I KRISTELIGT DAGBLADS SPALTER blev der i påsken og ugerne efter plads til en vigtig debat om den bibelske forsoningslære. Selvom påsken er ovre, og sommeren er over os, vil vi gerne give et indspil til denne debat, der går lige til hjertet af kristendommen: Hvorfor skulle Jesus dø?
Sådan som vi opfatter debatten, er der to hovedproblemer i spil. For det første: Har tanken om, at Jesu død har sonende betydning, overhovedet sin basis i Det Nye Testamente, endsige hos Jesus?
For det andet: Giver det mening i dag at tale om en blodig soning, eller kræver hele denne tanke et antikt verdensbillede og er derfor uforståelig, hvis ikke direkte anstødelig for et moderne menneske?
Der har i teologien været flere modeller i spil, når det drejer sig om at forstå Jesu død.
Man taler om den objektive forsoningslære, der fik sin klassiske udformning i middelalderteologen Anselms bog ”Hvorfor blev Gud menneske” og senere blev grundlæggende i lutherdommen. Her tolkes Jesu død som en betaling til Gud for menneskers synd. Jesu død forklares som en pris, der gives til Gud for at vinde mennesker fri.
Den klassiske forsoningslære, der ifølge den svenske teolog Gustav Aulén var fremherskende i oldkirken, hvor fokus lægges på, at Gud gennem Jesu død besejrer ondskabens magter.
Den subjektive forsoningslære, der ofte tilskrives middelalderteologen Abelard, men som for alvor slog igennem i 1800-tallets liberalteologi, hvor Jesu død ses som en kærlighedsgerning, der skal bevæge os til kærlighed til Gud og næsten.
For os at se er kritikken af kirkens traditionelle forsoningslære rettet primært mod den objektive, hvor det er Guds vrede, der afvendes, mens det er den subjektive forsoningslære, der fremhæves som den, der giver mening.
Spørgsmålet bliver altså, om den objektive forsoningslære har bibelsk substans bag sig, og om den giver mening i dag.
Det mener vi, den har og gør. Faktisk giver det store problemer at afskaffe den, da den med sin understregning af, at der sker noget i menneskets forhold til Gud, sikrer, at kristendom ikke blot bliver en afart af en moralistisk religion.
Når det gælder den objektive forsoningslæres plads i evangelierne, er det ikke rigtigt, at den blot har nogle få vers at bygge på. Selve evangelieberetningens grundstruktur tager sin læser ind i en indre samtale mellem Jesus og Gud, fra Getsemane, over råbet på korset, til det guddommelige svar, hvor tempelforhænget flænges.
Der udspiller sig en indre-guddommelig hændelse mellem Jesus og Gud. Korsdøden resulterer i, at den afstand, som tempelforhænget markerede mellem Gud og folket, fjernes. Ingen handling kan udtrykke nerven i den objektive forsoning bedre: Gud kommer nær til sit folk.
Dertil kommer så udsagn i alle evangelier, der på forskellig måde siger det samme som Paulus forsoningslære. Tænk for eksempel på Jesu tolkningsudsagn af sin foranstående død i forbindelse med det sidste måltid med sine disciple, hvor Jesus omtaler sit blod som pagtens blod, der udgydes for mange.
Det er ikke så nemt, som det til tider hævdes, at bortskrive evangeliernes soningsteologi som senere påklistret menighedsteologi. Det ligger i selve evangeliernes grundfortælling, at Jesu korsdød er et offer, der giver adgang til Guds nærvær.
Når det gælder den objektive forsoningslæres betydning for en moderne dansker, er det ganske rigtigt, at der ikke er blevet talt om blodofre siden krigen i 1864. Tanken synes fremmed.
Men vi vil i forlængelse af den kroatisk-amerikanske teolog Miroslav Volf hævde, at der er noget typisk dansk, provinsielt over dette syn. Mange steder i verden vil man slet ikke kunne forholde sig til en kærlighed, der ikke samtidig har retfærdighedens vrede indbygget i sig.
En kærlighed, der ikke vil stå op mod uretten og ”skaffe ret” er en, ja, provinsiel luksus for et land, der ikke mere kender til truslen om tilintetgørelse og undergang.
Er det i øvrigt ikke påfaldende, at den salme, som det ene konfirmandhold efter det andet i disse uger har valgt som yndlingssalme, er ”Hil dig, Frelser og Forsoner”? Med dens tale om en, der var villig til at ofre alt for ”at holde os i live”. Det svarer vel ikke helt til, at den slags ikke taler til mennesker af i dag.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvad det er der får så mange til at vælge den. Men det kunne jo være, at det er det samme, som fik de første kristne til at synge hymner til ham, der for vor skyld blev lydig til døden, sådan som man kan se det i en urgammel hymne i Filipperbrevet.
Måske er det trods alt ikke så fjern en forestilling for danskere af i dag at håbe og tro på et forhold til Gud, der bæres af hans vilje til at forsone sig med os.
Vi er ganske med på, at Anselms forståelse isoleret set kan lede til en karikatur af soningen, med en blodtørstig Gud, der kun lige lader sig formilde.
Et sådant syn skal korrigeres. Men ikke ved at fjerne nerven i den objektive forsoningslære med understregningen af, at forsoningen sker på Guds initiativ og skaffer adgang til Guds nærvær.
Pagtens blod er i evangeliet Guds eget kærlighedsoffer, der soner synden, fjerner lovens forbandelse og sikrer os fællesskab med Gud.
Det er netop denne dybe bastone fra langfredag, der lægger grunden under den symfoni, som den bibelske forsoningslære udgør. Her møder vi den klassiske forsoningslæres fokus på opstandelsens sejr over døden og den subjektives fokus på kærlighed til Gud og næsten foruden andre, der også kunne nævnes.
Derfor: Tøv en kende med at reducere den bibelske soningslære til efterfølgelse og etik. Det kan selv ikke et moderne menneske udholde byrden af i det lange løb!
