Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Socialdemokraterne er blinde over for folkekirken

Jørgen Juul Petersen, dagens kronikør. Foto: Arkivfoto.

Der er blandt mange socialdemokrater et blindt punkt, når det gælder religion og folkekirke. Kirke-politikken er uklar og svævende. I socialdemokraternes nye debatoplæg er folkekirken end ikke nævnt. Det blinde punkt er også kommet til syne i den aktuelle behandling af folkeskolereformen, mener dagens kronikør

Hvad kan vi gøre for at få flere til at deltage i foreningslivet? Det er et af de spørgsmål, der tages op i Socialdemokraternes nye debatoplæg: Alle skal med ny indsats mod negativ social arv.Oplægget kunne bruge den samme overskrift, når det gælder folkekirkens konfirmandundervisning og andre kirkelige aktiviteter. Folkekirken nævnes imidlertid slet ikke i oplægget. Men kan man da overhovedet have en kulturpolitik uden at nævne folkekirken? Og ønsker vi, eller ønsker vi ikke, at flere skal kunne deltage i konfirmandundervisning og andre kirkelige aktiviteter?

Præsteforeningens formand udtaler, at man med den nye skolereform administrativt er ved at skrive konfirmationsforberedelsen ud af skoletiden. Dermed skaber man dårligere vilkår for dem, der gerne vil deltage i konfirmationsforberedelsen.

Hvis man gør det vanskeligere at deltage i konfirmandundervisningen, har det den virkning, at de socialt set svage børn falder fra. ”Er man derimod vant til at gå i skole fra morgenstunden og følges med kammeraterne, så kommer man af sted, selvom der måske ikke er opbakning hjemmefra”, siger lektor Leise Christensen fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Hun er bekymret for udviklingen i Sverige, hvor konfirmationsprocenten er faldet efter ændring af forholdet mellem stat og kirke. Konfirmationen er på vej til at blive et middelklasse- og bedreklassefænomen. Vil det samme ske hos os? Er det det, vi som socialdemokrater ønsker?

Der er blandt mange socialdemokrater et blindt punkt, når det gælder religion og folkekirke. Kirkepolitikken er uklar og svævende. Det er også kommet til syne i den aktuelle behandling af folkeskolereformen. Der har ikke været nogen sammenhængende overvejelser og drøftelser med inddragelse af de berørte parter om konfirmationsforberedelsen og andre kirkelige aktiviteter i relation til skolereformen.

Folkeskolen skal åbne sig over for det omgivende samfund, hedder det nok så flot i omtalen af den nye folkeskolereform, og alligevel er man ved at oprette en ufolkelig mur mellem den lokale skole og den lokale kirke, og mere generelt mellem religion og samfund. Man har åbenbart taget ved lære af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) slogan, som han sikkert har lært i USA, at stat og kirke bør adskilles.

Men vi er ikke i USA eller i Frankrig, men i Danmark. Vi har en helt anden tradition for samtale om religion. Vi har ikke det polariserede forhold mellem kirke og skole, som kan findes i andre lande, og som nogle nu vil indføre her i landet.

Vi har ikke konfessionel religionsundervisning i folkeskolen, men vi har et fag, hvis indhold er kristendom og religion, et fag, hvor man frit kan tale om tingene og diskutere dem, og de fleste steder er der et frugtbart og helt naturligt samarbejde mellem kirke og skole. Det er en tradition, der er værd at værne om og bygge videre på til fælles bedste. De fleste kan udmærket godt vurdere, når religionen bliver anmassende og indoktrinerende.

Statistikken taler sit tydelige sprog. Der er stor opbakning til såkaldt kulturkristne traditioner. 80 procent går ind for skolens julegudstjeneste i den lokale kirke. Vi køber ikke idéen om de vandtætte skodder mellem religion og offentlighed. Børn må godt bede fadervor og synge en salme.

For 60 år siden kunne demokratitænkeren, professor Hal Koch, gift med den legendariske socialdemokratiske kulturminister og teolog Bodil Koch, anklage socialdemokraterne for at mangle en virkelig kulturpolitik og ikke at ”have sans for ånd”.

Han kritiserer i et indlæg i Verdens Gang fra 1947 socialdemokraterne for på skoleområdet at have overtaget borgerskabets idealer med deres eneste selvstændige reformkrav, ”at systemet skal demokratiseres i økonomisk henseende, således at også arbejdernes børn kan komme ind i den pølsemaskine, som her i landet fører til magt og ære, eller i hvert fald til de små visse levebrød. Økonomisk rejsning gennem politisk magt var devisen. Og ingen bebrejdelser for det. Men livet er nu engang mere end dette”.

Hal Koch efterlyste dengang ”et levende syn på menneskelivet”, ”en absolut respekt for mennesket og en stadig undren over for livet og dets vælde.” Det er ikke nok med en mere eller mindre populariseret videnskabelighed. Der må en større horisont til, der også omfatter indsigt i og sans for religion og kirke.

Hal Koch mente, at socialdemokraternes holdning til religion og kirke har været bestemt af to synspunkter. Dels at religion skulle være en privat sag ,og derfor skulle man i kulturpolitikken lade dette spørgsmål ligge. Og dels at man ud fra darwinistisk og marxistisk tankegang har været overbevist om, at religion hviler på illusioner, som brydes ned, efterhånden som den moderne oplysning breder sig. Ingen af disse forudsætninger holder, hævdede Hal Koch dengang for over 60 år siden.

Er det den ånd eller mangel på samme, der nu spøger og går igen? ”Ikke at have sans for ånd” og ligefrem at ville gøre det til et fortrin, og er det ikke en postgang for sent? For er der ikke ved at komme en helt ny generation af unge engagerede folk også blandt socialdemokraterne, der ikke føler sig tvunget til absolut at skulle vise deres progressive idealisme ved at melde sig ud af folkekirken og slippe for at betale kirkeskat? En generation, der har en meget større forståelse og åbenhed og evne til at skelne, også når det gælder folkekirken og religionerne i det hele taget.

Og har der ikke siden oprettelse af menighedsrådene været tradition for, at socialdemokrater har påtaget sig et stort arbejde i disse menighedsråd? På Fyn er der en socialdemokratisk menighedsrådsforening, der i dag har eksisteret i 70-80 år. Mange har gjort og gør i dag et stort arbejde for at skabe de bedste forhold for folkekirken og for forholdet mellem skole og kirke.

Derfor er det ikke særlig opmuntrende som socialdemokrat at opleve, hvordan man nu igen bliver tilsidesat og modarbejdet, når det gælder arbejdet for at skabe gode vilkår for folkekirken og dens konfirmandforberedelse.

Der er forskel på kirke og skole. Kirken skal ikke bestemme i skolen. Og skolen skal ikke være kirke og tilbyde folk den evige lykke og harmoni og salighed i denne eller nogen anden verden. Men det er vigtigt og nødvendigt, at der findes et ikke-konfessionelt sted uden for de religiøse samfund, uden for kirken, hvor der er plads til en fri og frejdig, fælles drøftelse også af kirke, kristendom og andre religioner.

Det er vigtigt, at også skolen kan komme med sit bidrag til denne diskussion, for at der kan blive et frugtbart samspil mellem kultur og religion, mellem skole og kirke og mellem livsoplysning og tro, så kirken ikke fremstår som den eneste, der har patent på at udtale sig om religion og kristendom. Det er netop denne frugtbare samtale, der ofte har manglet i flere muslimske lande.

Det vil være uheldigt med en polarisering mellem en religionsfjendtlig eller religionsfortrængende skoleundervisning og så en konfessionel indforstået kirkeundervisning, der lever sit eget isolerede liv. Det er vigtigt med kontakt og anerkendelse og udfordrende samtale parterne imellem.