De onde ånder skal holdes væk med lys

Selvom det er svært at overvurdere værdien af de lange dage og den lyseblå nat, vi har i denne tid, er det stadig lyset i menneskene, der er det vigtigste. Her skal vi hver især huske at være et lys i det mørke, der pludselig kan dukke op og true vores egen eller vores kæres eksistens. De onde ånder skal holdes væk ikke med ild, men med lys

Henrik Dahl
Henrik Dahl.

VI LEVER I EN TIDSALDER, hvor man ikke kan vende tilbage til noget, uden at nogen har lavet det hele om. Det kan man for eksempel se i min barndoms by Skærbæk, hvor jeg lige har været borte i to minutter og man i mellemtiden har fyldt byen op med gader og kvarterer, som ikke fandtes, da jeg var barn og ung.

Men det sker såmænd alle steder. Landskabet rundt om byen er også et andet, end det var engang. De maskiner, vi er afhængige af, bliver erstattet af nye, der virker på en anden måde, end vi er vant til. Og de regler, der får det hele til at glide, bliver også ændret fra den ene måned til den næste.

Sådan skal det muligvis være, og er det ikke bare halvgamle mænds ret og privilegium til at se sådan på tingene, jeg tillader mig at udnytte?

Måske. Men uanset hvordan og hvorledes, det nu forholder sig (og et ungt menneske måske står og sitrer utålmodigt over alle tings langsomhed i netop det øjeblik, hvor jeg brokker mig over deres ustadighed), så tror jeg, de fleste nyder at vende tilbage til sankthansaften og sankthansbålet og vide, at dén aften og dens indhold af hygge og velvilje over for ens medmennesker har ligget fast i århundreder.

Inde i enhver tradition er der en slags kerne. Og kernen i fejringen af sankthans er, at på denne aften, som er årets længste, uddriver vi i fællesskab de onde ånder.

Men lad os betragte de onde ånder lidt nærmere. Indtil for knap to hundrede år siden troede mange stadig i fuld alvor på onde ånder og andet uvæsen. Prøv for eksempel at læse Grundtvigs udgave af den ældre folkevise ”Hr. Bøsmer i Elverhjem” (her gengivet i Sorten Mulds udgave, som flest kender):

Der boede en bonde lidt sønden for vor å

alt hvad han havde at ønske kunne han få

af sønner har han fire af døtre har han to

og jeg længes ud i alle mine dage-

Der boede en pige i åens stride strøm

aldrig man glemmer en skikkelse så skøn,

om natten hun listede sig indi bondens drøm,

og jeg længes ud i alle mine dage -

I den årle morgen måtte bonden hende se

men strømmen var for stærk, og gangeren gled

og jeg længes ud i alle mine dage -

Der boede en bonde lidt sønden for vor å

alt hvad han havde at ønske kunne han få

Man aldrig mere bonden og elverpigen så

og jeg længes ud i alle mine dage

HER ER DER TALE OM EN ÅND Elverpigen der trænger ind i bondens drøm og ender med at tilintetgøre ham.

Grundtvig levede på grænsen mellem det traditionelle og det moderne, og det er ikke til at sige, om han opfattede Elverpigen som en ånd slet og ret, eller som et symbol på bondens længsel, der stik mod al fornuft driver ham bort fra alt, hvad han ejer og har, og til sidst ind i døden.

Men 16 år, før Grundtvig døde, kom en mand til verden, der ikke var i tvivl: Sigmund Freud. Man kan sige, at han i løbet af sit lange liv, hvor han blandt andet opfandt underbevidstheden, samtidig fik afskaffet de onde ånder. Men man kan også sige, at han fik de onde ånder til at flytte inden døre.

I stedet for at holde til i de mørke skove, under kæmpehøjene og oppe i bjergene, flyttede de ind i os mennesker og fik nye, kedelige navne som for eksempel ”Det fortrængte”.

Det var selvfølgelig en fordel på den måde, at det blev mere sikkert at færdes i skovene og bjergene, fordi man ikke skulle være bange for de onde ånder længere. På den anden side blev det usikkert at færdes hvor som helst, fordi det fortrængte har den dårlige vane, at det kan vende tilbage hvor som helst og når som helst.

Mange, der påtager sig den opgave at holde båltale, slår ned på temaet ”den onde ånd” i form af heksen og siger måske i den forbindelse nogle manende ord om de hekseafbrændinger, der (selvom det ikke er høfligt at nævne det) var det værste resultat af reformationen, thi de gode katolikker var ikke særlig begejstrede for den teologi, der retfærdiggjorde afbrændingerne, og anså den for primitiv.

Jeg vil hellere tale om de onde ånder, det stadig findes og stadig laver ulykker. At lide under sin længsel som bonden i Grundtvigs digt er at være i en ond ånds magt. At lide under afmagt er at være behersket af en ond ånd.

Ikke at kunne styre sit behov for cigaretter og alkohol er at være besat af en ond ånd. Ikke at kunne styre sin vrede er at være besat af en ond ånd. Ikke at kunne styre sin grådighed eller sin liderlighed er at være besat af en ond ånd.

Og så er man selvfølgelig behersket af onde ånder, hvis man bliver ramt af sygdom, der formørker sindet på den ene eller den anden måde. Det er den slags mørke, vi skal hjælpe os selv og hinanden med at blive fri for på den lyseste af årets dage.

Der findes ikke altid ord, der kan uddrive de onde ånder. Er man melankolsk, så er man det. Føler man sig afmægtig, fordi den, man elsker, ikke elsker tilbage, eller fordi døden har revet ens kære bort, er der heller ikke så meget at gøre.

Men mange af de skrammer, man får, når man ikke kan komme fri af sin længsel eller afmagt, opstår ikke derfor. De opstår, fordi man støder sammen med de grænser, andre har sat for, hvordan man må opføre sig. Derfor skal man prøve at rumme de melankolske og de triste og ikke gøre ondt værre ved at forlange, at de opfører sig ligesom de glade og muntre.

Kan man ikke styre sine laster, skal man nok prøve, om man ikke kan sadle om. Det siger jeg ikke, fordi jeg principielt har noget imod laster og lad den lasteløse kaste den første sten mod den lastefulde.

Men laster, man ikke kan styre hvad enten det er vrede eller grådighed eller tøjlesløs liderlighed går ud over andre længe, længe før de til sidst går ud over en selv.

Derfor er dét nogle onde ånder, man selv skal prøve at tage i kravetøjet og kaste ud af sit hjem. Men lykkes det ikke i første forsøg, skal vi andre anerkende, at forsøget er gjort, og hjælpe den, der har brug for kræfterne med at genvinde dem.

Endelig findes onde ånder stadig i form af sygdomme og gifte, der laver ens personlighed om. Og dér kan der slet ikke være tvivl om, at alle vi andre har pligt til at hjælpe med at få ånderne kastet ud. Eller til at lindre, hvis forehavendet ikke lykkes og man må leve med, at man skal have den onde ånd boende resten af sit liv. Det kan lyde mørkt og trist, at jeg snakker om den slags onde ånder, der stadig eksisterer, efter at vi fik afskaffet dem i skovene og bjergene. Men sådan er det ikke ment.

Jeg prøver blot at sige, at selvom kampen mod de udvendige, onde ånder for længst er vundet, er der stadig nogle indvendige, onde ånder, der engang imellem holder mennesker nede. Og her skal vi huske, hvad hele denne dag minder os om: ikke at vi skal holde de onde ånder væk med ild men at vi skal holde dem væk med det lys, dagen i dag er så rig på.

Det er vigtigt, at vi hver især husker at være et lys i det mørke, der pludselig kan dukke op og knuge et medlem af vores familie eller en ven eller blot én, vi deler dagliglivet med.

Det er vigtigt, at vi husker at lukke lyset ind både det helt konkrete lys, vi har så meget af i dag, og det åndelige lys, der udrydder snæversynetheden, indskrænketheden og rent ud sagt dumheden.

Ifølge traditionen fejrer vi i dag årets længste dag. Derfra går det ned ad bakke indtil julen, hvor vi fejrer den korteste. Lad os derfor glæde os over fællesskabet i aften og lyset i denne tid og holde fast i, at selvom året nu drejer, er der altid et lys i os mennesker.

Selvom det er svært at overvurdere den lange dag og den lyseblå nat, vi har i denne tid, er det stadig lyset i menneskene, der er det vigtigste. Det holder flest onde ånder væk. Så lad os ikke foretrække det ene over det andet, men fejre begge dele lige meget.