KAN MAN GÅ SIG GLAD? Ja, ifølge den danske filosof Søren Kierkegaard, som holdt meget af motion, gik han sig glad, når noget plagede ham.
Han skriver et sted: ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom: jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ej kan gå fra den.”
Man ved i dag, at krop og psyke hænger nøje sammen i et holistisk billede, og at for eksempel psykisk syge eller mennesker med ondt i livet kan få det betydeligt bedre bare ved at motionere.
Det handler om at få brugt kroppen og ikke bare hovedet. Og det er ikke kun psykisk syge, der får det bedre. Alle mennesker, syge som raske, kan høste godt af at motionere. Gevinsten er et forøget velvære fysisk som psykisk. Det er gammel visdom.
Mere end nogensinde har jeg sandet Søren Kirkegaards visdom om at gå sit velbefindende til, da jeg en tid virkede som vikar på et plejehjem på Fyn. Det var ”alfa og omega-økomedicin”. Det er et sundt og gratis tilskud ved siden af andre nødvendige, lægeordinerede piller.
Jeg skulle virke som vikar og passe en ældre mand i det åbne afsnit af plejehjemmet. En livskraftig mand i god fysisk form, men som på ulykkelig vis var på vej ind i en demens ind i en uforståeligt kaotisk, usammenhængende verden for ham selv og for andre.
Egentlig skulle han have været ”anbragt”på det skærmede demens-afsnit på plejehjemmet, men der var ikke plads.
Personalet, som i forvejen var underbemandet i disse nedskæringstider, havde ikke ressourcer til at passe og se efter ham døgnets 24 timer, hvilket var en nødvendighed, når vi snakker om personens egen værdighed og sikkerhed og ikke mindst sikring af andre beboeres tryghed på et plejehjem (samt sikring af det faste personale arbejdsro til at udføre alle de daglige rutiner til alle beboeres bedste).
I STARTEN HAVDE HAN et eneste mål: Han skulle hjem til sit hus og sine kære, som lå midt i byen. Han kendte ruten og benyttede enhver lejlighed til at ”stikke af” fra plejehjemmet, når dørene var åbne, for eksempel ved gæstebesøg.
Han var en kendt og afholdt person af mange i byen. Og alle naboerne på vejen, hvor han havde boet, var meget forstående og kontaktede plejehjemmet, når han uden personalets årvågenhed havde set sit snit til at forlade plejehjemmet for at nå sit hus. Man kan kun forstå ham! Tænk sig, hvis dine kære og din virkelighed blev væk. Ren Kafka!!
Ingen bryder sig om uventet indtrængen i sin egen privatsfære. Men det kan uvægerligt ske, når man er blevet væk for sig selv som person. Hele verden flyder og rabler på kaotisk vis sammen, og man kan ryge ud i utallige konfliktsituationer med andre i omgivelserne.
Denne virkeligheds grænser fader ud. Tillærte færdigheder helt ned til det allermest elementære, som for eksempel toiletbesøg, tilegnet siden barndommen, kan forsvinde.
Andre irrationelle grænser og verdener kan opstå. Usynlige vægge og døre, der bare ikke kan forceres. Ditto hallucinationer og samtaler med usynlige personer eller ting som i en indbildt verden. Brudstykker fra fortiden, forskellige perioder i livet væves og krydses ind imellem hinanden i et usammenhængende univers.
For os andre er det uforståeligt og uhyggeligt at være vidne til. For ham er det lige så uforståeligt, at vi ikke kan forstå hans argumenter og udsagn. Hans urealistiske perception af denne virkelighed medfører i visse situationer følelsesmæssige konflikter med omgivelserne, nogle gange af aggressiv karakter.
FOR AT UNDGÅ disse konflikter bør man derfor en stor del af vejen gå med ind i hans univers og give ham ret i hans udsagn og gøremål så at sige agere medspiller inde i hans virkelighed.
Som Søren Kierkegaard et andet sted skriver, må ”man glemme sig selv, egne normer, værdier og moral, hvis man fuldt ud vil indføle og lytte sig ind i en andens liv og alene på den måde hjælpe vedkommende i hans personlige krise”.
Der kan imidlertid opstå situationer, hvor man af hensyn til andres og personens egen værdighed og sikkerhed, når overtalelsesmuligheder og pædagogiske fif og kneb er opbrugt, må fastholde ham inden for denne virkeligheds grænser for at hindre indtrængen i andres privatsfære.
Det lyder, som om det menneske, jeg her beskriver, kunne være både voldeligt og aggressivt. Intet kan være mere forkert. Især altså, hvis man på gelinde vis agerer sammen med ham i hans verden.
Tværtom havde han endnu bevaret en god del pli og var det mest elskelige menneske, der altid har villet alle andre det bedste, og som livet igennem har været aktiv udadtil. Han har altid været der for andre mennesker, hvis det var nødvendigt.
Det erfarer man i hans begyndende demens uden at kende til hans fortid. Han var et fremmed menneske for mig, men min snak med ham, da vi endnu kunne snakke nogenlunde sammenhængende om barndom, ungdom og fortid, gav mig indsigt i hans tidligere liv.
Men hans demenssygdom bevirkede, at han ikke længere var den, han engang var. Færdigheder, pli og personlighed ”brændte” langsomt ud som sand, der svinder imellem fingrene. At se hans til tider udtryksløse ansigt eller det, at han ikke længere kunne kende familien kone, søn, datter og så videre var et trist og tragisk kapitel. Jeg tænkte: Det kan også ramme dig og mig!
Derfor kom jeg på banen som vikar. Og det er jeg glad for trods det, at jeg var vidne til en meget trist skæbne, som man ikke sådan lige lægger bag sig, når man kommer hjem efter arbejde. Måske hvis man er mere professionel end jeg. Men jeg lærte virkelig noget om, hvordan livet kan gå over i en uvirkelig fase hvordan livet kan blive forvrænget.
Men tænk sig denne demensverden. Den kan overgå dig og mig. Ja, sådan tænkte jeg. Og jeg var blot vikar for en kort stund. Tænk på personalet, der i årevis har været ansat og stadig er det. Godt gået!