Prøv avisen
Kronik

Forfatteren og folkestrejken

Kaare Vissing Andersen

Aktuelt blev den københavnske folkestrejke for 70 år siden en dyb inspiration for Martin A. Hansen i sin kamp mod den tyske besættelsesmagt. Han evnede som ingen anden at sætte og forstå begivenheden i et bredt historisk og sågar nytestamentligt perspektiv, mener dagens kronikør

DEN KØBENHAVNSKE FOLKESTREJKE i juni-juli 1944 blev med sine 100 dræbte og 700 sårede det største drama under besættelsen 1940-1945. Men det modige oprør mod den tyske besættelsesmagt bragte også det danske folk en tiltrængt opmuntring og en sjældent set følelse af fællesskab.

De allieredes invasion i Normandiet den 6. juni og Bopas sabotage af Riffelsyndikatet den 22. juni var vel de to største opmuntringer forud for folkestrejken, mens de største provokationer var tyskernes sprængning af Studentergården, Borgernes Hus, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Tivoli. Frem for alt blev det dog indførelsen af spærretid mellem klokken 20 og klokken 5, gældende fra mandag aften den 26. juni, der fik byen til at eksplodere.

Udgangsforbudet førte allerede om mandagen til gå-tidligt-hjem-strejke blandt arbejderne på B&W og voldsom opstand i gaderne med mange døde og sårede til følge. Som svar på især de unges færden udendørs efter klokken 20, kørte tyske soldater og danske håndlangere skydende gennem gaderne. Befolkningen svarede igen med barrikader og bål. Dagene derpå eskalerede urolig-hederne, og de toppede torsdag den 29. juni med voldsomme angreb på sporvognene.

Resultatet blev den egentlige folkestrejkes udbrud fredag morgen den 30. juni, idet nu også funktionærer, telefondamer og butiksansatte nedlagde arbejdet. Tyskerne svarede igen ved at lukke for gas, vand og elektricitet om aftenen og ved at lægge en militær ring omkring byen lørdag middag den 1. juli.

Fra folkestrejkens første stund arbejdede det officielle Danmark på at få strejken bragt til ophør ved at appellere til fornuften. Men samme dag valgte modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet, at arbejde for dens fortsættelse til visse krav var opfyldt.

MANDAG DEN 3. JULI VISTE, at københavnerne lyttede til Frihedsrådets paroler. Og da det for alvor var gået op for den rigsbefuldmægtigede Werner Best, at strejken kostede den tyske rustningsindustri tusindvis af arbejdstimer, veg han ved at ophæve spærretiden og undlade repressalier over for de strejkende.

I sin beretning om folkestrejken, skrevet i juli 1944, har Frode Jakobsen fra Frihedsrådet ”folket” som det gennemgående tema. Lad være, at ordet i dag kan lyde lidt patetisk. Han rammer i hvert fald noget centralt med udsagnet:

”Strejken i København var frem for alt en folkets kamp. Den største oplevelse under besættelsen var det sammenhold og den fasthed, der prægede hele den københavnske befolkning. I disse dage skabtes en ny kampånd, der lover godt for den tid, der kommer.”

I ”Hemmelig Alliance” fra 1959 viser historikeren Jørgen Hæstrup sin dybe forståelse af et ”næsten genialt psykologisk moment” i gå-tidligt-hjem-strejken. Siden hedder det hos Hæstrup, at myndighedernes appel til befolkningen om at vise besindighed var et ”både fint og rigtigt” synspunkt, men ”det rakte blot ikke til over for den stemningsbølge, der rullede frem imod nazismen. Det er besættelsens største mysterium og lykkeligste løfte, at selv de mest fredelige, stilfærdige og forsonlige, der i 30'erne krøb sammen i uro og kunne lammes af panik ved tanken om nazisme, krig, besættelse og terror, hærdedes i trods, da først disse ting materialiserede sig for alvor i en umenneskelighedens skikkelse, der overgik 30'ernes fantasi”.

MARTIN A. HANSEN var en måned før folkestrejken blevet tilknyttet den illegale presse og var derfor under jorden, idet han boede hos venner i Brønshøj. Han var da ved at lægge sidste hånd på sin store roman ”Lykkelige Kristoffer”, hvis sidste kapitler om Københavns belejring i 1536 han fik inspiration til, da tyskerne den 1. juli 1944 lagde en militær ring om byen. Og han skrev artikler til det illegale blad Folk og Frihed og den illegale bog ”Der brænder en ild”, hvoraf hans ”Dialog om Drab og Ansvar” skulle få en særlig skæbnesvanger betydning for ham. Alligevel gav han sig tid til at skrive et brev om uroen hist og pist en beretning som fik titlen ”Juli 44”.

Brevet blev første gang offentliggjort i tidsskriftet Heretica i 1953 med et vægtigt efterskrift. Det er hovedsageligt stykket sammen af andenhåndsberetninger, og om en række oplysninger erkender han, at der er tale om rygter. Alligevel er beretningen af stor betydning for hans dybe indlevelse i folkestemningen og for hans evne til at sætte folkestrejken i et langt videre perspektiv end nogen anden. På linje med Hæstrup er Martin A. Hansen med denne betragtning:

”Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage genoplever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft. Og intet folkefærd giver sin heroisme mindre heroiske udtryk. Var man overfladisk, kunne man fristes til at tro, den store by morer sig som over en vældig spøg, at den blot leger oprør, tager sig et par muntre fridage med ballade på gaderne, men det går dybere. Ingen spørger mere: hvorfor gør vi det? På det spørgsmål har instinktet svaret klart, hvad den tørre fornuft er ude af stand til.”

Siden taler han om ”et mærkeligt fællesinstinkt, der undertiden får alle til at tænke, sige og gøre det samme på samme tid, en storbyens samvittighed, der er steget op fra sit dyb”. Og selvom han kritiserer de bølleoptøjer, der gerne følger i kølvandet på en retfærdig harmes opstand, så evner han med sit skarpe blik at konkludere:

”Men uden den næsten vilde beslutsomhed, som gadens børn viste det første døgn, var strejkeviljen næppe blevet udløst hos alle.”

Indtil folkestrejken havde han altid betragtet ”hjemme” som Stevns, hvor han var vokset op, men nu hedder det i ”brev til en broder på landet” i Folk og Frihed nr. 18 (5/9-44): ”Men denne gang kunne jeg mærke, at 'hjem' det var stenbroen, det var København. Jeg håber, at byen fra nu vil regne mig for en af sine egne. Inden vi rejste ud hos jer, havde vi set, hvad København gemte under det, man kalder 'grinet'. Det var nok det største, vi til nu har oplevet, folkestrejken. Men den kunne eller ville I ikke forstå.”

SIN HELT STORE CADEAU giver digteren dog folkestrejken i ”Orm og Tyr” fra 1952, hvor det med henblik på kristningen af danskerne tusind år forinden helt centralt i det store værk lyder:

”Men når en sjælden gang de enkeltes reaktion forenes i en mangfoldighedens beslutning, da er noget afgørende sket. Bagefter er den enkelte og de mange ikke mere helt de samme.”

Og videre:

”Man ville ikke skrive om det, dersom ikke vor egen generation havde oplevet det, i den mærkeligste hændelse i vor tilværelse, en begivenhed, som skønt fuldt forstået, alligevel er bestemmende for denne bogs syn. Jeg tænker på folkestrejken sommeren 44, frem for alt på de timers dumpe spænding, som gik forud for dens udbrud, der snarere kom som en magtfuld fred end som noget voldsomt (...). Sådan en hændelse rækker meget længere end vor generation.”

Det er da også ganske naturligt, at Anders Thyrring Andersen slutter sin bog ”Polspænding Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen” med en analyse af det just citerede i et afsnit kaldet ”Menighed” som optakt til sin konklusion, at forholdet mellem på den ene side hin enkelte og på den anden side de andre og menigheden således bliver endnu et udtryk for en væsentlig polspænding hos digteren.

Lad mig her supplere Thyrrings analyse med et par skriftsteder fra det brev, som Paulus skrev til Galaterne to udsagn som tilsyneladende strider mod hinanden: ”Bær hinandens byrder ...” (kapitel 6, 2). Og ”... enhver skal bære sin egen byrde.” (kapitel 6, 5).

Ingen forstod vel bedre end den samvittighedsfulde Martin A. Hansen, hvor viseligt disse to skriftsteder supplerer hinanden. Og hvis ikke før, så lærte han denne lektie af Besættelsen og tiden derefter, da han på den ene side kunne glæde sig over folkestrejkens opmuntrende eksempel på at bære hinandens byrder og på den anden side påtog sig det tunge ansvar for med sin blodige pen at have skrevet ”Dialog om drab og ansvar”, hvormed han i hvert fald selv mente at have forårsaget nogle unge modstandsfolks død.