Prøv avisen
Kronik

Kristi himmelfart er i bogstavelig forstand opløftende

Hele Jesu liv og skæbne er forkyndelsen af, at al magt i himlen og på jorden i sidste ende står i tjeneste for den tilgivelse, barmhjertighed, nåde og det evige liv, som Jesus med sit liv vandt, gjorde sig fortjent til og minsandten tilmed delagtiggjorde os i, skriver dagens kronikør. Foto: KD

Hvis selve den spektakulære himmelfart har været og især i moderne tid er svær at goutere, så er Kristi himmelfarts evangelium ikke spor svært at forstå. Hele Jesu liv og skæbne er forkyndelsen af, at al magt i himlen og på jorden i sidste ende står i tjeneste for den tilgivelse, barmhjertighed og nåde, som Jesus med sit liv vandt

Religion og gudstro trækker mennesket opad. Det er der ikke så få ateister og humanister af både hjerte og forstand, der synes, er for meget.

De synes, vi burde rette både blik og holdning mere nedad, så vi kunne samle flere af vores kræfter, opfindsomhed og hengivenhed med henblik på de jordiske problemer. Hernede er der ligesom nok at tage fat på. Så hvorfor forskyde al den energi og orientering opad mod en angiveligt skjult og ikke særlig pålidelig Gud, som mildt sagt ikke har gjort alverdens væsen af sig, når der for alvor har været brug for ham?

Dette og lignende spørgsmål blev for alvor stillet i tiden efter Første Verdenskrig. Og er ydermere blevet nærmest imprægneret i vores vestlige kultur lige siden, så gudstroen og religionen slet ikke har den selvfølgelige status, som den havde i tiden før Første Verdenskrig.

Der havde ganske vist også været krige tidligere i verdenshistorien. Heriblandt også en tilnærmelsesvis religionskrig fra 1618-1648, Trediveårskrigen. Her kulminerede det stærke modsætningsforhold, som var opstået i slutningen af det 16. århundrede mellem reformation og modreformation.

Akkurat de synlige religiøse modsætninger mellem krigens kombattanter gav senere anledning til tanker hos filosoffer og teologer om både religiøs og politisk tolerance i et forsøg på at finde fællesnævnere i det at være menneske, kristen og religiøs. Ikke et egentligt opgør med religionen eller troen på Gud, men en måde, hvorpå man giver hinanden plads og rum til sin egen form for gudsdyrkelse.

Det er blandt andet det, man som en reminiscens kan læse i Grundlovens paragraf 67, hvor der står: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Det korte af det lange er, at alle bestræbelser på politisk, religiøs og anden tolerance dels negativt sigtede mod at undgå, at religiøse åbenbaringer og deres fiksering i konfessionel dogmedannelse gav anledning til krig eller andre uoverensstemmelser i et samfund eller en civilisation, dels positivt at finde frem til en slags fælles menneskelighed eller gudbilledlighed, som vi deler med hinanden uanset hvad vi så i øvrigt måtte tro og mene.

I dag kan man imidlertid godt frygte, at denne bestræbelse på religiøs, politisk og anden tolerance og lighed slår om i en lige så intolerant menneskelig uniformering, der ser bort fra alle forskelle mellem os.

Navnlig en moderne sekularisme, der ofte aggressivt ønsker at uddrive al religion og tro fra det offentlige rum, rummer i sig kimen til et samfund, der kemisk er renset for den måde, hvorpå mennesker forskelligt udtrykker sig religiøst.

Religion og tro er nu en gang et grundmenneskeligt fænomen. Måske et helt uundgåeligt træk ved selve evolutionen?

Så man kan sagtens samtykke med megen moderne ateisme, humanisme og sekularisme, når de kæmper for at rette det menneskelige blik og dets himmelvendte øjne nedad mod den verden, hvori vores ønsker om fred og fordragelighed, liv og lykke skal udleves og virkeliggøres. Samtidig med, at man fastholder gudstroens vertikal som forudsætning for endog menneskeligheden og dens bibelsk forståede gudbilledlighed.

Det kan nemlig godt blive for jordstrygende. Menneskelig skyldfølelse og skam vender også blikket nedad. Og indad. Man kan godt se virkeligheden ind i dens åbne ansigt og til sidst ende med at blive hårdhjertet, kynisk eller konfliktsky. Eller skyldfølelsen og skammen kan forvandle sig til skamløshed, som man dernæst ublu skamrider.

I den berømte historie om Kain og Abel fra Det Gamle Testamente læser man også om, hvordan Kain påkalder sig Guds opmærksomhed, fordi han efter mordet på sin bror Abel går med sænket hoved. Derfor spørger Gud ham også: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren.”

Kristi himmelfartsdag har altid været en udfordring for moderne præster og andre kristne. Det er blevet til talrige omskrivninger og ekvilibristiske fortolkninger for at få himmelfarten til at glide nemmere ned hos en kritisk menighed.

Men det er kun, hvad selve himmelfarten angår. Den er virkelig meget svær at se for sig. Selv hvis man antog det bogstavelige begivenhedsforløb at være foregået, som det står skrevet.

Især tidligere har netop denne taknemmelige anskuelighed gjort det nemmere for kunstnere at billedliggøre begivenheden. Sådan som man i en landsbykirkes udskæring i prædikestolen et sted i Nordjylland har forsynet den himmelfarne Kristus med propeller.

Men hvis selve den spektakulære himmelfart har været og især i moderne tid er svær at goutere, så er Kristi himmelfarts evangelium ikke spor svært at forstå. Og selve himmelfarten er ikke spor andet end en anskueliggørelse af det hellige evangelium.

Men er det ikke også nok? Rigeligt!

Kristi himmelfart rummer den forkyndelse og begivenhed i ét, at Gud selv, himlens og jordens skaber, gør alt, hvad Jesus har sagt, gjort og udlevet, til sit. Jesu grænseløse kærlighed, hans inderlige barmhjertighed og nåde over for alle syndere, hans utrættelige opsøgning af det fortabte, hans forbløffende tilgivelse af vores overtrædelser, hans fællesskabsstiftende forsoning mellem Gud og os og ikke mindst hans lidelse, korsfæstelse, død, begravelse og endelige opstandelse for vores skyld alt dette giver Gud selv Kristi himmelfartsdag sin adopterende støtte og delagtighed i sin almagt.

Det er derfor, vi tror, at Gud er en god Gud. Og ikke en almægtig og vilkårlig himmelsk tyran. Gud er på Jesu side. Og på vores! Faktisk har han hele tiden været skjult til stede i Jesu undseelige menneskeliv. Ligesom han er til stede hos os med sin hellige ånd, hvori hans trøst, tilgivelse og barmhjertighed er virksomt nærværende.

Jesus er Guds selvåbenbaring, så vi får at se, høre og mærke, hvem og hvad Gud i virkeligheden er: at han er kærlighed. En kærlighed, der er større end den rent menneskelige og derfor trækker os opad. Først til fællesliv og ansvar over for hinanden i menighed og samfund. Til sidst til det evige liv i fællesskab med Gud selv.

Guds kærlighed er i Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre, den tilgivelse, der løfter det nedslåede ansigt op, så man atter kan orientere sig frit i fællesskab med både mennesker og Gud. Det er den nåde, der lader os stå op hver dag til en ny mulighed ”med nåden i favn”, som Grundtvig digter det om det lille døbte barn.

Hele Jesu liv og skæbne er forkyndelsen af, at al magt i himlen og på jorden i sidste ende står i tjeneste for den tilgivelse, barmhjertighed, nåde og det evige liv, som Jesus med sit liv vandt, gjorde sig fortjent til og minsandten tilmed delagtiggjorde os i. Intet menneske kan dernæst gå fortabt, medmindre det selv vil. Nåden er gratis. Og Gud er nådig.

Denne forkyndelse af Kristi himmelfarts evangelium er i bogstavelig forstand opløftende og opbyggelig. Og finder i sagens natur særlig ørenlyd hos dem, der med sig selv véd, at man netop har brug for Guds nåde og tilgivelse.

Jesus er gjort til Guds. Det er selve evangeliet. Derfor kan vi i dag også følge hans vej op til himlen, hvor han tager plads ved almagtens højre hånd, hvorfra han ved troen, håbet og kærligheden skal regere nænsomt over vore hjerter og sind. Og løfte os op!

Rejs op dit hoved, al kristenhed!

Opløft dit øje, slå ej det ned!

I Himlen du har hjemme,

dér er dit hjerte, dér er din skat,

derfra han kommer med æren brat,

hvem du kan aldrig glemme.