”Om hundred år er alting glemt “!”

Der findes i dag fem evangelisk-lutherske menigheder i Caribien i det tidligere Dansk Vestindien, som alene er der, fordi øerne var danske i mange år. Disse menigheder må ikke blive glemt i markeringen af 100-året for salget af øerne i 2017 men heller ikke i det 500-årsjubilæum for den lutherske reformation, som finder sted samme år

Der findes i dag fortsat fem evangelisk-lutherske menigheder i Caribien i det tidligere Dansk Vestindien, som alene er der, fordi øerne var danske i 250 år, skriver dagens kronikør Erik Balslev-Clausen.
Der findes i dag fortsat fem evangelisk-lutherske menigheder i Caribien i det tidligere Dansk Vestindien, som alene er der, fordi øerne var danske i 250 år, skriver dagens kronikør Erik Balslev-Clausen.

DEBATTEN FORUD FOR markeringen af 100-året for afhændelsen af Dansk Vestindien i 1917 er så småt ved at blive skudt i gang. De næste to et halvt år vil der blive givet forskellige bud på, hvordan markeringen skal gribes an.

Senest har professor Viggo Mortensen med afsæt i Ærøs sol- og vindenergiprogram foreslået, at her var et felt, hvor Danmark kunne gøre noget i forhold til de tidligere kolonier i Caribien. Han konstaterer ganske nøgternt: ”Det giver god mening at bearbejde de historiske erfaringer for at vinde indsigt over fortiden med henblik på at navigere adækvat i nutiden.”

Jeg vil i denne sammenhæng pege på et kapitel af de historiske erfaringer, som stort set har fået lov til at gå i glemmebogen: Den Vestindiske Kirkesag 1904-1917, et energisk forsøg på at forbedre forholdene i Dansk Vestindien.

Da det på et hængende hår var mislykkedes for den danske rigsdag at afhænde øerne til USA i 1902, blev der nedsat en hurtigt arbejdende kommission, som året efter kom med en diger betænkning, der i hovedsagen beskæftigede sig med, hvordan det ville være muligt at skabe rentabilitet for rørsukkerdyrkningen på Sankt Croix og for den internationale handel og skibsfart i forbindelse med havneanlægget i Charlotte Amalie på Sankt Thomas.

Det var almindeligt kendt engang, at de sociale og sundhedsmæssige forhold for hovedparten af den lokale befolkning på øerne var elendige. Børnedødeligheden var katastrofalt høj, og ernæringsforholdene og boligforholdene var under al kritik. Forbindelsen til Danmark var præget af, at det tog tre uger at rejse frem eller tilbage.

PÅ GRUND AF de danskes manglende erfaring med dyrkningen og høsten af sukkerrør var der fra begyndelsen af hidkaldt englændere, hollændere og franskmænd, som drev plantagerne og var med til at danne et lille multinationalt samfund. Det betød også, at mange kirkesamfund blev repræsenteret: anglikanere, metodister, reformerte, romersk-katolske og ikke at forglemme den tyske brødremenighed, for bare at nævne de største. Den evangelisk-lutherske danske folkekirke var omkring år 1900 repræsenteret på øerne med cirka 12 procent af befolkningen fordelt på nogle hundrede danske og nogle tusinde engelsktalende af den lokale befolkning, hovedsagelig efterkommere efter de tidligere slaver. Til betjeningen af den danske menighed var der i 1904 tre danske sognepræster, en i hver af de større byer. Om søndagen holdt de gudstjeneste klokken 10 på dansk og klokken 12 på engelsk. Gudstjenesterne klokken 12 var meget velbesøgte.

Da 1902-kommissionen stort set ikke havde beskæftiges sig med de kirkelige forhold, tog sjællands aldrende biskop, Thomas Skat Rørdam, initiativ til en visitats, og resultatet blev i 1904 oprettelsen af Udvalget for Den Vestindiske Kirkesag med ham selv som formand og repræsentanter for alle de kirkelige retninger i Danmark sammen med nogle personer med særligt indblik i de vestindiske forhold. Da det officielle Danmark gav det udseende af, at nu skulle forholdene på øerne forbedres, gik de kirkelige folk også i gang med fortrøstning. Gennem de følgende 13 år blev der udfoldet en række initiativer for at forbedre forholdene dels i den danske lutherske kirke og dels for befolkningen som sådan.

VED BESÆTTELSEN AF præsteembederne blev der kaldt på den nye, initiativrige type præster, som var karakteristisk for Københavns Kirkesag. I Frederiksted husker man således stadig pastor Niels Nielsen Westergaard, som allerede sidst på året 1904 blev udpeget af biskoppen til præst her længst mod vest på Sankt Croix. Han fik samme år følge af to diakonisser, som åbnede Kronprinsesse Louises Hjem med børneplejestation, og to år efter ankom to repræsentanter fra organisationen Kvindelige Missions Arbejdere, som åbnede et egentligt børnehjem for piger og gik aktivt ind i det nystartede foreningsarbejde for børn og voksne.

Sideløbende blev tilsvarende initiativer sat i gang i de to andre større byer: Christiansted og Charlotte Amalie.

I 1914 var holdet sat med nu fem danske præster, en reorganisering af kirken på øerne i et provsti under Sjællands Stift og flyttet fra Finansministeriets kolonialkontor over i Kirkeministeriet. Der var nu opført en ny kirke ved Kongshøj midt på Sankt Croix, og der var anskaffet passende menighedslokaler i de tre større byer til det foreningsliv, der var sat i gang med forbillede i Københavns kirkeliv.

Disse tiltag var ikke kommet af sig selv, de havde krævet en energisk indsats fra præsterne på øerne og deres medarbejdere og ikke mindst fra Udvalget for Den Vestindiske Kirkesag, som utrætteligt arbejdede på at engagere den danske offentlighed og ikke mindst de kirkelige kredse i hjemlandet i forbedringen af forholdene på øerne.

var også året, hvor Første Verdenskrig brød ud. Det vanskeliggjorde kontakten til øerne, og det ramte i katastrofal grad øernes økonomi. Nemmere blev det heller ikke af voksende uro i befolkningen og tilløb til strejke blandt landarbejderne på Sankt Croix, som førte til en afgørende konflikt, der blev håndteret usmidigt fra dansk side med det resultat, at befolkningen på øerne så salg til USA som løsningen på alle problemer.

I 1916 udgav sognepræst i Christiansted Poul Helweg-Larsen i Danmark et skrift med titlen ”Den vestindiske Krise og Menigheden i Danmark”, hvor han beskriver udviklingen fra 1904 med de nævnte tiltag fra udvalgets side. Derefter skildrer han, hvor dramatisk situationen er på øerne, for så at gå over til at pege på de konstruktive muligheder, der er for at ændre på tingenes tilstand, idet han ligefrem giver udtryk for, ”at en social bevægelse i folket er en nødvendighed”. I

forlængelse heraf henviser han til den i Danmark dengang ikke ukendte farvede amerikaner Booker Wasington, som i sit hjemland havde oprettet en uddannelsesinstitution, Tuskegee, med det formål ikke uligt den danske folkehøjskole at uddanne den farvede befolkning i USA til samfundsborgere.

Her er det, at Helweg-Larsen peger på, at den lille, danske lutherske kirke har sin forpligtelse til at gøre noget af det godt, som er forbrudt fra dansk side. Her er brug for at bakke op om det initiativ, der allerede var sat i gang for at fremme en husmandsstand på øerne. Derfor skal der også oprettes børnehjem for drenge i forbindelse med en egentlig landbrugsskole. Dengang var husmandsbrugene stadig i fremmarch i Danmark, og fremsynede kunne ikke forestille sig andet, end at det også måtte være vejen frem i Dansk Vestindien.

Men nu gik det, som det gjorde, øerne blev solgt. Interessant i den forbindelse er ikke så meget den kontante salgssum, men måske det, som har fået langt større betydning, at det blev indføjet i en note til salgsdokumentet, at USA ikke ville modsætte sig, ”at hele Grønland forblev dansk”. Uden den bemærkning er det ikke utænkeligt, at vi i dag ville have haft et delt Grønland, hvor Østgrønland var i rigsfællesskab med Norge.

Der findes i dag fortsat fem evangelisk-lutherske menigheder i Caribien i det tidligere Dansk Vestindien, som alene er der, fordi øerne var danske i 250 år. Her ligger der en opgave for Den danske Folkekirkes mellemkirkelige Råd, nemlig at sørge for, at disse menigheder ikke bliver glemt i markeringen af 100-året for salget af øerne men heller ikke i det 500-årsjubilæum for den lutherske reformation, som kan markeres samme år, 2017. Jeg er overbevist om, at Dansk Vestindisk Selskab vil være behjælpeligt med at formidle de nødvendige kontakter. På den måde kunne der følges op på den indsats, der blev gjort af Udvalget for Den Vestindiske Kirkesag.