Prøv avisen
Kronik

Postkort fra Helsinki ... eller øh ... Helsingfors?

Line Sandst. Foto: Privatfoto.

Hvorfor bruger man ikke længere navnet Helsingfors om Helsinki? Det spørgsmål fik dagens kronikør, der er navneforsker, stillet i forbindelse med et ophold i Finland. Svaret er ikke helt entydigt, men meget tyder på, at det skyldes en blanding af misforstået hensyn, globalisering og forglemmelse

JEG HAVDE IKKE VÆRET i Finlands hovedstad i mere end en uge, før en af mine venner i Danmark skrev og spurgte: ”Hvorfor man ikke længere bruger Helsingfors om Helsinki?”.

Som navneforsker burde jeg vide den slags, mente han, og jeg forklarede, at der skam stadig er folk, der siger Helsingfors om Helsinki, og at Finland har to officielle sprog: finsk og finlandssvensk. Helsinki er den finske navnevariant, Helsingfors den finlandssvenske.

Så ville en anden ven vide, hvilken form der er den rigtige. Han mente at huske, der stod Helsingfors på skolekortene i hans folkeskole. Jeg kan ikke huske, hvad der stod på skolekortet i min folkeskole. Jeg er født i 1982, mine navnespørgende venner i 1979.

Selv siger jeg spontant Helsinki. Hvor blev Helsingfors af? Efter to måneder i Finlands hovedstad har jeg efterhånden tilnærmet mig svaret, og jeg har lært, at det er potentielt politisk, hvad man siger, afhængig af hvem man taler med.

Helsingfors/Helsinki er en ung by set fra dansk bebyggelseshistories perspektiv. Den blev grundlagt i 1550 af den svenske Kong Gustav Vasa, og derfor er det oprindelige navn Helsingfors.

Byen fik navnet efter det sogn, den ligger i, Helsinge, og det vandløb, den blev grundlagt ved. Helsinki opstod som en senere, fonetisk og finsk tilpasset navnevariant og ses første gang i skriftlige kilder fra midten af 1700-tallet. Men selv i 1830erne skrev de lokale finsksprogede aviser Helsingforsissa.

Asger Albjerg, pensioneret lektor i dansk ved Helsinki Universitet, har i sin blog Midtialt skrevet om danskernes anvendelse af Helsinki/Helsingfors. Han foreslår, at udbredelsen af Helsinki-navneformen i dansk kan have sit ophav i tiden omkring 1952, da De Olympiske Lege blev holdt i Finlands hovedstad.

Under begivenheden nød byen stor mediebevågenhed, og navneformen Helsinki var som det internationale navn for byen den foretrukne navneform. Og derfor den, der blev formidlet.

I 1980erne ændrede en række større byer navn, blandt andet ændredes Godthåb til Nuuk, og Albjerg lufter derfor idéen om, at danskerne af misforstået hensyn begyndte at anvende Helsinki som en ”sproglig sympatierklæring” på linje med at sige Nuuk frem for Godthåb.

Imidlertid er den sproglige hverdag heroppe en anden. Svensk er minoritetssprog, men grundlovssikret som det ene af to ligeværdige nationalsprog i Finland finsk sprog det andet.

Herboende finlandssvensktalende finner oplever dog i stigende grad en sproglig marginalisering. Der tales om at droppe de obligatoriske svensklektioner i folkeskolen, og der florerer historier om, hvordan finlandssvensktalende finner er blevet chikaneret, når de taler deres grundlovssikrede finlandssvenske sprog på gader og stræder.

Det er den historie, jeg får, når jeg taler nordisk med mine herboende finlandssvensktalende finske venner og kollegaer. Og dertil mine herboende finsktalende finske venner og kollegaer.

Jeg tror imidlertid ikke, mange danskere ved, at finlandssvensk og finsk er ligeværdige sprog i Finland, og at der ikke er tale om et kolonimagtens svenske sprog.

Jeg tror heller ikke, mange danskere ved, at de finlandssvensktalende finner bemærker det, når vi siger Helsinki og ikke Helsingfors. I hvert fald når vi er i nordisk sammenhæng. Jeg tror, vi af misforstået hensyn, globalisering og forglemmelse spontant siger Helsinki på bekostning af Helsingfors.

SÅ HVORDAN ENDTE VI i denne babylonske forvirring? Jeg har tre guidebøger med mig på mit forskningsophold i Finland. Lonely Planets ”Finland” og Bradts ”Helsinki”. Begge bøger er skrevet på engelsk, så det er ikke sært, at Finlands hovedstad her hedder Helsinki, da det er korrekt på engelsk.

Men jeg har også en dansk guidebog med i den populære serie ”Turen går til”. Mit eksemplar er seneste udgave fra 2013, og her hedder det ”Turen går til Helsinki & Finland”.

Anbefalingerne fra de nordiske sprognævn følger imidlertid det finske sprognævns rekommandation, og her hedder det, at man på de skandinaviske sprog bør anvende det svenske navn, hvis der ”inte på språket i fråga finns ett annat etablerat namn på orten”. Man kunne derfor forvente, at turen snarest gik til Helsingfors, men Helsinki har vist etableret sig.

Jeg håbede derefter at finde et afsnit om de to navnevarianter, lidt sproghistorie og nogle anbefalinger i ”Turen går til Helsinki & Finland”, men jeg ledte forgæves.

Der behøver så langt fra ligge politiske motiver bag udeladelsen af informationen, for eksempel pladshensyn, men konsekvensen bliver manglende oplysning til en helt oplagt målgruppe: finlandsrejsende danskere.

Og hvis finlandsrejsende danskere ikke kender denne (sprog)historie og ikke ved, at vi kan sige, og at det anbefales at sige, Helsingfors, hvis man som dansker taler nordisk med en finlandssvensktalende finne, hvem skulle så vide det?

DA JEG KOM TIL FINLAND i februar, sagde jeg Helsinki. Det røg spontant ud af munden på mig, men heller intet i min hverdag kunne minde mig om andet.

Tag nu for eksempel bare guidebøgerne. Dertil går jeg som enhver kuldekendende nordbo op i vejrudsigten, især som dansker i Finland i februar.

Jeg tjekker vejr-appen på min iPhone hver dag, og her finder satellitten mig med præcision: ”Helsinki Hovedbanegård”. Beder jeg DMI vise mig byvejret, finder satellitten min placering i ”Helsinki, Finland”, og hvis jeg søger på ”Helsingfors” får jeg besked om, at byen ikke findes.

Ifølge min iPhones forinstallerede kort-app bor jeg i Helsinki og google.maps stemmer i.

Søger jeg på google.maps på nettet, har jeg dog i den seneste tid observeret interessante variationer, men det skyldes nok snarest, at jeg har lavet så mange google-søgninger på ”Helsingfors”, at alverdens cookies gætter på, jeg leder efter navnet. Mit fly fra Danmark flyver til Helsinki.

Men faktisk har jeg fået Helsinki ind med modermælken. Jeg husker ikke, hvad der stod på skolekortet i min folkeskole, men i mit atlas fra tredje klasse, ”Studieatlas”, 1975 (Gjellerup), ser man på første side et kort over ”Skandinavien og Østlandene”. Her står der ”Finland (Suomi)”, og hovedstaden hedder ”Helsinki”. På europakortet side 32 hedder Finlands hovedstad imidlertid ”Helsinki (Helsingfors)”.

Distributionskortene over Finlands produktion side 8 giver ligeledes et mudret billede. ”Landbrug & fiskeri” samt ”kraftværker & minedrift” anfører Finlands hovedstad som ”Helsinki”, men på samme side vises produktionskort over ”træfældningsindustri” og ”befolkningstæthed” og her hedder hovedstaden pludselig ”Helsinki (Helsingfors)”.

Allerede i 1975 blev der altså vaklet mellem navnevarianterne, og det så eftertrykkeligt, at det ikke engang blev rettet i korrekturen.

Så Helsinki eller Helsingfors? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Snarest er Helsinki en globalisering og internationalisering, Helsingfors noget vi har glemt.

Men tag til Helsinki og oplev Helsingfors, for det findes stadig. Vi skal vist bare lige mindes om det.