Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Virksomhedsetik: Da FN tænkte ud af kassen

Karin Buhmann

Normalt laver FN regler for stater, ikke for virksomheder. Men der er lige nu klare tegn på ændringer i opfattelsen af, hvad der kan reguleres gennem FN. Den manglende globale balance mellem erhvervslivets økonomiske vækst og dets forpligtelser giver nemlig anledning til en ny konvention om virksomheders ansvar for menneskerettigheder

FN DISKUTERER I DISSE DAGE et forslag om at udarbejde en konvention om virksomheders ansvar for menneskerettigheder. Som international organisation laver FN normalt regler for stater, ikke for virksomheder. Det er derfor tegn på ændringer i opfattelsen af, hvad der kan reguleres gennem FN, og hvordan det kan foregå.

Dette er endnu tydeligere, når man ser på baggrunden for det aktuelle forslag og historien bag det. Det giver samtidig grund til at gentænke den måde, som FN og andre internationale organisationer angriber bæredygtighedsproblemer på.

Vanskelighederne, som har præget den internationale klimaproces, viser, at der kan være brug for nytænkning. Historien inden for menneskerettigheder og erhverv gennem de seneste 10 år viser på den anden side, at når der tænkes nyt, kan en fastlåst stilling vendes.

Gennem 1990'erne havde ngo'er, bekymrede forbrugere og politikere i både Nord og Syd bemærket, at der ikke var balance mellem erhvervslivets økonomiske vækst og dets forpligtelser over for samfundet. Multinationale virksomheders muligheder for at handle globalt var vokset stærkt, bakket op af regler om frihandel, som var blevet styrket med udviklingen i WTO (Verdenshandelsorganisationen).

I takt med at medierne berettede om underbetalt arbejdskraft i Asien, børnearbejde i Sydamerika og diamanter, der finansierede borgerkrige og etniske grusomheder i Afrika, blev det noteret, at der ikke var tilsvarende begrænsninger i virksomhedernes handlefrihed, som kunne modvirke deres negative indvirkning på samfundet.

Der var en stigende bekymring over, at virksomheder trods deres økonomiske styrke i modsætning til stater ikke har forpligtelser under folkeretten til at respektere menneskerettigheder. Der var mindst lige så stor bekymring over, at når staterne ikke sikrer ordentlige arbejdsforhold, løn og arbejdsmiljø, opstår der retstomme rum, som virksomheder kunne benytte sig af til at spare på omkostningerne.

Som Rana Plaza-tragedien i Bangladesh viste sidste år, kan der selv for virksomheder med principper for CSR være tilskyndelse til at producere, hvor omkostningerne er lave. For syerskerne i Rana Plaza betød det, at bygningen, de arbejdede i, kostede dem livet eller førligheden.

FN havde allerede i 1990'erne sat CSR på dagsorden med særligt fokus på menneskerettigheder. En gruppe eksperter under FN's Menneskerettighedskommission (i dag afløst af Menneskerettighedsrådet) udviklede forslag til regler, som skulle gøre det klart, at virksomheder skal respektere menneskerettigheder.

Da forslaget nåede frem til afstemning i 2004, vendte kommissionen tommelfingrene nedad. Resultatet skyldtes delvis, at selve tanken om FN-regler for virksomheder dengang var endnu mere usædvanlig end i dag. Af samme grund var forslaget udarbejdet som de fleste FN-regler om menneskerettigheder, nemlig sammen med stater og med ngo'er som repræsentanter for ofre for menneskerettighedskrænkelser.

Selv om forslaget ville indføre regler for virksomheder, blev de først inddraget sent i processen. Det gav modvilje, især hos nogle store og internationale virksomhedsorganisationer. De havde ikke selv adgang til Menneskerettighedskommissionen, men det havde deres stater. Blandt andet USA, som dengang stadig blev styret af Bush-regeringen, argumenterede stærkt imod forslaget.

ÅRET EFTER var stemningen i Menneskerettighedskommissionen vendt. Ikke helt, men noget. Flere stater i både Syd og Nord indså, at der var gode grunde for dem selv, deres indbyggere og deres virksomheder til, at virksomheder blev mere bevidste om at respektere menneskerettigheder. Resultatet blev denne gang, at FN's generalsekretær (dengang Kofi Annan) bad en af sine tidligere medarbejdere, John Ruggie, om at hjælpe processen videre.

John Ruggie, som er uddannet i statskundskab og professor ved Harvard Universitet i USA, lagde fra starten en anderledes stil, end FN plejer, når det drejer sig om menneskerettigheder. Han tog på besøg hos virksomheder og i felten og holdt møder rundtom i verden i stedet for i FN's hovedkvarterer i Genve og New York.

Han involverede ikke bare ngo'er, men også virksomheder. Han trak på eksperter om spørgsmål, han ikke selv kendte til. Mange af disse arbejdede gratis, for der var ikke fra FN's side penge til løn. Han undersøgte, hvad det kostede virksomheder økonomisk, når der opstod konflikter med lokalsamfund, eller når de mistede ordrer på grund af rapporter om problemer for menneskerettigheder.

Det viste, at der er tale om store beløb, som ofte skjuler sig blandt driftsomkostninger og derfor ofte heller ikke er kendte for ledelsen. Dermed kunne han forklare virksomheder, at de skader sig selv økonomisk, når de er involverede i overtrædelse af menneskerettigheder.

Ruggie opnåede resultater ved at tale til forskellige grupper ud fra deres egne interesser. I stedet for kun at tale om rettigheder og pligter talte han med stater og myndigheder om, hvordan det skader deres økonomiske udvikling og politiske mål om beskæftigelse og vækst, hvis de tillader virksomheder at krænke menneskerettigheder.

Han indbød nogle af de mest skeptiske erhvervsorganisationer til at komme med forslag til, hvordan virksomheder med aktiviteter i områder med borgerkrig eller andre konflikter kan respektere menneskerettigheder.

Det lignede at sætte ræven til at vogte gæs. Men resultatet var, at paraplyorganisationer for arbejdsgivere og store virksomheder fik større forståelse af problemerne. De udviklede en vejledning for deres medlemmer, som anerkendte respekt for internationale menneskerettigheder, når virksomhederne arbejder i retstomme områder, eller hvor lokale krigsherrer har taget magten.

VIRKNINGEN VAR OPBAKNING fra de tidligere kritiske grupper, og at deres hjemstater ikke denne gang modarbejdede resultatet, som i 2008 blev offentliggjort som FNs ”ramme” for virksomheder og menneskerettigheder. Forløbet var dog ikke uden problemer. Nogle ngo'er og eksperter fra universiteter kritiserede, at virksomhedernes rolle var for dominerende.

FN bad også Ruggie komme med anbefalinger til, hvordan stater og virksomheder kan gennemføre de forpligtelser, som rammen beskrev. I 2011 kunne FN's Menneskerettighedsråd derfor vedtage FN's Retningslinjer om Virksomheder og Menneskerettigheder. Retningslinjerne er formulerede i samme stil som almindelige FN-regler, ligesom forslaget, der var blevet nedstemt i 2004, havde været det.

På syv år fra 2004 til 2011 havde en nytænkende tilgang ført til, at retningslinjer for virksomheder og menneskerettigheder kunne vedtages i stedet for at forkastes. Det er også baggrunden for det aktuelle forslag til en konvention.

Historien er derfor en fortælling om, at organisationer som FN kan vende fastlåste forløb ved at tænke helt forfra. Ved at invitere dem, som føler sig sat uden for indflydelse, ind i kredsen, ved at tale direkte med de mest vanskelige deltagere, og ved at invitere dem til at bidrage med forslag på en måde, der kan få dem til at forstå og tage ansvar for de problemer, de selv er med til at skabe.

Der er grund til at overveje modellen til at komme videre med andre globale problemer, som klima og udnyttelse af ressourcer. Men skal forløbet fungere effektivt og tillidsfuldt, er det vigtigt at indføre regler, som kan sikre balance mellem deltagerne og de interesser, som de repræsenterer.