Friel og den irske religionskritik på Aarhus Teater

Brian Friels skuespil med den danske titel ”Dans under høstmånen” opføres for tiden på Aarhus Teater. Stykket er et indblik i irskhed før og nu, hvor ikke mindst den katolske kirkes rolle har betydning. Der tegnes blandt andet en klassisk konflikt mellem kristendom og dans, som vi kender den i Danmark fra Hans Kirk

Hans Hauge, dr. phil.
Hans Hauge, dr. phil.

MODERNE LITTERATUR har været religionskritikkens bedste middel. Opgør med den katolske kirke har været et fast tema i moderne irsk litteratur, lidt i stil med opgøret med Indre Mission i Danmark.

Samtidig er det den katolske kirke, der har været kernen i irsk identitet, men som måske ikke er det længere. Uden katolicisme intet Irland. Fjenden var The Protestant Nation, altså England, kolonimagten.

I løbet af det 20. århundrede sker der dog det, at litteraturen og lidt musikken langsomt overtager religionens rolle som opretholder og viderefører af det specifikt irske.

Det skete hos en lang række antiimperialistiske, nationalistiske modernister som James Joyce og W.B. Yeats. Det er lidt af en gåde, hvordan det fattige og undertrykte land har kunnet frembringe så mange store forfattere. Bernard Shaw, Oscar Wilde, Sean OCasey, J.M. Synge, Frank OConnor samt Seamus Heaney, C.S. Lewis og Brian Friel fra Ulster.

Det minder lidt om både Island og Norge. Vi har i alle tilfælde at gøre med, at det nye sker i periferien og ikke i centrum, og at postkoloniale lande har været uhyre frugtbare for kunsten.

Brian Friels skuespil fra 1990, ”Dancing at Loughnasa” med den danske titel ”Dans under høstmånen”, opføres for tiden på Aarhus Teater. Tiden har været en anden for Friel end for de berømte forgængere.

Han har skrevet sine stykker i et moderne, ”normalt”, selvstændigt EU-land, der endog har haft et voldsomt økonomisk opsving.

Der er meget langt fra 1990ernes Dublin og til det nordirske Donegal i 1936 lige før krigen. Hvorfor henter han den fortid, altså sin egen barndom, frem? For stykket er selvbiografisk. Der er lidt ”Grøn var min barndoms dal” over det.

FEM UGIFTE SØSTRE bor sammen på landet i Donegal i det nordvestlige Irland i 1936. De var hans tanter. Det er blevet sagt om stykket, at det er Samuel Becketts ”Vi venter på Godot” kombineret med Euripides klassiske tragedie ”Bacchanterne”.

Der tegnes en klassisk konflikt mellem kristendom og dans, som vi kender den fra Hans Kirk. Religionskritisk kunst bruger ofte dansen som middel mod religionen og vil derigennem fremstille religion som seksualforskrækket.

Søsteren forsvarer religionen mod dansen, men rives selv med. Hun ved, hvad dans kan føre til: uægte børn. For den mindste søster, der var danser, mødte en danser, og de fik et barn.

Stykket er på ét punkt ganske enestående. Der er en fortæller, der fortæller det stykke, som vi ser. Fortælleren er på scenen. Friel henter dette træk med en førstepersonsfortæller ind fra romanen. Han fortæller historien 25 år efter. Vi får dermed tre tidsdimensioner.

En mand, Michael, står et sted engang i de urolige 1970ere og fortæller denne historie om sine fem tanter, og en forfatter, Friel, mindes disse hans tanter i 1990, godt 50 år efter.

Stykket er på en måde et portræt af forfatteren som dreng. Det er som sagt sjældent, at der er en eksplicit fortæller til et drama. Det gør det mere subjektivt. Det gør det også episk. Stykket både fortæller og viser. Og hvad viser det? Michaels drøm om, hvordan det var. Det beskriver hans tabte Heimat.

Brian Friel har bidraget til vedligeholdelsen af irskhed. Hvor hans forgængere skulle opfinde irskhed, behøver han ikke opfinde den en gang til. I stedet gør han det, at han viser, at det irske er en opfindelse.

BRIAN FRIEL blev født i 1929 i Killyclogher, Omagh, Nordirland. Familien var katolsk, men egnen var protestantisk. Han blev medlem af The Nationalist Party. Ferier blev holdt i Irland, i Donegal, og der foregår dette stykke. Men han skriver sine teaterstykker i en moderne velfærdsstat. Han behøver ikke leve i eksil. Han bliver ikke censureret. Han kan ikke gøre op med noget.

Da Brian Friel skrev ”Dans under høstmånen”, var Irland for længst blevet selvstændigt og medlem af EU sammen med den tidligere kolonimagt, Storbritannien. Irland var ved at blive normalt, det vil sige: var ved at ligne alle andre moderne, europæiske lande. I en sådan situation må det nationale gentænkes, og det gør Brian Friel. De fem kvinder viser et billede på det Irland, der er forsvundet. Den ældste søster, Kate, er familiens overhoved og repræsenterer både det katolske og det videnskabelige. Hun var politisk aktiv og tog del i frihedskampen mod englænderne.

I første akt vender deres ældste broder hjem fra Uganda. Han er præst, men har mistet troen og har indoptaget primitiv, afrikansk religion. Der antydes en lighed mellem de irske og de afrikanske ritualer.

Der sker ikke meget i stykket: De diskuterer, om de skal tage til dans ved en høstfest. Dansen repræsenterer urgamle ritualer. Den ældste søster advarer. Hun står for fornuften. For hende vil det være en tilbagevending til primitivismen.

”Dans under høstmånen” tematiserer dermed to måder at opfatte det irske på, og disse to måder har kendetegnet irsk tænkning i dette århundrede: Er det ægte irske den gæliske kultur fra før den engelske kolonisering eller er det katolicismen? ”Dans under høstmånen” har som baggrund moderniseringen og dens virkninger. En ny fabrik vil fratage søstrene deres beskedne indtægt. De strikker.

Brian Friel er en postmoderne realist. Fakta er fiktive, siger Friel. ”Historie er en fortælling (storytelling).” Det samme gælder erindringer. Stykket handler om den voksne drengs erindringer (memory), og det særlige ved erindringer er, at de intet har med fakta at gøre, siger Michael i den sidst direkte tale til publikum.

Det, vi ser på scenen, er Michaels opfundne erindringer. Hvordan det var i virkeligheden, ved vi ikke. Friel laver historier. Friel har ikke genskabt fortiden, men en atmosfære. Fortiden er ren konstruktion.

Han ved udmærket, at det liv, som han fremstiller i stykket ikke er sådan, som det var i 1936. Det er ren fiktion. I 1990 kunne man nok spørge om, hvorvidt katolicismen eller dansen (som det gæliske) fortsat kan være det særligt irske.

Er stykket religionskritisk? Er kvinderne undertrykte, og er dansen et tegn på frigørelse? Sådan kunne man tro. Men stykket viser, at alternativet til katolicismen og videnskaben er en primitivisme, der ikke sættes op som alternativ. Der er intet alternativ i stykket. ”Dans under høstmånen” handler om opløsningen af en familie, en livsform og en verden, og om at der intet alternativ er. Fortiden findes kun som en atmosfære, og vi kan kun forholde os nostalgisk til den. Det er ligesom, når vi ser ”Matador”.

Hvad kan et stykke fra 1990 om Irland i 1936 sige danskerne? Sådan spørger vi ofte. Det er meget bundet til det irske, det lokale og det historiske. Og alligevel svarer vi, at det er, fordi der er noget universelt alment ved det, men det går ikke her.

Er det at se det i teatret i Danmark det samme som at gå ind på en irsk pub i Danmark og drikke irsk Guinness eller danse til The Dubliners? Nej, meget af den irske lokalkolorit forsvinder i oversættelsen.

Hvad er det så, der gør det godt? Jeg tror, det skyldes, at det er ægte, teatralsk teater. Det vil ikke være alt muligt andet end et teaterstykke. Man fornemmer, at sådan skal rigtigt drama skrives.

Det er det samme, man erfarer, når man ser Ibsen eller Tjekhov. Så måske er det vores nostalgiske erindring om, hvordan teater var engang, før det blev musical det hele.