Prøv avisen
Kronik

Nietzsche og Guds død

Når Nietzsche forkyndte Guds død tænkte han inden for den praktiske fornufts område. Han forsøgte at vise, hvor ligegyldig gudstanken var blevet på det praktiske livs område, skriver dagens kronikør.

Når Nietzsche forkyndte Guds død, tænkte han ikke teologisk eller dogmatisk. Han forsøgte at vise, hvor ligegyldig gudstanken var blevet på det praktiske livs område blandt moderne mennesker. Spørgsmålet om, hvor Gud er blevet af, bliver nemlig mødt med en sigende uforstand og ligegyldighed

Når Friedrich Nietzsche talte om ”Guds død” var det egentlig ikke en teologisk erkendelse. I hvert fald ikke, når man opfatter teologisk erkendelse som en primær teoretisk overvejelse i lyset af gudstanke, åbenbaring og det bibelske vidnesbyrd.

Det er helt afgørende, hvis man vil forholde sig til Nietzsches tænkning, hans kristendomskritik og dermed også hans mulige opbyggelige betydning for teologien og kristendommen.

"Guds død" før Nietzsche

Både Luther og Hegel har talt om ”Guds død” før Nietzsche. For dem var der imidlertid tale om en specifik teologisk erkendelse. Guds død kunne man tale om, fordi Fader og søn er en enhed også i Jesu død på korset.

Så det er et evangelisk-luthersk kernepunkt. I eksistensteologien og i tidehvervsbevægelsen har dets betydning ligefrem overgået opstandelsesbegivenheden. I den eksponerede lutherske tradition er teologi som bekendt ”korsteologi”.

Når Nietzsche forkyndte Guds død tænkte han derimod inden for den praktiske fornufts område. Han forsøgte at vise, hvor ligegyldig gudstanken var blevet på det praktiske livs område.

Det gjorde han i den berømte fabel om ”Det gale menneske”, fra skriftet om ”Den muntre videnskab”, hvor han introducerer sit begreb om ”Guds død”.

Her er ikke tale om en teologisk udredning, men om en mesterligt gennemført fortælling om en gal mand, der ved højlys dag kommer ind på torvet med en lygte i hånden for at lede efter Gud.

Her mødes han imidlertid med total uforstand og ligegyldighed. Den lille flok, som samles omkring ham, svarer følgelig det gale menneske med forskellige ironiske forslag til, hvad der kan være blevet af Gud.

Forslag, som alle afslører, at i grunden rører Guds tilsyneladende forsvinden dem ikke spor.

Da er det, at det gale menneske kan forkynde sit egentlige anliggende: ”Gud er død, og vi har slået ham ihjel”, som han råber, samtid med at han knuser sin medbragte lygte mod torvets brosten.

Nietzsches forhold til kristendommen

Nietzsche var dybt fortrolig med kristendommen og den kristne tradition. Han var som bekendt præstesøn. Som barn i skolen kaldtes han ”Der kleine Pastor”, og han begyndte da også på teologistudiet på universitetet, men slog snart over på klassisk filologi. Nietzsches forfatterskab og filosofi er nært forbundet med denne baggrund.

Snævert teologisk og dogmatisk set kan man selvfølgelig springe op og falde ned på Nietzsches tænkning. Såfremt teologien imidlertid skal være andet og mere end blot teologisk tænkning og have en forbindelse til virkeligheden og det konkrete liv, herunder hvad det vil sige at være menneske i forhold til Gud og kristendom, er han væsentlig og uomgængelig.

Han peger nemlig på nogle helt afgørende problemer med at realisere det kristne gudsforhold i virkeligheden. Det er dybest set det, der er grunden til, at han vender kristendommen ryggen.

Hvad er da problemet? Man kunne hævde, at det på overbevisende måde er at godtgøre inkarnationen og Guds menneskevordelse ikke teoretisk og teologisk, men praktisk og moralsk.

Det siger Nietzsche ikke selv; for han tænker som sagt ikke teologisk, og han har taget afstand fra en mulig opbyggelig teologi længe forinden. Alligevel er det, hvad man dekonstruktivt kan udlægge af hans tænkning.

I en sådan udlægning falder første og anden trosartikel fra hinanden. Det er for Nietzsche at se en absurditet, at troen på Gud Fader går via den kors-fæstede Kristus. Troen på en Gud, der er død på korset, er en gyselig paradoksi, som Nietzsche siger.

I den evangelisk-lutherske tradition er det i hvert fald et stykke ad vejen ligeledes tilfældet. Paulus taler om, at korset er en ”forargelse og en dårskab” for de udenforstående; ”“men for dem, der er kaldet “ prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom”. (1. Kor. 1).

Nietzsche er monist. Det er han med god ret. For han er vokset op i en monoteistisk-kristen tradition.

Gud må være en enhed, og bag Nietzsches kritik ligger, at den kristne tradition ikke har formået at fastholde denne enhed i gudsbegreb og inkarnationsforståelse. Ikke når det kommer til det kristne liv og praksis i hvert fald.

Nietzsches kritik af moralen

Hans anliggende er en forsonings- og formidlingsforståelse mellem livets kræfter og fænomener. I lyset af ovenstående kunne man derfor spørge: Hvordan er Kristus ”Guds kraft og visdom”, og hvad betyder det for den kristne?

Her kommer Nietzsches moralkritik ind. For når Nietzsche så indædt kaster sig over den kristne moral, som jo netop er kristendom i praksis, så skyldes det ikke, at han forkaster moral som sådan. Det skyldes, at kristendommen efter hans opfattelse har forvrænget moralen.

Øjensynligt er det efter hans opfattelse sket, fordi de kristne ikke har formået at fastholde moralen i enhed og samhørighed med det monoteistiske gudsbegreb. Den kristne moral har ikke formået at formidle og forvalte Kristus som Guds kraft og visdom.

Det centrale begreb hos Nietzsche om ”viljen til magt” er nemlig til syvende og sidst forankret i det monoteistiske gudsbegreb. Det er et metafysisk fænomen.

I moralen skulle den kristne forvalte den magt og visdom, som vi møder i Kristus. Bliver man imidlertid stående ved forargelsen, og anser den som det centrale i åbenbaringen i Kristus, så udebliver formidlingen af denne kraft og visdom i Kristus.

Det er på en måde det, der er hele bunden i Nietzsches kristendomskritik. Forargelse er jo udtryk for en afvisning. Derfor kan man ikke blive stående ved den. Hvilket Paulus vel heller ikke gør? Forargelsen er jo ikke møntet på de ”kaldede”, men på de udenforstående.

Lægger man på den baggrund hele betydningen i korsets forargelse, og skærper man den endog ved at betragte den som Guds død, så er der ikke tale om formidling, men om Guds død i Nietzsches forstand.

Det vil sige Gud er død, og hvad så? Der er her tale om en ganske anden forståelse, end hvad den evangelisk-lutherske tradition har lagt i begrebet.

Nietzsche har lokket kristendommen i en fælde. Gudsbegrebet repræsenterer for ham en metafysisk højde, som den kristne tradition ikke har formået at formidle. Og den magt, som her skulle formidles, er i stedet flydt ind i den kristne moral, hvor den er blevet godt og grundigt forvrænget, og er blevet til mellemmenneskelig magtkamp og destruktivitet.

Dæmonien, dekadencen og nihilismen er kristendommens følgesvend. Det er den ufyldbyrdede kristentros ledsager ifølge Nietzsche.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at når Nietzsche vælger at slippe viljen til magt og Fanden løs i sin tænkning, så er det subtile ved det, at han dermed kan se ud til at have virkeliggjort en konsekvens, som for ham at se er kristendommen iboende.

Nihilismen og dekadencen er for ham at se en konsekvens af kristendommen selv. En konsekvens af en teologi, som ikke har formået at formidle kristendommens inkarnatoriske anliggende, og dermed formidle mellem første og anden trosartikel.

Ironien i de sidste værker

Nietzsche skubber ikke blot til kristendommens hældende læs og bliver selv stående. Han vælter selv med det. Der kan derfor se ud til at ligge en dyb og noget tvetydig ironi i det, når han vælger at kalde sine seneste skrifter henholdsvis ”Antichrist” og ”Ecce Homo”.

Sidstnævnte er som bekendt Nietzsches litterære selvbiografi og hans vurdering af hans egne værker og deres betydning.

Ironien eller tragedien fremgår af, at det ligeledes er Pilatus ord om Jesus, da han overgiver ham til korsfæstelsen.

Nietzsches tænkning og filosofi er en dæmoniseret kristendomsudlægning. Det lader sig imidlertid ikke gøre blot at vende den ryggen og fordømme den moralsk eller med henvisning til dens historiske nedslag for eksempel i nazismen.

Dertil er den ganske enkelt for indforstået med den kristne metafysik og åndsforståelse. Herunder også med en ”Gud er død”-teologi. En beskæftigelse med ham kan derimod være med til at vise andre veje end denne vildfarelse.