Prøv avisen
Kronik

De er gale med fodbold i Sydamerika

Eller skal det afrikanske kontinent have revanche for 2014 og endelig få et hold i semifinalen? De store europæiske hold vil gøre alt for at forhindre begge scenarier, skriver dagens kronikør Andreas Rasch-Christensen.

I dag begynder VM i fodbold, og vanen tro er Argentina og værtslandet Brasilien altid at finde blandt forhåndsfavoritterne. I år lurer Uruguay også i kulissen. I Europa er fodbold en kolossalt stor sport og kommerciel forretning med massevis af dedikerede fans. I Sydamerika er fodbold et kulturfænomen, der gennemsyrer hele livet

”ANDRE LANDE HAR DERES HISTORIE, Uruguay har sin fodbold.” Citatet stammer fra trænerlegenden fra VM i 1966 Ondio Viera og er med årene blevet et ordsprog i det lille sydamerikanske land.

Nu er det jo ikke sådan, at Uruguay kan betegnes som en sydamerikansk foldboldmastodont eller magtfaktor som for eksempel Brasilien. Alligevel har det lille land med de lyseblå landsholdstrøjer og den spinkle nationaløkonomi gjort det langt bedre end så mange andre lande med tilsvarende eller langt bedre betingelser.

La Celeste (de lyseblå) har vundet to VM-titler, lige så mange OL-guldmedaljer og hele 15 Copa America-trofæer. Det sidste er den sydamerikanske pendant til EM, som Uruguay vandt senest i 2011 med nogle af de samme spillere, som er i den aktuelle VM-trup.

På klubplan har de to største klubber Pearol og Nacional tilsammen vundet otte Copa Libertadores (Sydamerikas svar på Champions League) og seks VM for klubhold. Ganske imponerende af et land, hvis indbyggertal er noget lavere end Danmarks. I Uruguay bor der knap 3,5 millioner mennesker, og til sammenligning med deres medaljehøst har vi jo kun en enkelt EM-titel at bryste os af.

Et eksempel på, hvor dybt følelserne stikker i den uruguayanske fodboldsjæl, var Abdn Porte. Den 37-årige anfører for Club Nacional de Football gik sent om natten i begyndelsen af marts 1918 ind i midtercirklen på klubbens stadion Estadio Gran Parque Central, greb pistolen og skød sig selv i hjertet.

I lommen lå en forklaring. Den tidligere landsholdsspiller kunne ikke forestille sig et liv uden sejrene, de perfekte afleveringer, arbejdsraseriet og målene. Derfor afsluttede han karrieren og livet, hvor han altid havde levet det: På stadion. I midtercirklen.

ET MERE AKTUELT EKSEMPEL var Uru-guays kvartfinale mod Ghana ved det sidste VM i Sydafrika i 2010. Den endte 1-1 i den ordinære spilletid og gik i omkamp. Efter 120 lange og handlingsmættede minutter, hvor ingen af holdene havde formået at nedbryde det andet, havde angriberen Luis Surez for første gang i karrieren forvildet sig ned på egen mållinje i forbindelse med et Ghana-frispark.

Der kunne han også præstere. Først med en flot og lovlig fodparade på en Appiah-afslutning og i splitsekundet efter med endnu en feberredning. Denne gang dog med hånden på et hovedstød af Dominic Adiyiah.

Forseelsen blev takseret efter bogen. Ghana fik straffespark, og Surez fik marchordre. Ghaneserne jublede, og de lyseblå bluser hang med hovederne, mens 3,5 millioner landsmænd hjemme i Sydamerika holdt vejret. Et halvt minut senere var rollerne byttet om. Asamoah Gyans straffespark var kraftfuldt, men for højt. Uruguay vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og billederne af den jublende Surez gik verden rundt.

Et helt afrikansk kontinent følte sig snydt og bedraget, og de havde verdensopinionen på deres side. På arbejdspladser, i stuer og avisspalter var sympatien med The Black Stars stor. Kun overgået af forargelsen over Surez udåd.

Den nuværende Sunderland-træner, og tidligere spiller for Chelsea og Tottenham, Gustavo Poyet sagde under debatten om den famøse redning noget meget rammende til en journalist: ”Siger du, at spilleren (Surez) skulle have ladet bolden gå ind? Vi glemmer noget meget vigtigt her. Når du er naiv, så vinder du ingen fodboldkampe.”

Poyet kommer selv fra Uruguay, men hans udtalelse er rammende, fordi den fortæller noget om synet på sejr og for den sags skyld nederlag. Fodbold i Uruguay er jo netop ikke bare fodbold. Det er en del af landets historie, og måske sågar mere end det.

DET ER EFTER ALT AT DØMME et fænomen, der også deles af nabolandene. I Sydamerika er fodbold også noget langt mere end bare en holdsport. I Argentina taler man om ”La Nustra”, vores spil, og ”Lo Criollo” en slags gadedrengestil, hvor det ikke kun handler om løb og spark, men om at bruge sin fantasi og sine visioner til at narre modstanderen. Og den virkelige Criollo indebærer vildskab og galskab.

Efter udåden brugte Surez netop en argentinsk reference, da han kaldte redningen for turneringens bedste og proklamerede, at Guds hånd nu tilhørte ham. Hentydningen var til argentineren Diego Maradona og slutrunden i 1986.

Argentineren lavede dengang et meget berømt mål i kvartfinalen. Mange vil kalde det et forfærdeligt mål. Uset af dommeren brugte Maradona hånden til at løfte bolden hen over den engelske målmand Peter Shilton. Eller, som han selv udtalte, så brugte han lidt af hovedet og lidt af Guds hånd.

Argentina blev verdensmester, og det har været afgørende for Maradonas eftermæle trods et utal af skandaler i form af doping, kokainmisbrug og utroskab.

I Europa regnes argentineren Lionel Messi for en af verdens absolut bedste spillere. Med god ret. Han er flere gange blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller og har vundet Champions League-trofæer og spanske ligatitler, siden han som 17-årig fik debut for Cataloniens stolthed FC Barcelona.

FOR NYLIG HAR DEN TIDLIGERE argentinske storspiller og midtbanegeneral fra det engelske Tottenham Hotspurs, Osvaldo Ardiles, opstillet en præmis for, at Messi for alvor kan gå over i historien. Han skal vinde det forestående verdensmesterskab.

Ardiles har ret, hvis man ser på Messis status i hjemlandet Argentina. Her vil han altid kun være nummer to. Maradona er verdens bedste fodboldspiller set med argentinernes øjne. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Grundlæggende mener argentinerne, at Maradona er en søn af folket. En mand, alle argentinere drømmer om at være. En spiller, der ene mand førte dem frem til to VM-finaler, hvor de vandt den første. En mand, der rejste ud af fattigdommen i hovedstaden Buenos Aires og ind i fodboldens magiske verden.

I landsholdskarrieren har Messi endnu ikke opnået Maradonas succes. Og da landsholdsfodbolden og den argentinske klubfodbold er det vigtigste i Argentina, er det svært at opnå samme status som den forgænger, han altid bliver sammenlignet med, når han løber rundt i Europa.

Den fodboldgale befolkning følger dog stadig europæisk fodbold intensivt, og selvom de mener, at Messi for tiden er verdens bedste, så forstår de ikke, at han ikke overfører sin magi til det underpræsterende landshold.

Messi er bare en spiller på holdet, når han spiller for Argentina. Det er en stående joke i Argentina, at folk spørger, hvordan det kan være, at de ikke beder ham Messi, der spiller i FC Barcelona, om at spille på det argentinske landshold.

Argentina kom først ud af et mangeårigt diktatur i 1983 og indførte demokratiet igen. Tre år senere driblede Maradona dem direkte til VM-titlen, hvilket førte hele nationen op på en piedestal. Det kan argentinerne ikke glemme og vil altid stå i gæld til ham.

Maradona personificerer store dele af VM-fodboldens historie for Argentina. Nu venter de bare på Messi. Eller skal det afrikanske kontinent have revanche for 2014 og endelig få et hold i semifinalen? De store europæiske hold vil gøre alt for at forhindre begge scenarier. Det bliver usandsynlig spændende, og jeg glæder mig. I ønskes alle et godt VM.