DET ER FORÅR. Blomsterne har nu brudt den vintergolde muld. Vi kommer ud af vores vinterhi. Men lige idet solen stille kigger frem fra sit skjul, vælter helligdagene rodet, tilfældigt og skævt ud af vores kalendere.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker en fridag en gang imellem. Jeg anerkender behovet for det rum til fordybelse, som Kristeligt Dagblads leder før har argumenteret med (den 3. maj 2012).
Jeg er godt klar over, at familier i en stresset hverdag har brug for et pusterum. Men der er nu engang rigtig mange gode argumenter for at afskaffe helligdagene uden at det går ud over hverken ferie, familie eller fordybelse.
Først og fremmest er helligdagene et praktisk problem. På denne tid af året står de skæve helligdage i kø. Fridagene er ikke noget, vi selv kan administrere. Helligdagene træder ofte (i hvert fald verdsligt set) så tilfældigt ind i vores hverdag, at det får store konsekvenser for samfundet.
Dagenes placering og fridagenes belejlighed kommer ofte noget så ubelejligt. Kort og godt forkludrer helligdagene vores planer og det stykke arbejde, vi kunne lægge på jobbet.
Det gælder helt konkret for en studerende som mig. Sidste år havde jeg ingen læseferie. Den tid, jeg skulle bruge på fordybelse og på at gøre mig endnu dygtigere til mit fag, skulle nu bruges til i al hast at presse det sidste pensum ind.
I år blev mit i forvejen pressede forårssemester forskudt, netop fordi helligdagene kom i vejen. Og så får vi at vide, at vi skal arbejde hårdere og komme hurtigere igennem.
I dag ligger påsken mellem den 22. marts og den 25. april. Tidspunktet bestemmes af, hvornår fuldmånen kommer efter forårsjævndøgnet. Uanset om man er religiøs eller ej, er det i en moderne sammenhæng en både krumrygget og usammenhængende måde at bestemme vores fridage på.
Påsken og forårets følgende helligdage udgør 8 ud af årets 11 helligdage og er fordelt over fire forskellige perioder i marts, april, maj og til tider juni. Det understreger, hvor tilfældigt og skævt helligdagene er fordelt på året. Det er hamrende upraktisk og passer ikke ind i den moderne arbejdende danskers hverdag.
Helligdagene står ikke alene som en udfordring for årshjulet hos arbejdstageren og den studerende. De har også potentiale til at løfte den danske beskæftigelse, hvis vi er villige til at tage opgøret med dem. Når næsten alle i et samfund holder fri på samme tid, koster det samfundet penge rigtig mange penge.
AFSKAFFELSE AF HELLIGDAGE har tidligere ligget på det politiske tegnebræt. Da regeringen forsøgte at opnå en aftale i trepartsforhandlingerne, var det en nem, overkommelig og fornuftig måde at finde penge på. Allerede dengang regnede man på, hvad det kunne indbringe den danske statskasse at afskaffe en helligdag eller to.
Regnestykket endte på fire milliarder kroner frem mod 2020 for kun to helligdage! Det er det, det koster at uddanne 53.000 folkeskoleelever i et år. Det er det samme som mere end seks satspuljer. Det ville kunne øge arbejdsudbuddet med 20.000 personer og det bliver der brug for frem mod 2020. Mange bække små.
Under forhandlingerne var det desværre Dansk Metal, der lukkede for mappen, før aftalen var underskrevet selvom de var enige i, at et øget arbejdsudbud var løsningen. Det er både ærgerligt og uforståeligt.
Fagforeningerne har ikke kun fordel af et øget arbejdsudbud det ville yderligere styrke den danske model, hvis helligdagene blev sat fri.
Tænk på en situation, hvor arbejdsmarkedets parter selv kunne forhandle fridage. Man ville kunne skrue på knappen for mere ferie i perioder med høj ledighed og sænke feriedagene i perioder, hvor der er behov for højt arbejdsudbud. Det er et enormt vækstpotentiale, og det ville komme alle parter til gode.
Et udspil til fremtidige forhandlinger kunne passende være at nedlægge forårets i alt otte helligdage og afsætte fem af dem til at placere en sammenhængende ferie på samme måde som vi opfandt vinterferien, da danske forældre begyndte at tage deres børn ud af skolen i skiperioden.
Men de praktiske og økonomiske argumenter er naturligvis ikke de eneste faktorer at tage højde for. Helligdagene ligger jo, hvor de gør i dag, fordi samfundet engang var et helt andet. Det var ikke bare kulturkristent det var kristent.
Derfor er det også vigtigt at slå noget fast. Når jeg foreslår at reformere helligdagene, er det ikke for at drive heksejagt på den kristne tro. Det er ikke for at fornægte vores kulturarv. Det er ganske enkelt i erkendelse af, at den danske befolkning ikke dyrker sin religion på samme måde, som den tidligere har gjort.
Tiden er løbet fra statsfejringer af kristne højtider. For de fleste er faste og fromhed blevet erstattet af ferie og ”flad-ud”. Det er der naturligvis også brug for, men det retfærdiggør ikke, at helligdagene er konstrueret, som de er i dag.
I GAMLE DAGE BLEV PÅSKEN brugt i kirkerne. Man afholdt sig fra arbejde såvel som fra fornøjelser. Dagene var afsat til fordybelse. Sandheden er i dag, at vi ikke finder fordybelsen på samme måde. Den kristne religion er ikke længere en forankret del af den danske kultur, på samme måde som den var i sin storhedstid for flere hundrede år siden.
Den danske kultur er levende og har bevæget sig ud ad nye baner. Danskerne samles ikke længere i kirken for at bede på en søndag eller helligdag.
Vores idol er ikke længere manden, der forlod os for at genopstå igen et par tusind år tilbage. Vores refleksioner er ikke begrænset til Bibelen. Vores fordybelse er ikke forbeholdt kirkerummet. De findes i den levende kultur, vi sammen skaber. De begivenheder og nationale holdepunkter, der for alvor tæller i dag. Søndagsserien fra DR, der behandler vores spørgsmål. De rødhvide trøjer på boldbanen, der bekræfter vores stolthed. De lokale musikskoler, der bevæger vores sind.
Dermed ikke sagt, at der ikke er behov for frirummet. Der er behov for perioder, hvor både børn og forældre har fri. Der er behov for at bruge tid i familiens skød. Der er behov for fordybelsen. Men fordybelsen skal være på vores præmisser ikke på vores forfædres.
Religion er en privat sag. Vi bør derfor skabe yderligere rum for at dyrke den privat. Kristne højtider har ikke samme forrang længere. Specielt ikke, når dagene ikke bliver brugt efter hensigten: til kirkegang.
Kulturen er en anden i dag, og man må spørge sig selv, om det er rimeligt at sætte samfundet i stå så vilkårligt, uregelmæssigt og upraktisk, som vi gør nu.
Kristendommen kan stadig spille sin rolle i vores samfund. Jeg foreslår ikke at lukke kirker eller frarøve kristne mennesker deres religion. Jeg pointerer blot stilfærdigt, at ingen dag bør være kollektivt hellig i et samfund med religionsfrihed.
Den seneste reform af helligdagene faldt tilbage i 1770 i et opgør med katolicismen. Er det ikke ved at være tid til, at vi erkender, at vi er kommet videre? Skal vi ikke få taget et opgør med de upraktiske helligdage og skabe rum for fordybelsen hos den religion, vi selv vælger, på de dage, vi selv tilrettelægger?
Vi bør gøre op med illusionen om, at store bededag skal være dagen, hvor folket samles og finder hinanden virkeligheden er, at det er under helt andre begivenheder.
I forbindelse med store bededag i år kunne man finde Radikal Ungdom på gaderne med budskabet ”vækst eller hveder”. Sandheden er dog, at det ikke er enten-eller.
Vi vil ikke forhindre folk i at sætte hvederne i ovnen, men blot give folk friheden til at placere deres fridage, som det passer dem og deres traditioner. I opgøret med helligdagene er der ingen tabere.