Prøv avisen
Kronik

Hvilken fremtid er der for kristne i Palæstina?

De udfordrer kirker og kristne i Danmark til at følge med i, hvad der sker i Mellemøsten, forstå hvordan lokale kristne arbejder konstruktivt på deres videre eksistens og rolle i området og finde nye måder at virkeliggøre vores kristne fællesskab og solidaritet med dem på, skriver dagens kronikør.

De palæstinensiske kristne har ikke længere store forventninger til Vesten. Løfter om fred og solidaritet er alt for ofte blevet ved ordene. I stedet er de ved at udvikle en ny selvforståelse, der gør dem bedre i stand til at overleve og forholde sig aktivt til en region under stadig forandring

GANG PÅ GANG må man læse bøger og artikler om, hvordan antallet af kristne i Israel eller Palæstina falder og falder. Klaus Wivels bog ”Den sidste nadver” er et godt eksempel herpå.

I sin seneste bog ”Troen og imperiet” skriver den lutherske præst i Betlehem Mitri Raheb: ”Min generation er måske den sidste i Palæstina, der vil arbejde med Bibelen og dens betydning i dens oprindelige kontekst, nemlig permanent besættelse.”

Alligevel møder man stadig lokale kristne guider (de levende sten) på pladsen foran fødselskirken i Betlehem, der gerne vil vise rundt i kirken (de døde sten) for en skilling eller sælge oliventræssouvenirs fremstillet af kristne i nabolandsbyen Beit Sahour.

Ved mit seneste besøg i Palæstina fortæller Betlehems viceborgmester, Issam Juha, mig, at de kristne nu udgør 43 procent af Betlehems befolkning på 80.000 mennesker. Men stadig skal både borgmesteren og viceborgmesteren være kristne, og ud af et byråd på 15 skal et flertal på otte ligeledes være kristne.

Offentlige stillinger besættes efter helt objektive kriterier. Problemet er blot, at lønningerne som regel er så lave, at kristne traditionelt ikke har søgt sådanne stillinger, og så udbredes viden om ledige stillinger hurtigere fra dem, der allerede har stillinger, til familie og slægtninge.

Det palæstinensiske samfund er på godt og ondt meget baseret på storfamilier. I samtalens løb fortæller viceborgmesteren mig, at der har været episoder, hvor kristnes ejendom er blevet besat af kriminelle yderliggående grupper.

Jeg hørte selv om en ældre kvinde, det var sket for, men takket være god støtte fra venner lykkedes det hende at få myndighederne til at handle resolut og få forbryderne fjernet.

ET GENERELT PROBLEM ER, at domstolene er så længe om at behandle sager, at det i praksis er næsten umuligt at holde fast i sin ret. Og i mellemtiden betragter mange sådanne episoder som målrettede muslimske angreb mod kristne.

Hos Wiam, et kristent center for konfliktløsning i Betlehem, har de registreret en stigning i antallet af konflikter internt i samfundet.

Det sker især fordi leveforholdene i Betlehem-området forværres på grund af isolation (muren) og de voksende og nye israelske bosættelser. Israel beslaglægger også jord til brug for israelske naturområder, og dermed har de oprindelige beboere kun 13 procent af deres oprindelige areal tilbage. Så skal der ikke meget til for at antænde konflikter og anspore til fortællinger om forskelsbehandling.

Viceborgmesteren i Betlehem afsluttede vores samtale med at fortælle, at han lige havde måttet ekspropriere en meter af en kristen families grund til at udvide en vej. Straks blev myndighederne anklaget for at diskriminere mod de kristne. Men som han sagde: ”For 10 år siden måtte vi tage et tilsvarende stykke jord til vejen fra en muslimsk familie på den anden side af vejen.”

I Jerusalem bliver jeg lidt overrasket, da generalsekretæren for KFUM, André Batarseh, fortæller mig, at antallet af kristne i Jerusalem har stabiliseret sig på omkring 14.000. Ud af en samlet og voksende befolkning på 800.000 er det mindre end to procent. I 1948 var tallet dobbelt så stort, men dengang udgjorde de kristne 20 procent af befolkningen.

Bortset fra udvandringen får de kristne færre børn end muslimerne og jøderne i Jerusalem. Det store problem er og forbliver, at der ikke er jobmuligheder og at de unge har svært ved at finde boliger.

DE KRISTNE KIRKER HAR i fællesskab påbegyndt en række boligprojekter, som gør, at man efterhånden kan tilbyde nogle af de unge boliger til favorable vilkår i en by, hvor de israelske myndigheder kun sjældent giver byggetilladelser til de 200.000 palæstinensere borgere. Palæstinensere med registreret bolig i Jerusalem har måske nok opholdstilladelse, men ingen statsborgerskab.

Batarseh fortæller, hvordan de vanskelige levevilkår skaber en frustreret ungdom uden mulighed for arbejde og meningsfyldte fritidssysler. Disse er lette ofre for kriminalisering og hvervning hos yderliggående salafistiske grupper. Som han siger: ”Vi ved, de er her, men heldigvis er de ikke særligt synlige og aktive endnu.” Men han klager ikke over de kristnes situation: de er respekteret for deres sociale og undervisningsmæssige arbejde, og de engagerer sig i samarbejde med muslimer om forskellige tilbud til unge i byen.

SKAL MAN FORSØGE at finde hoved og hale på spørgsmålet om de kristne palæstinenseres situation i dag, tror jeg, at man må forstå, at der er to grundholdninger og grupperinger blandt de tilbageværende kristne. Det, de har tilfælles, er deres til stadighed forværrede vilkår, der i al væsentlighed skyldes den israelske besættelse af Østjerusalem og Vestbredden og kvælertaget på Gaza.

Den ene gruppe af kristne har valgt at trække sig ind i en slags indre ghetto religiøst, social og politisk for at beskytte sig mod den ydre verdens pres. De har mere eller mindre opgivet håbet om at få indflydelse og leve et liv som tidligere. De tolker ydre hændelser som en trussel mod deres identitet og overlevelse i området.

Islam får ofte skylden for denne situation. Som nogle vil sige: De har allerede mentalt pakket deres kufferter. Det er nok i denne gruppe, man finder de fleste potentielle udvandrere og dermed dem, der tegner mediebilledet i Vesten.

Den anden gruppe af kristne har valgt at fastholde deres årtusinder gamle tilknytning til området og søge nye måder at leve den ud på under de ændrede forhold. Nøgleord her er: teologisk nytænkning, ny åndelighed, nye former for aktiv deltagelse i lokalsamfundet i samarbejde med muslimske medborgere. Det giver et anderledes positivt syn på og tilgang til nutiden og håb for fremtiden midt i den tilsyneladende håbløshed.

En af de mest markante eksponenter teologisk og praktisk for denne tilgang er den tidligere omtalte lutherske præst i Betlehem Mitri Raheb, der som sagt er aktuel med en ny bog ”Troen og imperiet”.

Raheb er nået til den erkendelse i lighed med en del israelere, at det geografiske område, de har været knyttet til som folk igennem årtusinder næsten aldrig heller ikke i bibelsk tid har været uafhængigt, men altid underlagt et imperium.

Hvis man nøje analyserer de træk, der kendetegner et imperium: kontrol af bevægelse, kontrol af ressourcer, bosættelser, statsterrorisme og eksil, ser man, at Israel blot er det seneste i rækken af imperier.

Raheb lader sig ikke kue af denne realitet, men søger under de givne besættelsesvilkår teologisk motivation til at leve positivt videre: at yde ikke-voldelig, kreativ modstand mod besættelsesmagten og opbygge lokalsamfundet nedefra.

Inspirationen finder han i det kristne pinsebudskab som en fejring af mangfoldighed og pluralisme. Ånden inspirerer disciplene til at udvikle en positiv identitet og påtage sig ansvar, blive subjekter for deres egen udvikling og bidrage til et nyt samfund i Mellemøsten. Dette i modsætning til at synke hen i en offermentalitet og deraf følgende passivitet.

Mitri Raheb og andre lokale kristne har ikke længere store forventninger til Vesten. Løfter om fred og solidaritet er alt for ofte blevet ved ordene. De er ved at udvikle en ny selvforståelse, der gør dem bedre i stand til at overleve og forholde sig aktivt til en region under stadig forandring.

De udfordrer kirker og kristne i Danmark til at følge med i, hvad der sker i Mellemøsten, forstå hvordan lokale kristne arbejder konstruktivt på deres videre eksistens og rolle i området og finde nye måder at virkeliggøre vores kristne fællesskab og solidaritet med dem på.