Prøv avisen
Kronik

Angsten skal overvindes med angst

Hvad er konsekvenserne ved altid at kunne ændre på, hvem man vil være?, spørger dagens kronikør.

Min generation er opdraget til konstant at omfavne mantraet ”husk dine muligheder for forandring” som friheden for den enkelte. Man kan blive, hvad man vil, hvis man vil. Det ved enhver, der har gået til studievejleder. Men i min angst ser jeg kun muligheder og derfor intet. Og det er intet mindre end skræmmende, mener dagens kronikør

Som født i 1987 er jeg vokset op med mantraet ”husk dine muligheder for forandring”. Det vil sige en konstant hyldest af éns utællelige og ukendte muligheder. Forholder man sig kritisk til sine mange muligheder, lytter ingen til én. Logikken er, at man ikke kan kritisere sine muligheder.

I angsten er mulighederne ikke kun et gode. I min angst ser jeg kun muligheder og derfor intet. Det er min antagelse og afsættet for følgende kronik. Den bygger på et indre vidnesbyrd om angst, et psykologisk mesterværk og samtaler om begge dele med Johannes Møllehave. Denne kronik vil give en meddelelse om angst i en tid, hvor vi betingelsesløst hylder mulighederne for den enkelte.

Min generation er opdraget til konstant at omfavne mantraet ”husk dine muligheder for forandring” som friheden for den enkelte. Man kan blive, hvad man vil, hvis man vil. Det ved enhver, der har gået til studievejleder. Karikeret i tv-programmet ”Casper og mandrilaftalen” fra 1999, hvor værten Casper får at vide af sin studievejleder: ”Du kan blive lige det, du har lyst til. Fremtiden tilhører dig!”.

Vil du ikke være det ene, kan du bare blive noget andet. Hvis du ikke synes, om det, du har valgt, kan du vælge noget andet. Men hvad er konsekvenserne ved altid at kunne ændre på, hvem man vil være?

Spørgsmålet og tankerne er ikke nye. De har været der før, men det gør ikke problemet mindre. Man skal dog længere tilbage for at finde frihedens angst sat på formel.

I juni for 170 år siden udgav en ukendt skribent ved navn Vigilius Haufniensis (Søren Kierkegaard, red.) mesterværket ”Begrebet Angest”. Værket er skrevet i et teologisk, filosofisk, psykologisk 1844-tals sprog, og mange af sætningerne ville ikke kunne være i et Twitter-opslag. Det er verdens første monografi om begrebet angst, og tankerne er skræmmende aktuelle. Her taler vi ikke om konkrete diagnoser og fobier, men om den angst, som Haufniensis kunne se.

At begynde at forstå angsten kan man ved at sige de tre første bogstaver i ordet ”angst” langsomt. Det er en lang luftindsugning af ”ang”, hvor man mærker en forsnævring i halsen, kindbenene hæves, og øjnene løftes. Det kan ikke være et tilfælde, at ordet ”angst” kommer af det latinske ”angus”, der betyder ”forsnævring”. Man kan ikke sige ordet langsomt uden at se skræmt ud. Det er angsten, man erfarer banalt. Hold så ordet ”ang” inde i fem sekunder. Så har du en forestilling om den personlige og fysiske lammelse, som angsten kan sætte i dig.

I angsten suger man kun ind og mærker ”et Complexus af Ahneelser”, som Haufniensis skriver. En haglbyge af tanker, der kun har det tilfælles, at de handler om en selv og ens valg i livet. De skræmmer livet ud af mennesket. Man er i bevægelse på stedet. Man mærker, at man har mulighed for at ændre på sit liv, men gør det ikke.

Haufniensis beskriver: ”Angesten er Mulighedens selviske Uendelighed, der ikke frister som et valg, men besnærende ængster med sin søde Beængstelse”. Denne tilstand er forfærdelig. Man lider ved at vide, at man kan ændre på sit liv, men gør ikke noget. Imens finder alle omkring én nye og bedre måder at leve på. De træffer de rette valg for dem. Dét ved man. I en alder af 27 år har jeg allerede været knækket af stress, depression og angst. Værst var angsten. Med tiden blev den tøjlet til det udholdelige, men den kommer stadig. Det var først med ”Begrebet Angest”, at jeg kunne affinde mig med, at angsten var kommet for at blive. Angsten var en del af at være mig.

”Begrebet Angest” vil meddele et budskab om, at vi mennesker på et tidspunkt i livet opdager vores mulighed for at eksistere anderledes, end vi gør. Angsten kommer i fire forskellige former. Denne kronik handler om den ene af dem: den subjektive angst. Denne type kommer frem som et pludseligt tankespring. Man opdager sig selv som dødelig i en verden, hvor man skal dø i et udødeligt univers.

Her fortolker Johannes Møllehave, at konsekvensen ved at opdage, at man skal dø, er, at man skal skynde sig at leve. Et tankespring, vi ikke kan slippe igen. Mit tankespring kom, da jeg var 19 år. Min far fortalte mig, at han havde selvmordstanker.

At han kunne dø, gjorde mig bevidst om, at jeg engang skulle dø. Fordi jeg skulle dø, skulle jeg nå at leve ordentligt. Min far døde ikke, men hans dødelighed blev min, og den erkendelse kommer stadig igen og igen. Årsagen er, at et tankespring lagres og kommer igen.

Det kan ske, når en ny stor mulighed for selvforandring i mit liv byder sig til. Det gælder både erhvervsmæssige og nærpersonlige muligheder. Afgørende for, om angsten indtræder, er, at de nye muligheder er koblet på min fremtidige identitet. Det er en skøn mulighed for forandring af mit liv, men den kræver, at jeg er en del af den.

I angsten opdager man, at der er kommet for langt imellem det liv, man har, og det liv, man tænker, man kunne have. I angsten er man altid selv skyld i den afstand. Men det kan blive værre endnu. Med ét kan alt i ens liv synes håbløst og ligegyldigt. Man er ikke noget for nogen. I angsten finder man alt det negative ved sig selv. Tankerne pisker rundt, og de er ubehagelige som et 0-1-nederlag i overtiden. Deres fællesmængde er, at de handler om ens identitet og uduelighed.

Haufniensis skelner mellem frygt og angst. Når mennesket frygter, er der en genstand for frygten. I angsten ængstes man for intet. I 1960 skriver filosoffen Villy Sørensen (1929-2001) en artikel om det ”intet”. Sørensen skriver, at i angsten er der ikke noget, der står i vejen for mennesket.

Der er ”intet”, der står i vejen. Men netop det ”intet” ængster mennesket. I 1972 uddybes beskrivelsen af ”intet” af lektor Kresten Nordentoft (1938-1982). Når der skrives om menneskets angst for ”intet”, forklares det med, at: ”“ hos Vigilius (Haufniensis) er det individets egen fremtidige identitet.” Det vil sige, at ”intet” er mulighederne for forandring af individets fremtidige identitet. I angsten ser man kun muligheder og derfor intet.

”Husk dine muligheder for forandring” er en forbandelse, men også en velsignelse. Det er selvfølgelig en kæmpegave, at mulighederne er så mangfoldige. Man er ikke stavnsbundet til en bestemt tilværelse, men kan bryde den ene sociale arv efter den anden. Denne kronik vil bare gøre opmærksom på bagsiden af individets tro på mulighedernes ubegrænsede, frie glæder.

Der er gået 170 år siden udgivelsen. Er min generation blevet klogere på os selv og vores muligheder, og kan vi navigere uden om angsten? Ikke mange nyere undersøgelser tyder på det.

Lad mig derfor runde af med et godt råd vedrørende angsten. Rådet er fra digtsamlingen ”Det” fra 1969. En menneskekærlig instruks om, hvordan man hjælper sig selv og senere en anden, hvis angsten sætter ind. Det er digteren Inger Christensen (1935-2009), der indvier i hjælpekunsten:

”Det eneste vi har at gøre for hinanden

er at sige det som det er

jeg er bange

at være det som det er

være bange

overvinde angsten med angst

og senere

overvinde angsten

for at meddele andre

sin overvundne angst

den er deres”

Det gør jeg nu. Angsten er min. Den kan være din? Min henvendelse går hovedsagligt til dem med ansvar for de kommende unge. Fortæl dem, at de lever under mantraet ”husk dine muligheder for forandring”, og at angsten kan være en del af det. Den angst, der opstår, når et ungt menneske opdager, at det skal dø, og derfor skynder sig at leve. Den angst, der lammer én, når man ikke kan vælge sin fremtidige identitet. Den angst, der sår tvivl om alt ved ens person.Hvis man kender det selv, virker det stærkest. Angsten skal meddeles.