AYAHUASCA ER et entheogent eller psykedelisk plantebryg fra Amazonas, hvor shamaner fra Brasilien, Peru, Colombia og Ecuador har gjort brug af ”medicinen” måske i tusindevis af år til fysisk, emotionel og spirituel heling.
De tre niveauer har aldrig været adskilt i det indianske diagnosebillede, hvor sygdom betragtes som en ubalance eller en energiblokering mellem niveauerne.
Drikken har forskellige navne i forskellige stammer: caapi, pinde, dapa, natéma, kahi, mihi og yagé. Navnet ayahuasca er fra det indianske sprog quechua, hvor aya betyder sjæle, de døde eller ånderne og huasca betyder lian eller klatreplante. Drikken består af to ingredienser: dels af lianen Banisteriopsis caapi, dels af en af de DMT-holdige planter (dimethyltryptamin) fra regionen.
Mest brugt er blade fra busken Psychotria viridis. Det psykoaktive stof dimethyltryptamin-DMT findes i adskillige planter, svampe og dyr overalt i verden. Vi producerer det endda selv under visse omstændigheder.
At amazonasindianerne har fundet ud af at koge netop de ingredienser sammen i timevis vækker undren. Der er tusinder og atter tusinder af plantearter i Amazonas, så sandsynligheden for at ramme den rigtige blanding er mikroskopisk.
Selv siger shamanerne, at planterne giver de nødvendige oplysninger fra sig. De opfatter så at sige ayahuasca som et middel til at modtage information, som ikke er tilgængelige via normale informationskanaler. En information, der gør det muligt at etablere en platform for personlig handlekraft.
I det 20. århundrede bevægede ayahuascaen sig ud fra junglen. Forskellige synkretistiske religioner tog ”medicinen” til sig og gjorde brug af den i deres sakramente.
I Brasilien drejer det sig om de tre kristne kirkesamfund Santo Daime, UDV og Barquinia. Ifølge Santo Daimes hjemmeside findes der mindst 100.000 brugere af ayahuasca til religiøse formål. Disse samfund har oprettet stofafvænningsklinikker, som ved hjælp af ayahuasca har helbredelsesprocenter, der er i en helt anden kategori, end man ellers ser det.
Viden om ayahuasca bliver efter Anden Verdenskrig spredt til Vesten dels gennem antropologiske beskrivelser og dels gennem litteraturen. For eksempel de amerikanske forfattere Burroughs og Ginsbergs ”The yagé letters” fra 1953.
Herhjemme har Ib Michael og Thomas Boberg beskrevet fænomenet. Boberg fortæller i kapitlet ”Sjælens pisk” i ”Americas” om den franske læge Jacques Mabit, der i Peru behandler stofafhængige med terapi og ayahuasca.
Stadigt flere kunstnere, psykiatere og videnskabsfolk bakker op, og internettet flyder over med mere eller mindre dubiøse beretninger om det magiske bryg.
Den hype, der er opstået omkring drikken i de senere år, har afstedkommet en veritabel ayahuaca-turisme til især Peru-delen af Amazonas.
Syge, søgende og trippende valfarter til retræter eller til lokale shamaner for at finde det, de søger. Antallet af shamaner er af samme grund eksploderet i regionen. På godt og ondt. Mange tager langt ud i skoven for i heldigste fald at blive snydt, så det driver, eller få en horribel oplevelse.
DET ER VIGTIG AT UNDGÅ romantiske forestillinger om oprindelige folks uskyld, for shamaner er ikke nødvendigvis altruister, som nys har aflagt lægeløftet. DMT er også den aktive grundenhed i LSD, i den afrikanske rod Iboga, der er kendt for sine anti-addiktive egenskaber, og i Psilocybin, der findes i svampe som den danske spids nøgenhat.
DMT findes så at sige overalt i flora, fauna og fungi over hele verden. Trods det, ved man ikke hvorfor. Der er forskellige hypoteser fra biologer og læger om dets fysiologiske betydning. Nogle tager munden fuld og kalder DMT for ”The spirit molecule”.
Lovgivningsmæssigt er syntetisk fremstillet DMT forbudt overalt, siden LSD i 1960erne kom på gadeplan og skabte furore. Virkningen af et hallucinogen/entheogen er afhængig af ”set”, ”setting” og ”drug”.
”Set” er den bagage, som vi kommer med. Vores psykiske habitus, vores forberedelse og vores dagform. ”Setting” er de omstændigheder og omgivelser, hvorunder vi indtager stoffet. ”Drug” henviser til arten og kvaliteten af den aktive ingrediens.
Den forfærdelige historie med psykisk syge patienter, der i sin tid blev lukket inde i kælderen på Frederiksberg Hospital efter at have modtaget LSD for derefter at blive overladt til sig selv, fortæller med al tydelighed, hvad der kan ske, når hverken ”set” eller ”setting” tages i betragtning.
David Nutt var i 10 år den engelske regerings ”drug zar”. Han blev i 2009 fyret som øverste narkotikarådgiver efter at have offentliggjort en artikel i The Lancet, hvor han beskriver en rangliste over stoffers farlighed for den enkelte og for samfundet.
Spiritus var topscoreren. En del værre end hash og langt farligere end de DMT-holdige stoffer, der lå placeret i bunden af fareskalaen. DR viste for nyligt et program, hvor den danske læge og narkotikaekspert Henrik Rindom gjorde sig til talsmand for samme synspunkt.
Lovgivningen er således ikke begrundet i stoffernes farlighed. I flere sydamerikanske lande er ayahuasca vurderet som en national kulturel skat. I Brasilien er drikken legal i religiøs sammenhæng, så længe ingen opnår en økonomisk gevinst. Ligeledes i USA, Italien, Holland og mange andre lande.
FNS WIENKONVENTION fra 1971 godkender brug af ayahuasca. Udførsel af ayahuasca fra Brasilien må dog kun ske med kurer til satellitgrupper under et af de brasilianske kirkesamfund.
Høsten af lianer i toppen af høje træer og af de DMT-holdige planter og deres videre bearbejdning, som er hårdt fysisk arbejde, foregår udelukkende ved frivilliges indsats.
Kirkernes medlemmer opfatter sig som fredsarbejdere, som stoler på, at ayahuasca indtaget under de rette omstændigheder gør brugeren til et bedre menneske. Flere indianske shamaner har indledt en international rejseaktivitet med det formål at udbrede kendskabet til ayahuasca. Deres begrundelse er en slags missionærvirksomhed.
De opfatter den vestlige verden som syg i sjælen, når den vil slå junglen ihjel. De føler sig nødsaget til at drage ind i mørkets hjerte med deres balancerende medicin for at redde deres egen verden.
Min egen erfaring? Jeg har ayahuasca-mediteret en gang om måneden i to år i en gruppe, hvis brasilianske facilitator får ayahuascaen fra Santo Daime, som sender repræsentanter til Danmark for at tjekke vores arbejde.
Primært er jeg taknemmelig over, hvor mange mennesker, der rundt omkring i verden lægger en arbejdsindsats, for at jeg kan komme i trygge rammer og arbejde meningsfuldt med mig selv.
Jeg ved også nu, at jeg aldrig ville turde drikke ayahuasca, hvis ikke jeg har fuld tillid til både ”the setting” og ”the drug”.
Hvad har jeg fået ud af det? Jeg kan nikke genkendende til de brasilianske undersøgelser, der taler om øget psykisk velbefindende, bedre korttidshukommelse, højere glædesniveau og en klarere fornemmelse af retning i livet.
Nogen gange tror jeg, at det er løgn, det jeg oplever i min hverdag. Det er blevet næsten umuligt for mig at lyve, både over for mig selv og over for andre.
Derfor nager det mig også, at ayahuascas legalitet befinder sig i en gråzone her i Danmark. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forbinde den fine fysiske, psykiske og spirituelle heling, der foregår ved en sakramental brug af ayahuasca, med begreber som forbud og kriminalitet.