Prøv avisen

Kæmp for alt det, du har kært

-Arkiv- SE RITZAU V og K indleder slagsmål om ny vækstpakke BV.: Konservative lægger op til stort politisk skatteslagsmål BV.: Brian Mikkelsen og Benny Engelbrecht Foto: Liselotte Sabroe/ Denmark

Velfærdsturisme er et problem, som vi må og skal forholde os til. Så lad os komme i gang med at løse det frem for at slå hinanden oven i hovedet med, hvem der kunne have handlet før eller anderledes, mener dagens kronikør

Så tag mit hjerte i dine hænder,
Men tag det varsomt og tag det blidt,
Det røde hjerte nu er det dit.

Sådan beskriver Tove Ditlevsen kærligheden i digtet Så tag mit hjerte. Vi skal passe på det, vi holder af og tror på.

Som lyrik handler politik om følelser. Om det væsentligste i vores tilværelse. Om muligheden for at leve livet, som vi selv ønsker, og give det, vi værdsætter mest, videre til vores nærmeste. Til vores børn og børnebørn.

Derfor er debatten om børnecheck, dagpenge og SU essentielt. Nok drejer den sig om millioner, der hurtigt kan blive til mange milliarder.

Men langt mere er på spil: Muligheden for i fornuftig sameksistens med vores naboer at indrette vores samfund, som vi ønsker det. Hvad der er ret og rimeligt, er vores beslutning.

I bund og grund handler det om, i hvilket omfang det danske velfærdssystem skal understøtte andre landes borgere eller ej og om hvorvidt EU skal udvikle sig til en over-nationalstat. Viger vi, som regeringen, uden om den principielle debat, kan det gå alvorligt galt.

Ganske vist er det samlede beløb endnu begrænset, men det er vigtigt, at vi selv kan definere, hvordan vi administrerer adgangen til vores sociale system. Mister vi den beslutningsret, risikerer vi at underminere vores muligheder for at holde hånden under dem, der reelt har brug for hjælp.

LÆS OGSÅ: Europaparlamentets formand: EU må stoppe velfærdsturisme

Uden handling er skrækscenariet til at føle på. Den folkelige opbakning til EU-projektet risikerer at smuldre, mens sammenhængskraften i samfundet udvandes.

Helt grundlæggende skal der være plads til medlemslandenes forskelligheder. Danmark har gennem årtier opbygget et generøst velfærdssystem, der er baseret på en usynlig kontrakt mellem generationer og mellem borgere og stat.

Grundtanken er, at man i de unge år modtager fra staten for senere at betale tilbage, når man arbejder, for så igen at modtage, når man går på pension. Det er denne kontrakt, der er udfordret. Også selv om de udenlandske arbejdstagere ikke dræner statskassen.

Velfærdsturisme er derfor et problem, som vi må og skal forholde os til. Så lad os komme i gang med det frem for at slå hinanden oven i hovedet med, hvem der kunne havde handlet før eller anderledes.

For Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende, at enhver skal bidrage til fællesskabet, den ekstra indsats belønnes og særlige sociale ydelser alene tildeles personer, som har gjort en indsats. Derfor er det kun ret og rimeligt at holde fast i det optjeningsprincip, som Folketinget indførte i 2010.

Alligevel har regeringen i månedsvis uden at orientere nogen efter henvendelse fra en embedsmand i EU-kommissionen administreret i klokkeklar modstrid med den lov, som danske politikere har vedtaget.

Uden kamp eller forsøg på at konfrontere EU med de danske synspunkter endsige invitation til forhandlinger med partierne i Folketinget har regeringen skrottet optjeningsprincippet. En særegen opførsel, ja foragt for folkestyret.

Regeringens standpunkt er tilsyneladende, at EU-lovgivningen ubetinget sætter præmisserne og ingenlunde kan udfordres. Helt i modstrid med de mange borgere, der oplever det som moralsk krænkende eller stødende for retsbevidstheden, hvis udenlandsk arbejdskraft har ret til at sende børnepenge og andre ydelser hjem efter kun kort ophold i landet.

Jamen, der er ikke noget problem, fastholder regeringen. De Radikale latterliggør vanen tro bekymringen. Arrogante, som vi kender dem. Herregud 20 eller 100 millioner kroner.

Hvordan regeringen forventer, velfærdsturismen udvikler sig, er umuligt at få svar på. Heller ikke mulige løsningsmodeller for at mindske pengestrømmen ud af landet ønsker den at bidrage med.

Det Konservative Folkeparti har taget initiativ til flere nye modeller. Men den radikale skatteminister Morten Øster-gaards ministerium nægter at regne på alternativer til den ene model, som regeringen har fremlagt som skrækeksempel på, hvor mange danske familier, der vil blive ramt, hvis børnechecken erstattes af skattefradrag. Naturligvis retter Margrethe Vestager og de øvrige ind efter EU, som partiet umuligt kan se fejl ved.

Det kan vi. Som i ethvert forhold er der ting, vi er mere begejstrede for end andre. Vi siger ja, ikke halleluja. Sådan sagde daværende partiformand Hans Engell (K) det i sin tid. Bedre kan det næppe formuleres.

Der er ingen tvivl om, at det indre marked med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital er ekstrem gavnligt for Danmark. Et ubetinget gode, vi skal værne om. Særligt når utilfredsheden vokser på andre punkter. Ingen forhold uden gnidninger. Sådan er det med kærlighed og politik.

Derfor skal vi som i parforholdet glæde os over det gode og arbejde med de vanskeligheder, vi støder på. Det er netop essensen af diskussionen om velfærdsydelserne, der skaber fortørnelse.

Tager vi ikke fat om nældens rod, risikerer vi, at den forståelige vrede mod ukritisk at sende penge ud af landet, forvandles til modvilje mod selve EU-projektet. Og dermed bliver en trussel mod de mange og overvejende fordele, som samarbejdet indiskutabelt giver os.

EU skal ikke være en social union. Samarbejdet har aldrig været tænkt sådan, og det bør heller ikke udvikle sig sådan. Flere lande, blandt andet Storbritannien, Holland og Østrig, har i flere omgange luftet bekymring over udviklingen. Senest har den tyske forbundskansler Angela Merkel bekræftet det: EU er ingen social union.

Derfor er det helt afgørende straks at tage fat på politisk at ændre den udvikling af EU-lovgivningen, som i praksis peger mod en social union. Måske besværligt. Måske ubelejligt for regeringen. Men tvingende nødvendigt, hvis vi skal forhindre, at EUs demokratiske legitimitet undergraves.

Alternativet risikerer at blive en trussel mod det indre marked, dermed mod danske virksomheder og i sidste instans mod Danmark. Derfor skal der dæmmes op over for en voksende modstand mod det EU-samarbejde, som tjener os alle bedst. Uanset hvor absurd den seneste udvikling måtte synes.

Eneste alternativ til det nuværende EU er et forbedret EU, som vi selv er med til at ændre. Kun sådan kan vi sikre et europæisk samarbejde i tråd med vores opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt.

Der er al mulig grund til at stille spørgsmålstegn ved, om arbejdskraftens frie bevægelighed automatisk skal medføre krav på sociale ydelser frem for alene ret til ophold- og arbejdstilladelse på tværs af grænserne. Frem for at falde på halen for enhver afgørelse er der grund til at se kritisk på, om EU-domstolen fortolker lovgivningen i en overdreven retning.

Nu afdøde professor dr.jur. Hjalte Rasmussen har i en årrække advaret mod en aktivistisk domstol. Desværre ser det ud til, at han får mere ret, end vi måske hidtil har regnet med.

Så meget mere grund til politisk handling. Heldigvis er der blandt en række andre EU-lande vilje til at se selvkritisk på udviklingen. Den lydhørhed bør regeringen tage alvorlig, så også Danmark kan sætte sit præg på EUs fremtid. Budskabet er klart. EU er ingen social union. Såvel velfærdspolitik som skattepolitik er og bør fortsat være nationale anliggender.

Nok er vi herhjemme politisk uenige om, hvor høj skatteprocenten skal være, eller hvordan vi bedst indretter vores velfærdssamfund. Men vi har en fælles interesse i, at det er noget, vi selv afgør.

Det klarer vi bedst uden EU. Det er nu rarest selv at bestemme. Særligt når det gælder det, vi burde kære os mest om. Fremtiden for vores børn og børnebørn.

Brian Mikkelsen (K) erhvervs- og skatteordfører for Det Konservative Folkeparti og tidligere minister