usikkerhed, hvad angår gudsbilledet erfaringsmæssigt får denne lære mange mennesker til at spørge, hvad det er for en Gud, der gerne ser sin søn pint. Men den er traditionelt også forbundet med et diskutabelt menneskebillede med baggrund i en tvivlsom udlægning af syndefaldsfortællingen.

DEN 12. MAJ udkommer min bog Guds skrøbelige arvinger med forsøg på en mere nuanceret forståelse af faldet, af menneskets situation over for Gud og af den bibelske vision af menneskets fuldendelse. Her må jeg nøjes med et lille udvalg af antydninger:

Passer det, at mennesket ved sit fald er kommet i et så umuligt forhold til Gud, at Gud må kræve satisfaktion, offer? I vores vestlige tradition har vi, påvirket af den juridiske tilbøjelighed i teologien, indlæst noget i fortællingen om faldet, som ikke står der.

Det har medført, at forholdet mellem Gud og menneske er blevet set som et modsætningsforhold, hvor man for at give Gud anerkendelse måtte betone menneskets syndighed.

For at tale Gud op har man talt mennesket ned. En del af liturgiens traditionelle udtryk kollektbønnernes tiltale af os som arme, elendige syndere bliver hørt som en mistænkeliggørelse og nedgøring af mennesket og som begrundelse for, at Gud har rigelig grund til at være utilfreds og vred.

Man risikerer på den måde at opbygge en mistro til alt i mennesket, en mistro, som skader det frie åndedræt og adgangen til livskilderne. Ingen bliver mere givende af at blive mistænkeliggjort.

Der er bestemt grund til at være opmærksom på menneskets begrænsning og på, at vi uundgåeligt kommer bort fra den bestemmelse, Skaberen har med os. Udtrykt traditionelt: Synden er i høj grad en realitet.

Men det må kunne være til inspiration for os, at Paulus kunne tale om os som både syndere og Guds arvinger, og den tidlige oldkirke var præget af en lysende vision, som vi bør kunne lære af:

Den beskadigelse, som karakteriserer det faldne menneske, har ikke ødelagt menneskets natur. Mennesket er skabt i Guds billede, og Guds billede ser vi stå frem i Kristus, det sande menneske. Han er menneskets dybeste natur, menneskets ultimative bestemmelse.

Lyset fra Kristus skal få den kim, der er lagt i os ved skabelsen i Guds billede, til at vokse. Målet i menneskelivet er at modnes og vokse med håb om, at gudsbilledet i os efterhånden kan vikles fri af dets tildækninger. Det endelige mål nås først i Guds rige, men kirken og gudstjenesten skal tjene til livsmod på rejsen og til heling.

Vi er bestemt til at være Guds arvinger, modtagere af den forvandlingskraft, Kristus har vist os virke, Gudsrigets kræfter. Paulus gør det klart, at vi ikke derved er løftet op over denne verdens ofte barske vilkår og dens tvetydigheder, og skatten fra Gud har vi i skrøbelige lerkar.

Men vi kan allerede nu begynde at tage arven til os i form af håb og ved at lære nogle fundamentale handlemåder, som vi møder i Jesu forkyndelse. En af de vigtigste er, at vi skal tilgive, som vores himmelske Far tilgiver os. Ånde tilgivelse ind, ånde tilgivelse ud.

Det behøver vi ikke den objektive forsoningslære for at kende til. Jesus døde ikke for at påvirke Gud, men fordi han for vores skyld holdt fast i sit budskab, og i opstandelsen blev det bekræftet af Gud.

Johannes Værge er sognepræst emeritus, forfatter og foredragsholder