Prøv avisen
Kronik

Jagten på kirkens identitet

Det er aldrig vanskeligt at få et lokalt kirkeliv til at fragmentere. Det er langt vanskeligere, men også både nødvendigt og frugtbart at få det lokale kirkeliv til at stå i lokalsamfundet med en synlig og positiv identitet, der gør den troværdig, skriver dagens kronikører. På billedet Kaj Bollmann.

Tesen om, at søndagsgudstjenesten er menighedens centrum, kan vi godt fastholde på det meget principielle og teologiske plan; men i rigtig mange sogne er det meget svært at se i praksis. Så hvad vil det egentlig sige at være menighed i dag? Hvor skal man søge sin identitet og finde sin sammenhængskraft, spørger dagens to kronikører

Menighedssynet er ved at ”blive væk” i det lokale kirkeliv. Vi har svært ved i praksis at bruge de klassiske menighedsopfattelser som ledetråd og identitetsmarkører i den kirkelige dagligdag. Vi ved godt, at menigheden principielt er alle døbte i sognet; men det kan vi ikke bruge til ret meget som praktisk rettesnor.

Andre tilgange, som at menigheden er de bekendende troendes fællesskab, eller at menigheden er de døbte samlet til gudstjeneste omkring ord og sakramenter, eller at menigheden er dem, der gør kirken synlig gennem et aktivt kirkeliv, kan være mere operationelle; men de har til gengæld også ekskluderende træk, som ikke harmonerer så godt med den åbne folkekirke.

Mange præster oplever, ikke mindst i små landsogne, at der ikke er nogen menighed. Der er kun præsten og isolerede enkeltbegivenheder/gudstjenester og enkeltpersoner. Det er langtfra altid, at menighedsrådet oplever sig selv som menighed.

Der er en angst, ikke mindst hos præster, for at kirken skal komme til at virke som en lukket kreds. Derfor er mange præster skeptiske ved at bruge ordet menighed. Og mange lægfolk har vanskeligheder ved at opfatte sig selv som en del af en menighed.

Resultatet er, at vi tenderer mod en lokal kirke, der er en sum af ”tilbud”, som de professionelle plus nogle engagerede frivillige tilbyder ude i sognet. Men der mangler refleksion over og praksis i forhold til det at være fællesskab/menighed lokalt.

Hvad vil det sige? Hvilke knager og udtryksformer og fællesskabsformer har vi at hænge det op på, hvis vi gerne vil fastholde det inkluderende folkekirkelige, samtidig med at den lokale folkekirkemenighed faktisk har krop som andet og mere end en række ikke sammenhængende aktiviteter.

Dertil kommer, at sognet ikke mere er uanfægtet som basis for definitionen af en menighed i en dansk folkekirkesammenhæng. Sognestrukturen er udfordret af demografien med befolkningsnedgang i mange landsogne og tilvækst i få byområder. Derfor tales der om samarbejde mellem og sammenlægning af sogne og om nødvendigheden af en større fleksibilitet for at udnytte kræfterne til at få et godt kirkeliv.

Endelig oplever vi i disse år også en vækst i omfanget af andre menighedsformer og fællesskabsformer end sognemenigheden. Den territoriale menighedsforståelse står ikke mere alene i folkekirken. Det har den jo sådan set ikke gjort, siden vi fik valgmenighedsloven i 1868.

Men i disse år er det ikke kun valg- og frimenigheder, der er i vækst, det gælder også særlige menigheder i folkekirken som studentermenigheder og natkirkemenigheder og nye fællesskabstyper som pilgrimsgrupper og løse fællesskaber af mennesker, der kommer til én bestemt aktivitet i deres sogn som for eksempel spaghettigudstjenester eller meditationsgudstjenester og så videre. Hertil kommer væksten af frie menigheder i tilknytning til Dansk Oase, der ikke mindst består af unge familier unge, som netop kunne være bærende i det folkekirkelige børne- og ungdomsarbejde.

Det stiller os over for en nødvendig samtale om, hvordan vi skal opfatte menighedsidentitet i folkekirken i fremtiden. I øjeblikket er det primært økonomi og struktur, der bestemmer dagsordenen i forhold til for eksempel samarbejde mellem og sammenlægning af sogne, og ikke overvejelser over menighedsidentitet. Når så grupper danner fri- eller valgmenigheder, er det primært negativt i form af et fravalg af det folkekirkelige fællesskab, fordi man ikke finder forventningerne til engagement, gudstjeneste- og menighedsliv opfyldt og ikke positivt i form af et ønske om at tilføre folkekirken en ny ressource i form af et nyt fællesskab, der indgår i sammenhæng med helheden.

I 1999 tog Kirkefondet initiativ til ”Samtaleforum om fremtidens menigheder” ved at sende oplægget ”Fremtidens menigheder” til Indre Mission, Grundtvigsk Forum (dengang Kirkeligt Samfund) og Kirkeligt Centrum. Målet var dengang at starte en samtale om fremtidens folkekirkelige menighedsformer og menighedssyn.

Samtaleforum er som forum for kontakt mellem de fire deltagende parter blevet en varig og stadig levende succes. Men det oprindelige mål, at tale sammen om det folkekirkelige menighedssyn og den dertil hørende praksis, er for længst blevet afløst af almindelig samtale om alt mellem himmel og jord i det folkekirkelige liv.

Udfordringen fra oplægget står der imidlertid stadig. En af teserne i oplægget lød provokerende: der findes ikke menighed, men menigheder. Altså, at der er mange menigheder, også i det enkelte sogn, og at det måske ikke mere er muligt at definere en fælles sognemenighed. I oplægget blev dette set som en mulighed for en ny dynamik i menighedsopfattelsen og en mulighed for at imødekomme det mangfoldige og mobile samfunds måde at tænke og agere på.

I Kirkeligt Centrum har vi i de seneste år sat fokus på sammenhængskraften i folkekirken. Der er i en situation, hvor der er meget, som splitter og skaber polarisering i folkekirken fra kirkeordningsdebat over vielsessagen til diskussionerne om ”Den nye Gud” behov for at styrke og udvikle de elementer i folkekirken, som binder os sammen til et fællesskab i mangfoldigheden.

Når vi taler om sammenhængskraften, bliver det imidlertid mere og mere klart, at sammenhængskraften i det lokale kirkeliv også spiller en stor rolle for den samlede sammenhængskraft: Er menigheden lokalt andet og mere end ”summen af enkeltaktiviteter og gudstjenester i og omkring sognets kirke”? Hvad gør denne sum til menighed og er der overhovedet behov for det begreb? Hvad skaber fællesskab i det lokale kirkeliv, og hvordan forbindes enkeltelementerne med kirkens centrum, Kristus?

Gudstjenestelivets rolle er også betydningsfuld i denne sammenhæng. Tesen om, at søndagsgudstjenesten er menighedens centrum, kan vi måske nok fastholde på det meget principielle og teologiske plan; men i rigtig mange sogne er det meget svært at se i praksis.

Gudstjenestelivet i dag både samler og deler op: det samler måske ved en række enkeltbegivenheder i årets løb, men i hverdagen deler det op i søndagsmenigheder, spaghettimenigheder, natkirkemenigheder, og dem, der måske nok kommer til onsdagsmødet for pensionister, men aldrig deltager i gudstjenesten. Der er ikke nogen kritik i den konstatering, men netop en konstatering af, at det skaber et nyt behov for at tænke sammenhæng og fælles identitet.

En af måderne til at komme videre i eftertanken er at finde gode eksempler på, hvordan man i praksis rundtom i landet skaber menighedsidentitet. Det gælder både i store bysogne med mange forskellige aktiviteter og fællesskaber og små ressourcefattige landsogne, som må arbejde helt anderledes.

Det gælder også alle de steder, hvor man går på kryds og tværs af sognegrænserne. Der sker meget udviklingsarbejde lokalt i folkekirken i disse år. I Kirkeligt Centrum er vi ikke i tvivl om, at der findes mange spirer til et arbejde med og en tænkning omkring menighedsidentitet rundtom i landet.

Dem vil vi gerne forsøge at få mere frem i lyset, blandt andet ved at nedsætte et arbejdsforum om menighedssyn og menighedspraksis. Kirkeligt Centrums fokus har altid været det fælles forpligtende og den fælles identitet i folkekirken på tværs af alt det, der skiller i teologi og praksis.

Det er aldrig vanskeligt at få et lokalt kirkeliv til at fragmentere. Det er langt vanskeligere, men også både nødvendigt og frugtbart at få det lokale kirkeliv til at stå i lokalsamfundet med en synlig og positiv identitet, der gør den troværdig.