Overskriften er et citat fra Antoine de Saint-Exupérys eventyr Den lille prins i kapitel 21, hvor han møder en ræv, som gerne vil gøres tam. Det skal begynde med, at de nærmer sig hinanden i tavshed, for ordene er misforståelsens kilde.
Og det er rigtigt nok. Det er på grund af ordenes flertydighed, at vi misforstår hinanden.
Det kan godt være, at det er klogt at begynde med ikke at sige noget. Men på den anden side er alle menneskelige fællesskaber båret af tale og samtale.
Men sådan hedder det ikke mere. Nu hedder det kommunikation og dialog. Ordet dialog er græsk og betyder ganske vist samtale, men jeg synes, at vi skal reservere ordet som betegnelse for Platons dialoger, hvori han lader Sokrates fremstå som et menneske, der tror på, at man kun kan afdække sandheden gennem samtale.
LÆS OGSÅ: Årets ord er undskyld
En dialog er en konstrueret samtale. Man kan også tænke på Dirch Passer og Kjeld Petersens dialoger fra 1950erne, Tømmerflåden og Skolekammerater, som man nu om dage kan genfinde på YouTube.
Det er konstruerede samtaler. Netop derfor er de fremragende eksempler på, hvad der sker, hvis man undervejs ikke respekterer samtalens forudsætninger ved som Dirch Passer hele tiden at stille irrelevante spørgsmål, når Kjeld Petersen i Tømmerflåden vil fortælle en vittighed.
Det går i øvrigt også galt, hvis man ikke har sans for sprogets metaforik og billedlighed, men ord til andet tager det sagte bogstaveligt.
I den anden dialog, Skolekammerater, går det galt, fordi samtalens forudsætning simpelthen ikke er ikke er til stede. Men det viser sig først et langt stykke inde i dialogen, hvor de to deltagere undervejs kæmper en håbløs kamp for at få samtalen til at lykkes ved at opfatte alt i den bedste mening. Men der er ikke nogen mening, for det viser sig, at de slet ikke er skolekammerater. Det hele beror på en misforståelse, og derfor bryder samtalen sammen og ender i vrede, hvilket heller ikke er noget ukendt fænomen i det almindelige liv.
Med hensyn til ordet kommunikation, så mener jeg, at det er noget, maskiner gør. Min pc kommunikerer udmærket med andre pcere, forudsat at jeg har tastet rigtigt.
Imellem maskiner er kommunikationen entydig. Det kan den selvfølgelig også være mellem mennesker, når det drejer sig om udveksling af kontante informationer, som for eksempel når flyveledere og piloter taler med hinanden over radioen, men det er formentlig heller ikke særlig åndrige samtaler, der kommer ud af det.
Når vi til daglig i det mellemmenneskelige samvær taler med hinanden, er samtalen ikke entydig. Samtalen er flertydig og misforståelig.
For det første kan de ord, vi bruger, have flere betydninger. Ordet brød kan være noget, man spiser, men det kan også være en datidsform af udsagnsordet bryde. Det kan også være noget, som man ikke brød sig om.
Eller tænk på ordet mus, som egentlig betegner et dyr. Men hvis man får mus i knæet, er der tale om noget andet, og hvis det er en trådløs mus, har det nok noget med en computer at gøre. Der er mange ord, som lyder ens, men har forskelige betydninger.
For det andet kan de sproglige vendinger, som vi bruger ordene i, have forskellige betydninger endda helt modsatte betydninger. Vores nabokone ringede engang under et uvejr for at få mig til at skifte en sikring, så hun kunne få lys i huset igen. Det hjalp ikke noget, og det viste sig senere, at det var en mastesikring uden for huset, som var revet over. Da jeg ville gå igen, sagde hun: Kan du se at komme ud?/!. Det er ret afgørende for forståelsen, om sætningen er ment som et spørgsmål eller som et udråb.
Apropos vendingen gå igen så kan den betyde at forlade, men den kan også betyde noget med spøgeri. Det afhænger af betoningen.
For det tredje bruger vi undertiden ord og vendinger metaforisk, det vil sige i overførte eller billedlige betydninger, som kræver en vis indforståethed. Hvis man for eksempel siger: Min elskede er en rose, så er det noget åbenlyst vrøvl. Alligevel er der situationer, hvor et sådant udsagn kan give en ganske god mening.
Der er rigeligt med muligheder for, at vi i samtalen misforstår hinanden. I vores informations- og kommunikationsfikserede tid er der sikkert en del, der vil mene, at det er en utilstrækkelighed ved vores sproglighed, at den er så upræcis og så misforståelig, som den er. Men det er ikke rigtigt! Det er tværtimod en rigdom, at sproget er misforståeligt, og det vil derfor være en fattigdom, hvis sproget var fuldkommen entydigt, for så ville det være reduceret til ren og skær signalgivning.
Der er forskel på ord og signaler. Ordene er flertydige, og signalerne er entydige. Signaler kan naturligvis fremtræde i meget indviklede mønstre og kan på den måde kommunikere en forfærdelig masse information. Men tale bliver det aldrig! I mine ører er der derfor stor forskel på tale og kommunikation, ligesom der er forskel på samtale og dialog.
Min pointe er, at det misforståelige i sproget er en rigdom, fordi det tvinger os til at forholde os til hinanden, enten på den måde, at vi optager alt i den bedste mening, eller på den måde, at vi optager alt i den værste mening. Det første befordrer et medmenneskeligt samvær. Det andet ødelægger det.
Misforståeligheden tvinger os til ikke blot at forholde os til det, vi hører, men også til det menneske, som taler. Vi tror det, vi hører, fordi vi tror på det vil sige har tillid til det menneske, som taler.
Derfor er ordenes misforståelighed en forudsætning for, at vi i det sociale samvær kan forholde os til hinanden som åndsvæsener, det vil sige som mennesker. For mennesket er et åndsvæsen, og det er lige akkurat den omstændighed, der gør, at det i de fleste tilfælde er til at kende forskel på mennesker og aber. Biologisk og psykologisk set ligner vi sikkert hinanden en hel del. Men der er spiritualiteten til forskel!
I vores sproglighed kan misforståeligheden naturligvis som alt andet i vores liv misbruges. Det sker, hvis man har truffet den beslutning, at man vil opfatte alt, hvad man hører, i den værste mening. Desværre er det ikke svært at finde eksempler på det.
I den politiske debat savner jeg ofte, at der er en politiker, der faktisk lytter til det, som den politiske modstander siger, ved at forsøge at opfatte det hørte i den bedste mening. Det kunne jo være, at den politiske modpart har lagt mærke til noget, som man selv har overset, eller har tænkt over et eller andet på en måde, man selv kunne blive inspireret af.
I den offentlige, politiske debat sker sådan noget imidlertid ikke. Når det drejer sig om en politisk modstander, opfattes alt i den værste mening. Formålet er nu blevet at slå partipolitisk plat på en hvilken som helst ytring ved at mistænkeliggøre den som et udtryk for dumhed, løgnagtighed og svindel.
Hvordan kan en sådan holdning befordre et medmenneskeligt samvær og et samarbejdende folkestyre?
Hvis vi skulle begynde forfra, kunne det måske være klogt at begynde med ikke at sige noget. Men derefter må vi øve os på den åbne, fordomsfrie samtale, som forudsætter, at alt tages op i den bedste mening.
Det er muligt, at man undervejs bliver skuffet. Men det er trods alt bedre at blive skuffet på det grundlag end i udgangspunktet at begynde enhver samtale med at være mistænksom, skuffet og fornærmet.