Prøv avisen
Kronik

Opstandelse og livsglæde set fra et dødsleje

"Livsglæden hører med til livet selv, det liv, som er en gave fra Gud. Og når livet og døden i mange gammeltestamentlige salmer holdes op som den store og afgørende modsætning, er det som noget selvfølgeligt forudsat, at livet er noget, der er grund til at ønske og glæde sig over." Professor i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet, Jesper Høgenhaven.

Som sit sidste projekt arbejdede nu afdøde Mette Høgenhaven på en kronik om opstandelse og livsglæde temaer, der optog hende meget gennem hele hendes sygeperiode. Arbejdet nåede hun ikke at afslutte, så hendes mand har prøvet at skrive kronikken færdig, så godt han har formået, med udgangspunkt i deres samtaler gennem den sidste tid

SOGNEPRÆST METTE HØGENHAVEN døde den 1. april 2014, 56 år, af en hjernetumor efter at have været syg gennem lidt over et år.

Sygdommen havde hun fået konstateret i februar 2013. Hun blev dengang opereret, og som en virkning af operationen og af, at tumoren sad, hvor den gjorde blev hun lam i venstre side. De sidste måneder af sit liv var Mette bundet til sengen.

Nogle måneder før sin død formulerede Mette en afskedshilsen til sin menighed i Husum Kirke, København, hvor hun havde virket som præst i 17 år. Her skrev hun blandt andet følgende: ”Jeg er nu kommet på hospice og ligger i min seng uden at kunne foretage mig noget andet end at tænke og glæde mig. Og det gør jeg virkelig glæder mig over oplevelsen af, at evangeliet slår til i såvel gode som onde tider. Midt i al elendigheden føler jeg mig rig og velsignet både over det liv, jeg har fået lov at leve indtil nu, og også over det liv, der er mit nu. Mange mennesker står på spring for at fylde min sidste tid med gode samtaler og besøg, og det er jeg virkelig taknemmelig over. I virkeligheden er der kun to ting, der betyder noget: Guds nærvær og det nu, der er lige her og nu.”

Livsglæde var, som ordene her viser, i centrum til det sidste. Men hvor kommer livsglæden fra for et menneske? Det spørgsmål optog Mette meget gennem den seneste tid, som altså blev den sidste del af hendes liv.

I citatet fornemmer man tydeligt det svar, der var Mettes eget: Livsglæden kommer fra evangeliet om Kristus, der stod op fra de døde. Det evangelium, der slår til i såvel gode som onde tider. Sådan kunne virkeligheden altså se ud set fra en sygeseng i en periode, hvor tiderne virkelig var onde.

AT GLÆDE SIG OVER LIVET er ikke det samme som at have det godt i ydre forstand. Der kan være masser af livsglæde forbundet med en tilværelse, hvor døden er rykket helt tæt på, og mulighederne for helbredelse ikke længere er til stede. Og evnen til at glæde sig hænger ikke engang nødvendigt sammen med evner og muligheder for at gøre de ting, som normalt i ens raske liv har været forbundet med glæde. Også når sygesengen er blevet ens faste og eneste opholdssted, kan der gives livsglæde, indhold og velsignelse til hver eneste dag.

Det er et perspektiv, som det indimellem kan være vanskeligt at finde plads til i dele af sundhedsvæsenet, der i udgangspunktet er gearet til, at patienter skal blive raske eller i hvert fald færdigbehandlet. Det er i sig selv ikke så mærkeligt; men det kan nogle gange føre til en angst eller modvilje mod at forholde sig til det uafvendelige selv, når det for den enkelte patient for længst er blevet en realitet.

Men kan man sige noget mere konkret om livsglæden i en situation, hvor det onde og uforståelige trænger sig på for alvor? Er livsglæden for eksempel noget medfødt? Måske i højere grad hos nogle mennesker end hos andre? Eller er det at glæde sig over livet udtryk for vores eget valg? Eller er det i virkeligheden snarere noget, der bliver givet til et menneske, og som det så gælder om at tage imod, når det bliver givet?

Vi finder ikke ordet ”livsglæde” eller et tilsvarende ord i Bibelen. Glæde over livet kan vi derimod sagtens finde omtalt. Når Gud i den anden af de to skabelsesberetninger i Første Mosebog fortællingen om de første mennesker i haven blæser ”livsånde” ind i det menneske, han skaber ved at forme det af jorden (1. Mos. 2, 7), mon så ikke livsglæden er en del af den livsånde, mennesket får blæst ind gennem næsen af sin skaber?

Så er livsglæde egentlig en del af selve det helt elementære at trække vejret. Eller livsglæden hører med til livet selv, det liv, som er en gave fra Gud. Og når livet og døden i mange gammeltestamentlige salmer holdes op som den store og afgørende modsætning, er det som noget selvfølgeligt forudsat, at livet er noget, der er grund til at ønske og glæde sig over.

Andre gammeltestamentlige tekster taler om det at glæde sig som noget, man ligefrem har pligt til. Femte Mosebog giver israelitterne denne befaling, når de er kommet ind i det forjættede land: ”Du skal tilbede Herren din Gud og glæde dig sammen med levitterne og de fremmede, som bor hos dig, over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og din slægt.” (5. Mos. 26, 11).

Spørgsmålet er, om disse syn på livsglæden som noget, der er givet med livet selv, eller som en befaling eller pligt udgør et alternativ. Det er i hvert fald ikke sjældent sådan, det bliver opfattet: Enten er evnen til at glæde sig noget rent medfødt, en del af et menneskes natur i hvert fald for de heldige! Eller også er det noget, vi har fået pålagt, og så kan det være fortvivlende at måtte konstatere, at der er tider, hvor det ikke er muligt at leve op til kravet, fordi det tunge og mørke fylder for meget i ens liv.

Evangeliet om Kristi opstandelse placerer glædens kilde et andet sted i Guds underfulde handling, som befinder sig uden for alle menneskelige evner og muligheder, både medfødte og tillærte. At glæde sig bliver dermed hverken en naturgiven evne eller en pligt, men en gave til den enkelte, som oven i købet hele tiden bliver givet på ny også på de tungeste og mest grådfyldte dage i ens liv.

METTE HAVDE gennem sine mange år som præst været levende optaget af de menneskers fortællinger, som hun mødte og lyttede til. Og gennem den sidste tid fik hun mennesker til at komme, sætte sig ved sengekanten og fortælle. Hvad havde båret dem igennem, og hvordan opdagede de livsglæden, hvordan genfandt de den, når dagene var blevet for mørke og for triste?

Igen viser det sig, at der ikke er nogen indlysende sammenhæng imellem glæden ved tilværelsen og det at have et godt liv i gængs forstand. Mennesker kan for eksempel have været igennem nærmest ubærlige perioder i deres liv, barndomsoplevelser, der har sat deres mærke på sjælen, eller ens nærmestes svigt senere i livet, der har efterladt en i ensomhed og vildrede.

Ikke desto mindre fandt de livsglæden, eller den fandt dem igen. Og det opleves nok nærmest som noget, der sker, kommer til en. En brugte det smukke udtryk, at det var ligesom et tørt sprukkent stykke træ, der blev fyldt op af livgivende vand og får friskheden og livet tilbage.

Opstandelsen er et under, der hele tiden bliver givet til os på ny, et under, der fornyer livet med ny friskhed, glæde og velsignelse, også når livet nærmer sig sin afslutning eller må leves i dødens skygge.

Matthæusevangeliet fortæller om kvinderne, der den første påskemorgen kom ud til Jesu grav og fandt den tom, at de skyndte sig bort fra graven ”med frygt og stor glæde”. Det er en fantastisk beskrivelse af den dobbelthed, den kamp, der kendetegner vores forhold til det gode liv og til den livsglæde og velsignelse, som Gud skænker hver eneste dag.

Sagt med Mettes ord i en påskeprædiken: ”Kvinderne skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde. Vi skynder os også gennem hver en dag i livet, og oven i købet på samme måde med frygt og stor glæde. Og sådan må og skal det være. Det skyldes ikke en fejl ved skaberværket, ikke en fejl ved vores forstand, ikke et udtryk for vores manglende evner og kræfter. Det er simpelt hen et vilkår et vilkår, som sagtens er til at leve med, fordi vi har påskemorgen. For hvad er påskemorgen andet end vores pant på, at vi også skal gå gennem døden frem til nyt liv? Det skal vi gøre nu, i det her liv, hver en dag, vi får givet her, og vi skal gøre det engang, når vores tid her på Jorden får en ende.”